
Tak for indlægget i Hillerød Posten side 6, 20. januar 2021, vedrørende snerydning - eller mangel på samme.
Vi bemærker, at Dan Riise (udvalgsformand, trafikudvalget, Venstre, red.) angiver, at alle cykelstier ryddes. Han kender nok ikke Hillerød så godt. Det er ikke alle transportveje, som har cykelstier.
Elmegårds Allé ryddes efter kl. 8... Når denne ryddes, skubbes al sneen ud til siden og spærrer for alle de tilstødende villaveje. Denne sne iser til og kan ikke fjernes med almindelig skovl.
Nøddebjerget og Gammel Holmegårdsvej er forbundet af en gangbro/cykelbro, som sjældent ryddes - broen er ofte livsfarlig at passere, fordi den er isbelagt.
Vejene er gennemgangsveje fra sygehuset til "trinbrættet-station Slotspavillionen"/Johannesskolen. De passeres af utallige skolebørn og voksne mellem kl. 6.30 og kl. 8 og igen om eftermiddagen.
Det er som beboer på vejen ej morsomt at være tilskuer til forslåede voksne og børn, som vælter og rucher på is og sne, for slet ikke at tale om, at bilister på villavejene får ødelagt undervognen, når de kører på arbejde.
Én ting er sne - men isen, som vedvarende ligger på vejene i kvarteret i dagevis, er livsfarlig for trafikanterne.
Det har stået på gennem år. Kommunen er blevet bekendt med det tidligere, så den har nok ikke til hensigt at passe på cyklister og gående. På sygehuset, hvortil personalet kommer, også fra oplandskommunerne, er det velkendt, at Hillerød Kommune ikke prioriterer at gøre noget ved det.
Vi foreslår, at man nytænker og prioriterer sikker vej for vores skolebørn og trafikanter.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her