
Den 56-årige mand, der er tiltalt for at have dræbt læge Charlotte Asperud, der arbejdede som læge på Hillerød Hospital, nægter sig skyldig i manddrab, men erkender vold med døden til følge.
Det kom frem frem i Retten i Helsingør tidligere i dag, hvor sagen om det meget omtalte drab på den 58-årige læge begyndte.
Drabet på Charlotte Asperud blev begået i hendes eget hjem i Tisvildeleje i april 2019.
Ifølge anklageskriftet blev Charlotte Asperud overfaldet og slået 19-20 gange i hovedet med en stump genstand som et koben eller lignende.
Hun blev fløjet til Rigshospitalet i en helikopter, men døde senere af sine kvæstelser.
Det var den dræbte læge Charlotte Asperuds datter, der slog alarm til politiet, efter hun havde fået et opkald fra sin mor under overfaldet.
Det er således lydfilen fra datterens telefonsvarer, som politiet tidligere har offentliggjort i forbindelse med efterforskningen af sagen.
Her kan man høre en mandestemme, der blandt andet siger "læg dig ned," flere gange.
Charlotte Asperuds stemme er klippet ud, og under retsmødet anmodede døtrenes bistandsadvokat om, at lydfilen i sin helhed blev afspillet for lukkede døre. Den anmodning blev imødekommet.
Tiltalt for lægedrab erkender vold med døden til følge
Tiltalt havde opsøgt læge før
Brutalt lægedrab: Datteren slog alarm til politiet
Da patruljen ankom til gerningsstedet, fandt de Charlotte Asperud ilde tilredt i en blodpøl på soveværelsets gulv.
Døren ind til soveværelset så ud til at være blevet sparket op. Hun trak vejret tungt og var bevidstløs.
Hendes iPhone lå knust i vindueskarmen.
Hun blev herefter fløjet til Rigshospitalet i en helikopter. På vejen fik hun et hjertestop, men lægerne formåede at genoplive hende.
Lægerne vurderede dog, at Charlotte Asperuds kvæstelser var så alvorlige, at hun ikke ville overleve. Hendes respirator blev slukket, og hun døde kort efter.
Der er fundet DNA-spor fra den tiltalte under Charlotte Asperuds negle.

Charlotte Asperud blev efter overfaldet fløjet til Rigshospitalet med en helikopter, men hendes kvæstelser var så alvorlige, at hendes liv ikke stod til at redde. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen
Da den 56-årige mand opsøgte lægen i hendes hjem midt om natten, var det for at tale med hende om et behandlingsforløb, som den tiltalte gennemgik efter et trafikuheld i 2014.
Det forklarede han, da han afgav forklaring i retten tidligere i dag.
Charlotte Asperud var en af de læger på skadestuen i Hillerød, der stod for behandlingen af den nu drabstiltalte 56-årige mand. Efter et besøg på skadestuen, blev han indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling.
"Det plagede mig, og jeg ville gerne have det ud af verden og få det bearbejdet," sagde han under sin forklaring.
Da politiet anholdt den 56-årige mand i maj 2019, blev der fundet et print fra sundhedsjournalen i hans taske. Her er Asperuds navn streget under flere gange. Det samme er navnet på en ortopædkirurg.
Det førte til, at ledelsen på Nordsjællands Hospital midlertidigt besluttede at tillade personalet på akutmodtagelsen at fjerne deres efternavne på navneskilte.
Der fulgte også en principiel debat om sundhedspersonales anonymitet.
"Hvis jeg kunne tale med dem om det, kunne jeg forstå, hvad der var sket," lød det fra den tiltalte i retten.
Retssagen løber i alt over syv dage ved Retten i Helsingør - efter planen til og med den 23. februar, og der er ifølge anklagemyndigheden indkaldt 17-18 vidner, der skal afhøres i løbet af retssagen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her