26. november 2020
Værktøjsmagerne hos CC Plast har travlt i disse dage, for coronavirussen har givet mange ordrer fra de medicofirmaer, CC Plast har som kunder. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Værktøjsmagerne hos CC Plast har travlt i disse dage, for coronavirussen har givet mange ordrer fra de medicofirmaer, CC Plast har som kunder. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Corona giver ekstra plastopgaver

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Corona giver ekstra plastopgaver
Hillerød - 23. april 2020 kl. 09:56
Af Anna Törnqvist Jensen

Værktøjsmagerne hos CC Plast er på overarbejde i disse dage, hvor der er ekstra mange opgaver, der skal løses. Coronavirussen har nemlig givet virksomheden travlt.

- Mange af vores kunder er medicofirmaer, som nu er tvunget til at handle lokalt. Der er ikke så mange, der kan det samme som os. Der er måske en håndfuld i Danmark, og når det nu ikke længere er så let at få fremstillet de produkter, man skal bruge, i udlandet, så er det nemmere at ringe til en dansk virksomhed på en Skype-forbindelse og få produceret det emne, man skal bruge. Det giver et ekstra pres på os, og vi har travlt, men vi skal bestemt ikke klage, siger Bo Nyhegn, CEO i CC Plast.

Blandt de emner, CC Plast producerer, er blandt andet dele til brug for behandling for Covid-19. Mens Bo Nyhegn af hensyn til sine kunder ikke kan afsløre, hvad de konkrete dele er, slår han fast, at virksomheden står klar, hvis der bliver brug for at producere mere plast i kampen mod corona.

- Min bror og teknisk chef i CC Plast, Jes Nyhegn, har været i kontakt med både Lægemiddelstyrelsen, Region Hovedstaden, Dansk Industri og Plastindustrien om det, vi mener at kunne byde ind med. Vi får det for eksempel helt dårligt, når vi ser, at folk 3D-printer ansigtsvisirer til sundhedspersonalet, når vi kunne sprøjtestøbe dem og gøre det bedre. Der er masser ting, vi kunne hjælpe med at fremstille, og Jes har kæmpe erfaring med at udvikle plastemner. Vi vil meget gerne hjælpe, for der skal ikke stå læger i Danmark og ikke have det udstyr, de har brug for, siger Bo Nyhegn.

Han er netop selv vendt tilbage på arbejde efter 14 dages sygemelding. Selvom han ikke er blevet testet, lød dommen fra de læger, han har været i kontakt med, at han formentlig har været smittet med Covid-19.

- Jeg har været syg i 14 dage, men der var fire dage, hvor jeg var helt nede. Der var jeg alvorligt syg, og jeg har nok aldrig prøvet noget, der var så slemt, fortæller Bo Nyhegn og fortsætter:

- Jeg havde alle symptomerne. Hovedpine, trykken for brystet, feber, men jeg havde ikke vejrtrækningsproblemer, og jeg var syg på det tidspunkt, hvor man kun testede folk, hvis de havde alvorlige symptomer.

Bo Nyhegn har ingen idé om, hvordan han er blevet smittet med virussen.

- Vi startede meget tidligt med at spritte alle håndtag i firmaet af, have håndsprit i alle rum i virksomheden, og jeg har selv brugt det i flæng. Vi lukkede også meget hurtigt ned for at deltage i nogle former for events eller messer, så det er ikke til at sige, hvordan jeg har fået det, siger han.

Udover Bo Nyhegn har ingen af virksomhedens ansatte været ramt af sygdommen, men en enkelt ansat har været i 14 dages karantæne efter en udlandsrejse til USA.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at beskytte medarbejderne, og hvis de er det mindste syge, så ved de, at de skal blive væk. Vi lukker heller ikke nogen udefrakommende ind i øjeblikket, forklarer Bo Nyhegn.

Mens pandemien raser er den familieejede virksomhed også udfordret af et byggeprojekt i millionklassen. Jes og Bo Nyhegn, der er tredjegenerationsledere af virksomheden, satte nemlig sidste år gang i en udvidelse af virksomheden. Der blev gravet ud lige bag CC Plasts lokaler på Bragesvej, hvor en 1000 kvadratmeter stor udvidelse af fabrikken er ved at tage form. Men i januar gik byggeriet i stå, da totalentreprenøren Dansk Halbyggeri gik konkurs. Og byggeriet, der koster mellem 12 og 14 millioner kroner, giver stadig anledning til store frustrationer.

- Vi føler bare, det er et skridt frem og to tilbage hele tiden. Det er frustrerende, når man håber på at kunne blive færdig, men så bliver det hele tiden udskudt med en uge mere og så en uge mere, siger Bo Nyhegn.

Nu er det planen, at byggeriet står færdig i august-september.

- Det er dræbende, og det er rigtig træls, når kunderne samtidig står og banker på. Vi er jo ikke sikret de kunder til september, hvis vi ikke kan hjælpe dem nu. Det koster selvfølgelig også ekstra penge, at vi hele tiden finder fejl og bliver forsinket, siger Bo Nyhegn og tilføjer:

- Det er en hård tid, men der er også meget positivt, og vi er jo også interesserede i at få nye kunder, når vi nu laver denne her udvidelse. Så vi knokler på.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?