

Se billedserie
Frederiksborg Byskoles tilbygning for indskolingselever bliver bygget med træ i bærende konstruktioner
Når sommerferien står for døren, går byggeriet af en ny udvidelse af Frederiksborg Byskole i gang.
Det er Skou Gruppen, som har vundet totalentreprisen på opførelse af den nye skolebygning Bakkefløjen på byskolen - et projekt til 43 millioner kroner.
Bygningen bliver lavet med træ i de bærende konstruktioner, krydslamineret træ kaldet Clt. Og det, mener Skou Gruppen, er markant bedre for klimaet. Ifølge virksomheden har et byggeri med træ i de bærende konstruktioner et klimaaftryk, der er mellem 40 og 60 procent lavere end et traditionelt byggeri med konstruktioner af stål eller beton.
Det krydslaminerede træ er desuden et materiale, som er hurtigere at bygge med, som er lettere end beton og derfor er nemmere at transportere til og fra byggepladserne, og som giver flere muligheder for at udfordre det arkitektoniske udtryk, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
"Clt er fremtidens byggemateriale. Det er der ingen tvivl om. Det er naturens bedste og mest holdbare materiale i en forbedret version 2.0," udtaler administrerende direktør Martin Skou Heidemann fra Skou Gruppen.
Han glæder sig over, at Hillerød Kommune som bygherre indtænker bæredygtighed i materialevalget:
"Det skal de have stor ros for. Så er det jo op til os at sætte handling bag. I Skou Gruppen tror vi på, at det er muligt at bygge med CLT til samme priser som traditionelt byggeri med beton og stål," udtaler Martin Skou Heidemann.
Skou Gruppen samarbejder med Mangor & Nagel, Erik Arkitekter, Opland samt Øllgaard Rådgivende Ingeniører om projektet.
Den nye bygning skal huse indskolingen, altså de yngste elever. Projektet begynder i juni og forventes afsluttet juli 2022.
- Bliver i to plan og i alt 2.000 kvadratmeter stor
- Den nye indskolingsbygning indeholder 12 klasselokaler, seks grupperum, to faglokaler, en HFO, en fælles Aula, toiletter, handicaptoiletter og teknikrum. Fritidsordning og indskoling skal altså dele lokaler
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her