20. oktober 2021
Den 41-årige Bandidosrocker Jess Brønnum blev tirsdag idømt livstid for drab og drabsforsøg. Foto: Allan Nørregaard
Den 41-årige Bandidosrocker Jess Brønnum blev tirsdag idømt livstid for drab og drabsforsøg. Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bandidosrocker får livstid for skuddrab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Bandidosrocker får livstid for skuddrab

Den 41-årige Bandidos-rocker Jess Brønnum blev tirsdag idømt livstid for drab og drabsforsøg. Han ankede på stedet.

Hillerød - 12. oktober 2021 kl. 16:55
Af Magnus Møller

Skyldig i alle anklager. Sådan lød dommen fra et enigt nævningeting tirsdag i Retten i Hillerød i sagen mod den 41-årige Bandidos-rocker Jess Brønnum, der i forbindelse med et møde ved Nordsjællands Friskole i januar affyrede 11 skud mod en bil med fire mænd med tilknytning til banden NNV (Nørrebro-Nordvest). Skyderiet kostede 38-årige Cem Kaplan livet og sårede en anden, der ifølge Ekstra Bladet var krigsminister i NNV.

Et drab, tre drabsforsøg, begyndelsen på en bandekonflikt samt besiddelse af våben betyder, at han nu skal i fængsel på livstid, lød det fra nævningetinget, der også var enige i strafudmålingen.

Han forbydes desuden at færdes i Hillerød Kommune og på nuværende Bandidos-adresser landet over i ti år efter at have udstået sin fængselsstraf, og han skal derudover betale i omegnen af 1,5 millioner kroner i erstatning til afdøde Cem Kaplans børn. Retten tog ikke stilling til, om han skal betale erstatning Cem Kaplans enke.

Jess Brønnum ankede dommen på stedet.

Tvist om ur

Sagen har kørt i næsten en måned og har været præget af udeblevne vidner og massivt politiopbud, der på retssagens sidste dag var endnu større end sædvanligt.

Det skæbnesvangre møde, der endte med at koste Cem Kaplan livet, fandt ifølge rockerens forklaring sted for at løse et mellemværende om et ur til en værdi af cirka 30.000 kroner mellem en af sine venner og en person fra NNV.

Da bilen med de NNV-tilknyttede ankom til Nordsjællands Friskole blev der efter ganske kort tid affyret skud, hvorefter bilen kørte til Nordsjællands Hospital. 38-årige Cem Kaplan stod ikke til at redde.

Børn ser aldrig far igen

I forbindelse med anklager Martin Stassens påstand om fængsel på livstid henvendte han sig til nævningene:

- Fængsel på livstid indebærer, at man risikerer at afsone resten af livet. Det kan godt virke en smule overvældende at forholde sig til, men man må holde konsekvenserne af gerningen for øje. Der er ingen vindere i sådan en sag, men mens Jess' børn må undgå direkte adgang til ham i en periode, er situationen for Cem Kaplans fem børn, at de aldrig ser ham igen. Det er konsekvensen af denne sag, og derfor er det den eneste korrekte straf, sagde han.

Ikke nødværge

Rockeren har tidligere under retssagen forklaret, at han handlede i nødværge, da han skød mod bilen, fordi han så noget, der lignede en pistol rettet mod sig. Den forklaring var nævningetinget altså ikke enige i.

Det er tidligere i sagen kommet frem, at Jess Brønnum i en sms-korrespondance med en af NNV'erne fra bilen havde givet udtryk for, at de skulle mødes for at aftale, hvordan de skulle ordne lignende økonomiske mellemværender fremover, selvom det ikke var hans hensigt, at mødet skulle dreje sig om det.

Han havde ligeledes givet udtryk for, at han havde lejet et lokale på skolen, og at der ville være flere Bandidos-medlemmer til stede, selvom det heller ikke var tilfældet. Han har i retten forklaret, at han havde tænkt sig at møde op for at fortælle dem, at de ikke ville få de penge, de mente, de havde krav på.

Han tog en pistol med til mødestedet, hvor han ankom en time inden aftalt, og da bilen med de fire mænd trillede ind i gårdspladsen i vintermørket den 2. januar, gik der ikke længe, før han begyndte at skyde. Og han fortsatte med at skyde, til magasinet var tomt.

Planlagt drab

I de efterfølgende dage viser SMS-korrespondancer mellem Jess Brønnum og andre medlemmer af Bandidos, at de ledte efter de overlevende fra bilen, og der blev blandt andet fundet billeder og navne på familiemedlemmer til nogle af de forurettede på Jess' telefon.

Nævningetinget vurderede, at Jess Brønnum havde planlagt sit forehavende og under hele forløbet havde til hensigt at skyde og dræbe de fire fremmødte. Dermed afviste nævningetinget forsvarets påstand om, at han havde handlet i lovligt nødværge, og den 41-årige rocker blev således fundet skyldig i alle anklagerne, der lød på drab, drabsforsøg, våbenbesiddelse og besiddelse af doping.

Startede konflikt

Nævningetinget vurderede desuden, at skyderiet startede en konflikt, og at Jess Brønnum måtte have været klar over, at hans handlinger var egnede til at starte en sådan mellem Bandidos og NNV, hvor der ville blive anvendt skydevåben. Derfor fandt nævningetinget, at han skulle dømmes efter den såkaldte bandeparagraf.

Det har været anklagerens påstand hele vejen gennem sagen, at skuddrabet udløste den konflikt mellem Bandidos og NNV, som varede omtrent et halvt år. Konflikten bød på flere skudepisoder, ildspåsættelser og lignende. Det var nævningetinget altså enige i.

Rejser du til udlandet i år?