
Socialdemokraterne mener ikke, at J. Jensen skal have lov til at bygge et genbrugsanlæg på virksomhedens marker i Uvelse
Det bliver ikke med Socialdemokratiets stemme, at nedrivningsfirmaet J. Jensen får lov til at udvide virksomheden med et genbrugsanlæg, et såkaldt upcyclingcenter, på virksomhedens marker i Uvelse. Det skriver Socialdemokratiet i Hillerød i en pressemeddelelse.
"Vi har besluttet os for at lade de landskabelige værdier i området bestemme, at virksomheden ikke kan komme til at udvide. Vi mener, at den store jordvold, som er nødvendig for projektet, vil skæmme landskabet for meget. Den bliver 10 meter høj og vil dermed påkalde sig en opmærksomhed, som er i konkurrence med for eksempel gravhøjene i området," siger Louise Colding (S), som er formand for Natur, Miljø og Klimaudvalget, som behandlede anmodningen om en lokalplan tirsdag eftermiddag (efter redaktionens deadline, red.).
J. Jensens udvidelsesplaner har mødt stor modstand blandt naboerne i området, blandt andre Peter Øberg, der bor få meter fra den grund, hvor J. Jensen ønsker at bygge det nye genbrugsanlæg.
"Det var ikke lige med i vores planer, at vi skulle være nabo til en stor fabrik, da vi købte grunden og byggede huset i 2014. Det vil være en katastrofe for os, hvis de får tilladelse til det. Støjen, støvet og alle de lastbiler, der skal køre frem og tilbage med materialer, vil gøre vores hus usælgeligt, og det vil sige, at min opsparing og pension er væk," sagde Peter Øberg til Hillerød Posten i december sidste år.
Sagen om anmodning af en ændring af lokalplanen, der skulle bane vejen for byggeriet, har netop været i høring, og der er kommet vægtige høringssvar fra eksempelvis borgerne i nærheden af virksomheden og fra Danmarks Naturfredningsforening, mener partiet.
Blandt andet spørgsmålet om den øgede trafik bekymrer socialdemokraterne.
"Vi vurderer, at det i fremtiden kan blive svært at undgå, at trafiktrykket i området vil stige, hvis virksomheden får tilladelse til at udvide. Det hænger sammen med den væsentlige samfundsopgave, som virksomheden ønsker at løse. En forøget efterspørgsel efter genbrugsmaterialer til anlæg og byggeri kan betyde et behov for senere aktivitetsudvidelser, som vi på sigt ville få vanskeligt ved at kunne sige nej til. Det kan komme til at betyde, at vi i så fald skulle acceptere mere trafik i området, end vi vurderer, at området kan bære," siger Mie Lausten (S), der er næstformand i Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, i pressemeddelelsen fra Socialdemokratiet.
Sagen med lokalplanen har været længe undervejs, og Socialdemokraterne er klar over, at det slet ikke er en let beslutning, som byrådet efter socialdemokraternes mening bør tage.
"J. Jensen arbejder med, at det skal være muligt at genbruge byggematerialer, og det har samfundet virkelig brug for. Derfor har vi både undersøgt, om det ville være muligt med en udvidelse af virksomheden i Erhvervstrekanten (ved Bauhaus, red.), og der hvor virksomheden ligger nu i Uvelse," siger Louise Colding.
"Vi vil gøre meget for at understøtte lokale virksomheder, og ønsker profilvirksomheder i vores kommune, men placeringen her i det åbne land ved Nr. Herlev kommer efter vores mening i modstrid med de landskabelige værdier i området, og byrådet bør derfor give afslag," siger Louise Colding.
I Foreningen J. Jensens Naboer, der har kæmpet mod nedrivningsfirmaets udvidelsesplaner, er der selvfølgelig glæde over udmeldingen fra Socialdemokratiet.
"Vi er overordentligt glade og tilfredse med udmeldingen fra Socialdemokratiet, hvor de tilkendegiver at stemme imod lokalplan 449. Opførelsen af upcyclingcenteret ved Uvelse ville på væsentlige punkter som natur, miljø og lokalsamfundet have særdeles negative konsekvenser, hvilket den årelange behandling af planen også viser," skriver foreningen i en skriftlig kommentar til Hillerød Posten.
"Vi har kun roser tilovers for politikere, som sætter sig grundigt ind i sagerne og løbende følger udviklingen og på et oplyst og gennemarbejdet grundlag tager en fornuftig beslutning - her til stor gavn for hele den sydlige region i kommunen. Vi håber, flere partier vil følge efter, så det naturskønne område fortsat vil være attraktivt for tilflyttere, som gerne vil bo på landet, tæt på Hillerød og samtidigt med kort transporttid til København," skriver foreningen videre.
Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget har sagen på dagsordenen på sit møde i onsdag, og formand Dan Riise (V) glæder sig til at høre mere om, hvorfor Socialdemokratiet ikke bakker op om planerne.
"Jeg er jo spændt på at høre begrundelserne for, at socialdemokraterne ikke synes, det er en god ide med et genbrugsanlæg i Uvelse. Jeg synes, at vi har en gennemarbejdet lokalplan, og at vi har fået svar på de indsigelser, der er kommet, så jeg er da lidt nysgerrig på at høre, hvad det er Socialdemokratiet har fundet. Hvis de mener, at der er noget, der ikke er blevet belyst ordentligt, så skal vi da have det belyst," siger Dan Riise, der under sig over, at Socialdemokratiet foreslår, at man undersøgelser mulighederne for at placere genbrugsanlægget i Erhvervstrekanten.
"Det er en bunden opgave, vi har overtaget fra det gamle byråd, der i foråret 2017 anbefalede at undersøge mulighederne for at bygge genbrugsanlægget i Uvelse i stedet for ved Erhvervstrekanten ved Bauhaus, fordi man mente, at der ville være problemer med trafikken, og at det ligger tæt på Ålholmparken. Det var begrundelsen for, at man dengang blev enige om at forsøge at flytte det ud til J. Jensen," siger Dan Riise.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her