
Puder, der afspiller en blanding af klassisk musik og naturlyde, havde en positiv effekt på næsten 70 procent af patienterne
Musikpuder med specialkomponeret musik er blevet en stor succes på Endokrinologisk og Nefrologisk Sengeafsnit på Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Puderne har nemlig vist sig at have en positiv effekt på patienter i delir, der er en betegnelsen for en hyppig og akut forvirringstilstand i hjernen, der kan forekomme i forbindelse med sygdom og indlæggelse. Delir rammer op mod 50 procent af alle indlagte patienter over 65 år og skaber søvnbesvær, hallucinationer og aggressiv adfærd og i værste tilfælde kan man dø af det.
På Endokrinologisk og Nefrologisk Sengeafsnit er musikpuderne blevet en fast del af behandlingen mod delir.
"Resultaterne efter prøveperioden er utrolig positive, og vi håber, at metoden kan udbredes til resten af hospitalet. Vi har testet musikterapien på 13 patienter, som udviklede delir under deres indlæggelse. Efter at have lyttet til musikken viste det sig, at 69 procent af patienterne gik ud af delir efter 1-3 døgn," fortæller klinisk sygeplejespecialist Camilla Engelstoft Hess til Nordsjællands Hospitals nyhedsbrev.

Sådan ser musikpuden ud. Pressefoto
Projektet har desuden vist, at patienterne, som modtog musikterapien, havde brug for mindre beroligende medicin. Derudover har afdelingen ikke haft behov for at anvende fast vagt til at observere patienterne i testperioden, da musikken alene har kunnet berolige patienterne.
Det er firmaet MusiCure, der har brugt over 20 år på at udvikle de helt specielle musikpuder, der afspiller musik ud af nogle små højttalere, når patienterne lægger hovederne på dem.
Musikken, der bliver spillet, er en blanding af klassisk musik og naturlyde.
Puderne er blevet afprøvet på 13 patienter på afdelingen på hospitalet i Hillerød i en periode over fire måneder, og resultaterne viste, at langt de fleste patienterne gik hurtigere ud af delir, når de modtog musikterapien. Syv procent af patienterne havde dog ingen effekt af musikterapien, mens 23 procent af patienterne har nogen effekt af musikken. 69 procent af patienterne gik ud af delir efter at have lyttet til musikken.
Camilla Engelstoft Hess har lavet en rapport om resultaterne af behandlingen med musikpuder, og i den kan man blandt andet læse, at alle sygeplejersker, der har været involveret i projektet, har et ønske om at bruge musikpuderne som deres foretrukne behandling mod delir.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her