
Ifølge Hillerød Forsyning er man i dialog med kommunen om en løsning på problemet
"Er det bare os, eller er der andre her i Hillerød, der også har problemer med at plastikaffaldet ikke kan være i plastikcontaineren?".
Sådan indledte en borger forleden et opslag på Facebook i gruppen 'Hillerød skal være en hyggelig by'. Opslaget høstede på fire timer 39 likes og 38 kommentarer fra borgere, der erklærer sig enige i, at det oftest kniber med at få al plastikaffaldet til at være i beholderen.
"Vi har det samme problem," lyder det i kommentarsporet.
Hos Hillerød Forsyning, der står for at hente borgernes affald, og som i de seneste år har udrullet sorteringssystemet med de i dag otte affaldsbeholdere, er man bekendt med problemet, forklarer kommunikationskonsulent Søren Hedegaard Nielsen.
"Plast er en stadig stigende udfordring - ikke kun i Hillerød, men over hele landet, fordi vi er blevet dygtige til at sortere. Både vi og kommunen tager den udfordring meget seriøst, og vi er i dialog med kommunen om en langsigtet løsning," fortæller han og erkender, at Hillerød Forsyning indtil nu har været påpasselige med at ændre for meget på ordningen.
Årsagen er, at der er nationale standarder på vej, der blandt andet stiller krav til, at alle danskere sorterer i minimum ti beholdere. I den forbindelse er alle kommuner i Vestforbrændingsområdet i øjeblikket i dialog om, hvordan fødevarekartoner i fremtiden skal indsamles, fortæller Søren Hedegaard Nielsen:
"Én af mulighederne er at indsamle plast og fødevarekartoner sammen, så for ikke at komme til at indføre en kortsigtet og kostbar løsning for plastaffaldet alene, venter vi på en afklaring, så vi kan træffe en langsigtet og holdbar løsning for indsamling af både plast og fødevarekartoner," siger han.
I kommentarsporet til facebookopslaget deler et par borgere et godt råd, som de fik, da de henvendte sig til kommunen om samme problem. "Jeg har samlet den rene plastik i en stor klar pose og stiller den ved siden af skraldespanden, når den bliver tømt, så tager de også den med," skriver en.
Netop det råd vil Søren Hedegaard Nielsen gerne bakke op om. Så længe der er ikke er fundet en anden løsning, så kan borgerne samle overskydende plastik i en klar sæk, så skal den nok blive taget med, når forsyningen kommer og tømmer plastikcontainerne.
"På den korte bane er der desværre ingen vej uden om den ekstra sæk i klar plastik ved siden af beholderen. Vi er godt klar over, at det ikke er en optimal løsning, men som nævnt vil vi hellere træffe langsigtede og holdbare løsninger frem for kortsigtede og kostbare," forsikrer han.
I dag bliver beholderen med plastikaffald tømt hver femte uge. Fra juli måned skal danskerne sortere affald i endnu flere fraktioner.
Ifølge Søren Hedegaard Nielsen vil prisen på afhentning af affald kun stige minimalt i Hillerød, da man allerede har affaldssorteret i otte beholdere.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her