24. juli 2021
Jawaher Mohammads nye liv i Danmark begyndte i Dronningmølle i 2015. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Jawaher Mohammads nye liv i Danmark begyndte i Dronningmølle i 2015. Foto: Allan Nørregaard
Foto: ALLAN NORREGAARD
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 22-årige Jawaher drømmer om at skabe forandring for flygtninge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

22-årige Jawaher drømmer om at skabe forandring for flygtninge
Hillerød - 19. juli 2021 kl. 09:35
Af Magnus Eg Møller

Siden 22-årige Jawaher Mohammad kom til Danmark i oktober 2015, er det hele gået hurtigt. Hun og og hendes familie er ad snørklede veje endt i Hillerød, men rejsen har sat sine spor, og Jawaher Mohammad håber nu, at hun kan bruge sine flugterfaringer til at præge flygtningedebatten og hjælpe andre, der står i samme situation.

Livet havde været godt for den kurdiske familie i den halvstore by Qamishli i det nordlige Syrien.

Jawaher Mohammad gik i skole, og hendes forældre arbejdede i deres egen forretning. Folk mødtes udenfor for at tale sammen og hygge sig under den bagende sol, og bekymringerne var få. Men så kom borgerkrigen.

- Efter krigen brød ud, sendte min mor mig i skole med et »jeg håber, jeg ser dig igen«. Døden begyndte at fylde meget. Alle de her tanker om, hvorvidt vi nu vågner igen i morgen. En dag, da jeg var på vej hjem fra skole sammen med min kusine, eksploderede skolen lige ved siden af min. Lyden var så skræmmende. Da vi kommer hjem, står min mor og græder. Hun havde fået at vide, at det var min skole. Det var da, hun besluttede, at vi ikke kunne blive. Hun ville ikke miste sine børn, fortæller Jawaher Mohammad.

Lang vej til Danmark

Først gik turen til en flygtningelejr i den kurdiske del af Irak, hvor en gammel kvægstald blev familiens hjem for en periode. I hvert fald for Jawaher, hendes mor og hendes søskende. Faderen fortsatte flugten på egen hånd, og så, efter mere end et år, ringede han. Familien skulle pakke deres ting og tage til den danske ambassade i Istanbul.

Her boede familien i fem måneder, og selvom de var i sikkerhed, var livet i Tyrkiet ingen dans på roser.

For at tjene penge til den videre flugt, tog familien arbejde på en systue.

Forholdene var dårlige. Lange arbejdsdage, få og korte pauser, et forbud mod at sidde ned, mod at tale sammen og høj musik, der spillede konstant.

Efter fem måneder fik Jawaher Mohammed og familien endelig den besked, de havde gået og ventet på. Familiesammenføringen var i hus, og familien kunne endelig sige farvel til systuen og vende snuden mod Danmark.

Jawaher Mohammads nye liv i Danmark begyndte i Dronningmølle i 2015.

Hun tog 9. klasse på halv tid, og gjorde det samme, da hun fortsatte i 10. klasse på VUC i Hillerød. På samme tid gik hun til arrangementer i DFUNK's, Dansk Flygtningehjælps Ungdom, afdeling i Græsted.

I begyndelsen fik hun hjælp til at oversætte beskeder fra det offentlige, men der gik ikke længe, inden hun selv hjalp med at oversætte.

Der har i det hele taget været fart over feltet, siden hun satte sine ben i Danmark, og da kommunen tilbød et højskoleophold, var hun hurtig til at sige ja.

- Først vidste jeg ikke helt, hvad en højskole var, men mine højskoletider var gode på rigtig mange måder. De gav mig nye, danske venner og lærte mig meget om danske værdier og normer. Det, mener jeg, er vejen til integration, siger hun.

Vil tale med politikerne

Efter højskolen gennemførte hun en studentereksamen på Gentofte Studenterkursus i Hellerup. Sideløbende har Jawaher fortsat med at arbejde frivilligt for DFUNK, og da gymnasiet var slut tog hun først på Brenderup Højskole efterfulgt af Luthersk Missions Højskole. Og hun har haft nok at se til.

Jawaher Mohammad er ved at uddanne sig på DFUNK's Udtaler-uddannelse, der er en debattør- og meningsdanneruddannelse for nydanskere.

- Målet er at nå et punkt, hvor politikerne ikke taler om os, men med os. Jeg mener, danskerne kan lære noget af vores historier. Jeg oplever en tendens til at gøre hverdagens små problemer til store problemer, mens flygtninges store problemer bliver gjort små. Derfor er det vigtigt for mig at komme ud med min historie.

Og ud kommer historien. Meningsdanneruddannelsen har indtil videre givet pote. Flere medier har taget hende ind som kilde eller som debattør, og for et par uger siden talte hun for et stort publikum på Roskilde Festivals Summer Days.

- Jeg har oplevet krigen på egen krop. Ingen flygter for sjov. Vi flygter ikke for at komme til et land med gratis skole og hospitaler. Vi flygter, fordi krig er det værste, der kan ske for en. Selvfølgelig vil vi benytte mulighederne, men vi vil også bidrage. Jeg drømmer om en hverdag, hvor jeg som flygtning ikke går og frygter, at der pludselig kommer nogen og fortæller mig, at jeg skal sendes ud af landet. Det er en reel frygt. Der er en risiko for, at det sker. Men Hillerød er blevet mit hjem. Hvor vil de sende mig hen? Der er brug for, at der er nogen, der råber højt, siger hun og fortsætter:

- Heldigvis har jeg fået nogle venner, der støtter mig, og jeg ved, at jeg i deres øjne er dansk.

Drømmen eller det sikre

Hvad fremtiden bringer, står endnu uvist for Jawaher.

Hun vil gerne fortsætte med at arbejde med mennesker og skabe forandring på den ene eller anden måde.

Derfor har hun søgt ind på to uddannelser. Bioanalytiker-uddannelsen og en administrationsbachelor.

- Jeg har fået en masse muligheder ved at komme hertil, og jeg vil gerne uddanne mig, så jeg kan bidrage til samfundet og give tilbage til mit Danmark. Drømmen er at læse administration. Jeg har allerede lavet en del frivilligt arbejde, så jeg kunne godt forestille mig at arbejde for en frivillig organisation for minoriteter. Eller måske for en kommune. Bioanalytikeruddanelsen har jeg søgt, fordi jeg er bange for at blive smidt ud af Danmark. Så er det meget godt med en uddannelse, man kan bruge i hele verden.

Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022