19. oktober 2020
Den kommende station i Favrholm vil ikke blive et godt alternativ for beboerne i Ny Hammersholt, lyder det. Der er nemlig ikke planlagt sti direkte til den nye togstation. Foto: Visualisering fra startredegørelsen
gallery icon

Se billedserie

Den kommende station i Favrholm vil ikke blive et godt alternativ for beboerne i Ny Hammersholt, lyder det. Der er nemlig ikke planlagt sti direkte til den nye togstation. Foto: Visualisering fra startredegørelsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Vi går glip af glæden ved ny station

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Vi går glip af glæden ved ny station
Hillerød - 17. oktober 2020 kl. 05:43
Af Anna Törnqvist Jensen

Da Jesper Stenderup sammen med sin familie for få år siden købte hus i Ny Hammersholt blev det fremhævet af sælgerne, at den kommende Favrholm Station ville komme til at ligge lige i nærheden af det eksisterende boligkvarter og blive en attraktiv transportmulighed. Men med en manglende adgangsvej til den kommende station føler beboerne i Ny Hammersholt sig forbigået.

- Vi vil ikke komme til at bruge stationen i hverdagen, fordi adgangen dertil er meget dårligere end at tage til henholdsvis Allerød Station eller Hillerød Station. Alle os, der bor på østsiden af banen, vil ikke kunne komme til stationen på en nem måde, og det virker så fjollet, at man afskærer alle dem, der bor allertættest på i øjeblikket, fra at bruge stationen, siger Jesper Stenderup, der bor på Slettebjerget.

Hvad med miljøet?
Mellem naboerne går snakken, for de har svært ved at se logikken i, at Hillerød Kommune ikke gør det mere attraktivt at komme til den nye station.

- I fugleflugt har vi lige godt en kilometer til stationen, men vi skal ud på en tre kilometers omvej på cykel for at komme dertil. I bil er det op til otte kilometer. Så er det lige så nemt at tage til Hillerød eller Allerød Station, konstaterer Jesper Stenderup og tilføjer, at vejen til den nye station heller ikke er sikker på cykel, da der ikke er cykelsti hele vejen.

I dag pendler Jesper Stenderup og hans hustru ligesom mange andre til København til arbejde, og her cykler parret omkring fire kilometer til Allerød Station for at tage s-toget. Og det undrer både dem og flere andre i Ny Hammersholt, at der tilsyneladende ikke er tænkt mere over at få flere over i den kollektive trafik.

- Det giver overhovedet ingen mening for pendlere, og ser man det i et større perspektiv, er det ikke en særlig grøn løsning ikke at gøre det så nemt som muligt for cyklister og gående at nå til den nye station, siger Jesper Stenderup og fortsætter:

- Vi er mange, der er ærgerlige over det her, for det ville være en super god mulighed for måske at skære familiens ene bil væk og have den kollektive trafik som en reel mulighed. Det bliver sværere. Og skal man endelig starte bilen for at køre de kilometer, så kan man jo hurtigt blive fristet til at blive siddende i den og køre noget længere.

Gode forbindelser
Frederiksborg Amts Avis har spurgt borgmester Kirsten Jensen (S), hvordan Hillerød Kommune forholder sig til beboerne i Ny Hammersholt. Hun har imidlertid henvist til Dan Riise (V), som er formand for Arkitektur-, Byplan- og Trafikudvalget, som medgiver, at den nye station i Favrholm bliver et nyt trafikalt knudepunkt i Hillerød, som skal være nemt at komme til.

- Vi skal prøve at skabe så gode forbindelser til stationen som overhovedet muligt, siger han.

Beboerne i Ny Hammersholt skal dog ikke forvente en ny sti, der kommer til at sikre en lige så kort afstand, som der vil være i fugleflugt. I stedet henviser Hillerød Kommune til, at Vejdirektoratet har projekteret med en ensrettet cykelsti langs Overdrevsvejen mellem Favrholm Station og Københavnsvej. Hillerød Kommune vil så sørge for, at der bliver lavet en stibro over Overdrevsvejen ved stationens vestlige forplads, og at cykelstien langs med Overdrevsvejen forbindes med ramper til stibroen.

- Det er klart, at det ikke er en fugleflugtlinje, men det er svært at gebærde sig i området, hvor der er statsskov, og hvor der er en privat golfbane. Desuden vil der heller ikke være en lige linje fra centrum af Hillerød eller andre steder til den nye station, siger Dan Riise.

Udvalgsformanden understreger også, at der endnu går år, før Favrholm Station står færdig, og at Hillerød Kommune altid vil se nærmere på de henvendelser, der kommer fra borgere.

- Henvendelserne bliver vurderet af både forvaltningen og os politikere, og vi ser på, om der er noget, vi skal kigge nærmere på. Vi har opfordret transportministeren til at sikre, at cykelstien på Overdrevsvejen, som er en statsvej, bliver etableret, inden stationen åbner, men det er klart, hvis det viser sig, der går lang tid, inden Vejdirektoratet laver de cykelstier, så kan det være, vi må åbne det igen. Selvfølgelig skal folk fra Ny Hammersholt også kunne komme til den nye station, siger Dan Riise.

Det er planen, at Favrholm Station skal stå færdig i slutningen af 2023.

Kunne du godt tænke dig at arbejde mere hjemmefra?