24. februar 2020
Hillerød provstis kirker slår dørene op den 20. februar, så gifteklare par kan blive gift på en helt særlig dato. Foto: Christian Mailand
Hillerød provstis kirker slår dørene op den 20. februar, så gifteklare par kan blive gift på en helt særlig dato. Foto: Christian Mailand
Foto: ©Christian Mailand
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Brudepar kan blive gift på særlig dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brudepar kan blive gift på særlig dag
Hillerød - 14. januar 2020 kl. 11:03
Af Anna Törnqvist Jensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er blevet populært at blive gift på en særlig dato, som er nem at huske. Det har kirkerne i Hillerød provsti konstateret flere gange før, når kalenderen viser en dato i runde tal eller med en smule overtro som eksempelvis den 7.9.2013. Men når de særlige datoer ikke rammer en lørdag, valfarter mange brudepar til rådhuset for at blive smedet sammen. Det kan dog sagtens lade sig gøre at blive gift i kirken også på en hverdag, og nu slår Hillerød provstis kirker et slag for et af årets særlige datoer: Den 20. februar - eller den 20.02.2020.

- Vores erfaring er, at hvis folk opdager en sjov dato, så synes de, det kunne være sjovt at blive gift på den dag. Nogle gange falder det på en lørdag, som det gjorde den 7.7.2007, hvor vi havde syv bryllupper i Frederiksborg Slotskirke, fortæller Jørgen Christensen, provst i Hillerød provsti og sognepræst i slotskirken, og fortsætter:

- Men mange tænker, at når det falder på en hverdag, så kan man jo ikke blive gift i kirken, så må man gå på rådhuset. Men vi vil gerne gøre opmærksom på, at det for os er lige meget, om det er en lørdag eller en anden ugedag. Man kan godt blive gift i kirken uanset.

Den 10.10.2020, som falder på en lørdag, er der booket mange bryllupper i Hillerød provstis kirker, og det samme gælder den 6.6.2020, hvor der allerede er fem bryllupper i kalenderen i slotskirken alene.

Ikke bunkebryllup

Vil man giftes i en af kirkerne i Hillerød provsti den 20. februar, kræver det kun, at man har en prøvetilladelse fra borger.dk, og at man forinden har kontaktet den kirke, man gerne vil giftes i.

- Mange forbinder det at blive gift i kirken med, at man skal komme i en brudekjole til mindst 10.000 kroner, at der skal være 100 gæster, og en fest bagefter, der løber op i 100.000 kroner. Men man kan altså også bare komme mand og kone og blive gift, og vi skal nok sørge for, at der er to vidner, hvis man ikke har gæster med, siger Jørgen Christensen og fortsætter:

Disse kirker åbner for vielser
  • Alsønderup Kirke
  • Blovstrød Kirke
  • Frederiksborg Slotskirke (kun for folk, der bor i sognet)
  • Gadevang Kirke
  • Gørløse Kirke
  • Lillerød Kirke
  • Nødebo Kirke
  • Nørre Herlev Kirke
  • Præstevang Kirke
  • Strø Kirke
  • Ullerød Kirke
  • Uvelse Kirke

- Man kan også bestille et almindeligt bryllup den dag, men det er nok mere ovre i den boldgade, hvor man har nogle gode venner eller forældrene med.

Jørgen Christensen understreger, at der ikke er tale om bunkebryllupper eller en såkaldt drop-in vielse.

- Men det er tæt på, fordi man mere eller mindre spontant kan beslutte sig for at blive gift den dag. Det kræver kun, at man har en prøvetilladelse, siger han.

Et eksperiment

Ifølge Jørgen Christensen er der klart flest, der vælger at blive gift om lørdagen.

- Men vi har også folk på hverdage, og vi har også haft vielser både på fredage og søndage, siger han.

Selvom der ikke juridisk set er forskel på at blive gift i kirken eller på rådhuset, er der alligevel noget særligt ved at blive gift i kirken.

- I kirken handler det om troen og om guds velsignelse. Borgmesteren kan sige held og lykke, og det kan præsten sådan set også, men man nøjes jo ikke med det. Man siger, I må leve og gå ud i livet med guds velsignelse i ryggen, og det er jo noget andet end bare at sige pøj pøj. Man kan også få en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab, og forskellen er altså hele den religiøse ramme omkring det, forklarer Jørgen Christensen.

Præsterne i Hillerød provsti er spændt på, om brudeparrene står i kø den 20. februar, eller om eksperimentet slår fejl.

- Hvis det viser sig, der ikke kommer et øje, så må man jo overveje, om det så bare var once in a lifetime, at vi gjorde det, men vi er meget spændte på det, siger Jørgen Christensen.

Kirkerne, der åbner dørene for vielser den 20. februar, har åbent fra klokken 15 til 18 på dagen.