
Alle børn og medarbejdere er blevet sendt hjem efter smitteudbrud i børnehave
Coronasmitten har nu bredt sig så meget i børnehavedelen i daginstitutionen 'Gartneriet' på Vibekevej, at den nu bliver lukket helt ned midlertidigt.
Det oplyser Hillerød Kommune i en pressemeddelelse.
I mandags blev syv børn sendt hjem fra institutionen, efter at en medarbejder var konstateret positiv med Covid-19, og siden er to børn blevet konstateret smittet.
De to børn har været i institutionen mandag, og i alt er tre medarbejdere og ni børn derfor at betragte som nære kontakter til de smittede børn og voksne i institutionen.
"Det betyder, at der reelt er en smitterisiko på alle stuerne, og derfor bliver hele børnehavedelen af Gartneriet nu lukket ned ud fra et forsigtighedsprincip og Sundhedsstyrelsens retningslinjer," skriver kommunen i pressemeddelelsen.
Ud over de nære kontakter drejer det sig om yderligere 30 børn og fire voksne, der nu skal blive hjemme til tirsdag den 19. januar.
De børn, der regnes for nære kontakter, skal nu teste to gange, før de igen må komme i børnehaven. For de øvrige børn, der er sendt hjem, men som ikke er nære kontakter, opfordres forældrene til at lade børnene teste mindst en gang.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her