

Se billedserie
Tusindvis af mennesker sang, dansede og klappede sig fredag aften gennem det stort anlagte Rockshow på Posen. Aftenens vært, bysbarnet Anders Blichfeldt, er her knap en uge senere stadig begejstret for opbakningen fra publikum:
- Det var fantastisk at lave Rockshow i sin egen by. Der var en super fed opbakning, det har der godt nok været alle steder, men det betyder noget andet, når man står hjemme, og pladsen er fuld. Jeg kan ikke huske at have set så mange mennesker på Posen før, siger han.
Det var Blichfeldt selv, der foreslog at få tv-showet til Hillerød, og han satte produktionsselskabet og C4 direktør Erik Helmer Pedersen i kontakt med hinanden.
- Det, der er så fedt ved programmet, er, at det er nogle mennesker, der gør det, de er bedst til. Det er ikke en konkurrence, og der er ikke nogen, der bliver stemt hjem. Det er bare et super godt orkester og nogle gode sangere, og det er tydeligt i programmet, hvad det er for en by, man er i, siger han.
Ja tak til jobtilbud
Der er nu optaget to sæsoner af Rockshow og i alt 20 programmer. Showet på Posen var det sidste i rækken i denne sæson, der sendes til efteråret på TV2 Charlie. Og det har været en fornøjelse at være vært, synes Anders Blichfeldt.
- Det er rigtig sjovt. Da jeg blev spurgt i september 2016, tænkte jeg over det i max 10 sekunder, og så sagde jeg, at det ville jeg gerne. Jeg elsker de udfordringer med at synge sange, der ikke er mine egne. Hvis der kommer en sæson tre, og de spørger, om jeg vil være med igen, så siger jeg ja, siger han.
Sidste år fortalte Anders Blichfeldt her i avisen, hvordan han syntes, at der mangler et sted for den slags musik, der bliver spillet i programmerne.
- Jeg har sagt ja, fordi jeg synes, at min egen generations musik er super underprioriteret. Og jeg synes ikke, at der er nogen steder, hvor vi kan komme ind og vise det, vi egentlig kan, hvis ikke vi vil danse (i Vild med dans, red.), sagde han.
- Det er enormt vigtigt, at min egen generations musik er repræsenteret, fordi der er et meget stort publikum, der går ud og ser og oplever Big Fat Snake, Lis Sørensen, Gnags og alle de andre navne, som jeg kommer til at præsentere i programmet. Der er ikke nogen radiostationer, der dækker den musik mere, sagde han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her