17. september 2019
Bornholmerforeningen er stadig meget aktiv med blandt andet foredrag og arrangementer flere gange om året.
Bornholmerforeningen er stadig meget aktiv med blandt andet foredrag og arrangementer flere gange om året.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bornholmerforeningen fejrer 75-års jubilæum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bornholmerforeningen fejrer 75-års jubilæum
Hillerød - 03. marts 2017 kl. 01:02
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Under den tyske besættelse i første halvdel af 1940-erne var det problematisk for de bornholmere, der var flyttet »over« for at finde et arbejde eller for at få en uddannelse at komme hjem til fødeøen. Afstanden til Bornholm kunne i disse mørke år synes meget stor, og derved opstod det naturlige behov for at kunne mødes og træffe ligesindede bornholmere, og måske også høre det sidste nye hjemmefra.

I København stiftedes den 11. februar 1942 »Bornholms Hjemstavnsforening af 1942«, og den 20. februar 1942 samledes en gruppe bornholmere på Hotel Leidersdorff i Hillerød, hvor man nedsatte et udvalg, der skulle arbejde på at oprette en hjemstavnsforening i Nordsjælland. Hotellet er for længst nedrevet, men foreningen lever i bedste velgående.

Det var et effektivt udvalg, for allerede 14 dage efter, den 3. marts 1942, kunne man indkalde til Stiftende Generalforsamling på samme hotel.

Foreningen var fra starten meget aktiv og holdt forskellige arrangementer. En af de største opgaver i foreningens første år var dog indsamlingen til de »landsmænd«, som man omtalte dem, der i Rønne og Nexø blev ramt af de russiske bombardementer den 7. og 8. maj 1945.

Der blev i amtet indsamlet knap 250.000 kroner Desuden indsamlede foreningen 55.000 kr. samt møbler, husgeråd og tøj, der fyldte fem flyttevogne.

Foreningen i Hillerød havde i sin formand en effektiv medlemshvervning.

- Mit første kendskab til foreningen fik jeg i 1955, fortæller foreningens æresmedlem, 83-årige Egon Petersen

- Vi var flyttet til Hillerød, unge og nygifte, og stod og manglede en lænestol. Vi var blevet anbefalet at gå til Aagesen Møbler. Vi fandt også en stol til 125 kroner, og var ved at afslutte handlen, da der fra kontoret trådte en stor og myndig person ud, kiggede på mig og sagde: »Du er bornholmer, du skal have 10 procent. Men så skal du også med i foreningen«. Og det kom jeg så, fortæller Egon Petersen.

Ud over at blive medlem kom Egon Petersen i bestyrelsen i 1956, var kasserer i perioden 1961-71, og afløste i 1975 Sigfred Aagesen på formandsposten, en post han bestred til 1983.

I dag har foreningen i Hillerød omkring 200 medlemmer. Ganske vist er medlemmerne blevet lidt ældre, end de var ved foreningens oprettelse. Men udbuddet for de nu yngre bornholmere, der flytter fra øen for at uddanne sig eller arbejde, er også ændret væsentligt. Foreningen holder stadig arrangementet, specielt foredrag. Hvert år bliver der afholdt bornholmertræf med de øvrige bornholmske hjemstavnsforeninger på Sjælland. I 2010 var Hillerød vært for træffet, mens Helsingør var vært i maj sidste år.

Foreningerne udgiver medlemsbladet "Klippeøen", der udkommer seks gange årligt, og trykkes på Bornholm. Det indeholder små artikler om Bornholm og opdateringer fra de nuværende syv foreninger. I forbindelse med jubilæet udkommer bogen »Bornholmerforeningen gennem 75 år«.

Jubilæet fejres med en festmiddag på Skævinge Kro den 4. marts, hvor bestyrelsen med formand Jørgen Dam i spidsen ser frem til at kunne hilse på mange af foreningens medlemmer og indbudte gæster, blandt andre regionsrådsmedlem Laila Lindén, der er inviteret til at holde festtalen.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede