

Se billedserie
To hillerødborgere deler fotos af sjove, anderledes og spændende sider af Hillerød, som alle inviteres til at gå på jagt efter i gadebilledet
Denne coronatid, hvor vi ikke kan se hinanden, som vi plejer, og hvor mange bruger tid på at gå ture i by og natur, er oplagt til at begynde at se Hillerød på en helt ny måde.
Det mener hillerødborgerne Camilla Hey og Bettina Elbæk Pedersen, som har fået ideen til det nye initiativ 'Hillerøds Hemmeligheder'.
Det foregår online ved, at de to lægger fotos, som er taget rundt omkring i byen og naturen, op på deres Facebook- og Instagram-sider, og så kan alle, der har lyst, tage på skattejagt for at finde frem til, hvor billederne er taget.
Det hele startede en dag, da de to var ude at gå en tur og kom til at snakke om en bestemt, flot dør i Helsingørsgade.
"Bagefter kom vi til at gå og holde øje med andre spændende døre og blev enige om, at der faktisk er rigtig mange af dem i byen," fortæller Bettina Elbæk Pedersen, der er ingeniør og innovationskonsulent.
De blev enige om at dele de billeder, som de havde taget af forskellige døre i byen, på Facebook for at se, om andre også ville sætte pris på dem.
"Og hold da op hvor en respons, vi fik. Der var simpelthen så mange, der reagerede, og vi vidste med det samme, at vi ville køre ideen videre," siger hun.
De har nu oprettet 'Hillerøds Hemmeligheder' både på Facebook og Instagram, hvor de håber, de kan inspirere andre til at opleve de bedste sider af byen:
"Det handler om at få nogle andre briller på. Som fotograf synes jeg, det er vigtigt at kunne inspirere folk til at se byen på nye måder. Hvis man først får øje på detaljer, så ser man det hele tiden. Det er lidt ligesom, når man skal købe nyt hus, så ser man 'til salg'-skilte hele tiden," siger Camilla Hey, der er selvstændig fotograf på 20. år og også arbejder som fotostylist og kreativ rådgiver.
De to har lært hinanden at kende her under coronatiden, hvor Bettina Elbæk Pedersen holdt et foredrag om ideudvikling, som Camilla Hey deltog i.
De fandt hurtigt ud af, at de begge havde lyst til at gøre noget nyt for byen - skabe noget der kan samle borgerne og de kreative kræfter.
Efter deres billedserie, som handlede om at finde frem til de flotte døre i byen, fik de virkelig blod på tanden.
De vil nu 'byde op til leg', som de siger, og inspirere med både konkurrencer, små events og udfordringer, som skal få borgerne ud at se på byen og få noget med hjem, de ikke glemmer.
En ny udfordring er på vej, hvor alle kan være med til at finde frem til flotte, små udsnit af bygninger i byen som facader, spir, vinduer og meget mere. Ideen er, at man ser billederne og prøver at finde frem til bygningerne.
Så tager man et foto af stederne for at dokumentere, at man har fundet dem. Alle, der gennemfører, deltager i en konkurrence om gavekort til takeaway-kaffe, som er sponsoreret af Rømers Kaffebar i Slotsgade.
"Det handler om at få folk til at kigge op og få øje på nye og overraskende ting. Når man kommer i gang med det, kommer man til at se på bygninger på en helt ny måde. For vi vil gerne have folk til at knytte sig mere til byen, så det ikke kun handler om slottet, nybyggerier og supersygehus. Der er så mange flotte detaljer at få øje på," siger Bettina Elbæk Pedersen.
Samtidig håber de at kunne samle folk mere i denne coronatid, hvor vi er så meget hver for sig.
"Der mangler noget, som vi alle kan gå ud og være en del af, når vi nu ikke kan mødes til arrangementer," siger hun.
Planen er, at der kommer flere udfordringer op på 'Hillerøds Hemmeligheder' både for børn, unge og ældre - og for dem, der er interesseret i kultur eller historie.
De er også ved at finde frem til hemmelige, unikke og sjove steder, så hvis man kender et af dem, må man gerne tippe dem om det. Det kan også være forladte og 'mystiske' steder i området, og de to har planer om en serie, hvor billederne stammer fra smukke steder i naturen.
"Det handler om at skabe et fællesskab i disse tider, både inspirere hinanden til at opleve noget nyt, sætte fokus på de gode og sjove historier, få smil på læben og få den gode energi, der smitter, frem," siger Camilla Hey.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her