22. oktober 2021
#1774738
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Afstemning om boligblokke: Her er sagen nu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Afstemning om boligblokke: Her er sagen nu

Debatten om Hillerøds udvikling fik en omgang mere i byrådssalen onsdag aften, men byens borgere skal ikke stemme om udviklingen lige nu.

Hillerød - 27. maj 2021 kl. 06:25
Af Janne Mulvad

Borgerne i Hillerød skal ikke til stemmeurnerne for at stemme for eller imod boligblokke i centrum, som foreslået af Mette Thiesen (NB). Hun havde op til byrådsmødet i aftes foreslået, at Hillerød Byråd udnytter muligheden for at udskrive en bindende folkeafstemning om boligblokke.

arrow Læs også: Nye rækkehuse på Milnersvej er godt på vej

- Der er en bekymring for, hvad det er for en by, Hillerød er ved at udvikle sig til. Skal Hillerød blive en ny Ørestad, kold, kønsløs og kedelig, eller beholde det særpræg, byen har? Jeg synes virkelig, Hillerød Kommunes borgere fortjener at blive hørt, hvis de ikke ønsker den udvikling, der er i gang i Hillerøds centrum, for det er ikke den opfattelse jeg har, når jeg taler med folk. De ønsker ikke flere betonblokke i vores bymidte, sagde hun.

Forslag for ukonkret

Mette Thiesen endte dog med at trække sit forslag, som borgmester Kirsten Jensen (S) vurderede var alt for ukonkret til at man ud fra lovgivningen kunne udskrive en folkeafstemning om det.

- Bestemmelsen kan bruges, når byrådet skal træffe endelig beslutning i en konkret sag, for eksempel placeringen af en ny daginstitution. Der skal være et tydeligt tema eller en tydelig sag. Så man ikke står i stemmeboksen og skal spørge sig selv, hvad er det egentlig, vi stemmer om? Du har ikke defineret boligblokke, og du har ikke defineret centrum. Så af formelle grunde kan vi ikke vedtage dette forslag, sagde hun.

Forslaget satte alligevel gang i en debat i byrådssalen.

- Jeg kan ikke genkende billedet af, at byrådet sætter betonblokke i bymidten. Jeg synes faktisk, byrådet gør sig umage med at finde løsninger på de problemstillinger, der er i vores by. Der er andre redskaber, byrådet kan styre byudviklingen med, end at sætte byrådet ud af kraft og lave folkeafstemninger. Vi er i gang med en ganske omfattende kommuneplan, hvor vi både taler om højder og drøjder, og parkeringsnormer - ting, som kan være med til at styre byudviklingen, frem for at byudviklingen styrer os. I Venstre anerkender vi, at byudviklingen går hurtigt. Måske også for hurtigt. Men vi tror ikke på, at vi får en succesfuld byudvikling ved at have en stribe folkeafstemninger om de her temaer, sagde Klaus Markussen (V).

SF's Peter Langer ville ikke afvise at SF på et tidspunkt kunne stemme for en folkeafstemning om en konkret lokalplan, men bakkede ikke op om Mette Thiesens forslag.

- Boligblokke er uklart, centrum er uklart. Er det rækkehuse i tre etager på Milnersvej, eller højhuse i 15 etager på Møllebro, du ikke vil have? sagde han, som dog godt kunne følge forslagets frustration over mange af de byggerier, der er godkendt de seneste år.

- Men nu har vi et arkitekturudvalg, og jeg synes det virker. Jeg synes, der er flere og flere projekter, der bliver afvist, og hvor bygherren bliver bedt om at tegne om. Det var uhørt for fire år siden, sagde han.

Populistisk forslag

Det nyslåede medlem af Dansk Folkeparti, Lars Ole Skovgaard Larsen, kaldte forslaget for sympatisk. Og så alligevel ikke.

- Vi har et mindretal, der synes, at hvis man har noget populistisk, man gerne vil ud med, så er en folkeafstemning noget, folk kan forstå. Men jeg hører både medlemmer af Venstre, Socialdemokratier, og Peter Lange sige, at vi er ved at have nået grænsen for, hvor meget vi skal bygge. Det har vi sagt hele vejen rundt. Så dit forslag kommer lidt sent, sagde han.

- Jeg tror, vi alle i byrådet er enige om, at der ikke er nogen, der ønsker store betonblokke placeret midt i Hillerøds centrum. Men vi skal passe på, at vi ikke skærer alle over en kam. Dit forslag har karakter af et forbud, hvor vi skal sige til borgere, er i for eller imod boligbyggeri. Det må være rigtigt svært at svare på for den enkelte borger. Det er absolut interessant at vide, hvad vores borgere mener, men vi skal nok være mere konkrete. Og man kunne også vælge at have tiltro til den lokalplanproces der er, med flere høringer undervejs, hvor man kan blive hørt som borger, sagde Mie Lausten (S).

Levende bymidte

Tue Tortzen var heller ikke klar til at rulle stemmeboksene ud.

- Da jeg var barn i Hillerød i 60'erne boede folk på 1. og 2. sal og i baggårdene. Om aftenen var der liv og glade dage i gaden, men tiderne skiftede, og folk flyttede ud af Slotsgade. Jeg elsker min by, men den har været kold og kønsløs i årevis. Jeg tror, at hvis vi laver en folkeafstemning, om vi vil have en levende bymidte, så vil alle folk stemme for. Men en forudsætning for det er, at der bor folk i gaden. Jeg ved godt, det er irriterende i opførelsesperioden, men vi vil gerne have liv i bymidten, og vi vil gerne have nogle tidssvarende boliger. Lige nu kunne man sikkert få mange mennesker til at sige stop, fordi de er trætte af den larm. Men det holder op en dag, og så har vi et godt resultat, sagde han.

Liv på grusparkering

Christina Thorholm (R) var enig.

- Det, at vi har fået flere boliger i vores bymidte betyder, at der er mere liv. For ti år siden var der mange grusparkeringspladser i vores indre by. Jeg synes ikke, det gav en levende by. Det, at der nu er bygget på de grusparkeringspladser, og der er flere mennesker til at understøtte eksempelvis restaurationsbranchen, har en kæmpe kvalitet. Vi skal blive ved med at forholde os kritiske og værne om den hyggelige bymidte, men vi kan ikke bakke op om folkeafstemningen, sagde hun inden borgmester Kirsten Jensen sluttede boligblokdebatten af med at konkludere, at der snart bliver rig lejlighed til at blive inddraget i debatten om Hillerøds udvikling.

- I juni kommer kommuneplanforslaget i høring. Vi har i fasen frem mod forslaget haft strategi for fysisk planlægning i høring, og vi har haft vores boligpolitik til debat. Vi har gjort mange forskellige ting for at få debat om de ting, der har med vores kommuneplan at gøre. Der bliver masser af inddragelse, også på de konkrete problemstillinger, sagde hun.

arrow Rejsegilde: - Det bliver super godt
09. september 2021 kl. 16:43 Opdateret: kl. 16:43
arrow Ny vej har fået sit navn
19. november 2020 kl. 17:28 Opdateret: kl. 14:59
Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?