
Farmakonomskolen i Hillerød giver plads til de ældste elever fra Marie Mørks Skole
Hvor klasselokaler og fællesrum på Farmakonomskolen på Milnersvej 42 i Hillerød før genlød af dæmpede stemmer fra voksne farmakonomelever, så er lyden og støjniveauet nu en noget anden. Farmakonomskolens lokaler er nemlig overtaget af udskolingsklasserne fra den nærliggende privatskole Marie Mørks Skole, der ligger Milnersvej 1 - omkring 500 meter væk.
Her havde man pludselig et pladsproblem, da de store klasser i folkeskolen som et led i genåbningen af Danmark igen skulle i skole. Det var oplagt at spørge Farmakonomskolen, som er en del af konferencecenteret Pharmakon. Her stod undervisningslokalerne tomme, da 145 farmakonomstuderende fra hele landet blev sendt hjem i forbindelse med nedlukningen af Danmark den 11. marts. Farmakonomeleverne har siden modtaget fjernundervisning og tager i den kommende tid deres eksamen online.
Marie Mørks Skole skulle finde plads til omkring 160 store skoleelever fra 7. til 10. klasse, fortæller viceforstander Pernille Juul i en pressemeddelelse:
"Vi kiggede efter løsninger i lokalområdet, så vi ikke behøvede at undervise på skæve tidspunkter, og kom hurtigt til at tænke på Pharmakon, hvor vi fik en aftale på plads. Det er nogle dejligt store lokaler, vi midlertidig har overtaget. Her kan vi snildt undervise hele klassen samlet og samtidig overholde kravene til afstand. Det betyder, at eleverne kan have et normalt skema".
Eleverne var glade for at møde ind igen mandag 18. maj, siger Pernille Juhl:
"Vi har savnet eleverne, og de har ret sikkert savnet os. Der var i hvert fald stor gensynsglæde, da elever og lærere mødte hinanden i mandags".
Også på Pharmakon er der glæde over, at lokalerne atter er i brug:
"Det er meget hyggeligt at få liv i Farmakonomskolen igen, og det er en god mulighed for at hjælpe en lokal skole, der mangler plads. Det er godt, at vi kan hjælpe hinanden i lokalområdet," siger Lotte Fonnesbæk, der er administrerende direktør for Pharmakon og rektor for Farmakonomskolen, i pressemeddelelsen.
Hun kalder det en win-win situation for begge parter.
Der bliver årligt optaget 260 farmakonomstuderende på den 3-årige uddannelse. De studerende er det meste af tiden under uddannelse på et af landets apoteker, men samles jævnligt til længerevarende kursusophold på Farmakonomskolen. Størstedelen af de færdiguddannede farmakonomer arbejder på et af landets apoteker og sygehusapoteker.
"Da Farmakonomskolens lokaler er i den ene ende af huset, fungerer det fint, selvom vi har andre gæster på Pharmakon. Som konferencecenter er vi langsomt begyndt at åbne op, og vi har mindre møder og kurser i huset efter de gældende forskrifter," fortæller Lotte Fonnesbæk.
Skoleeleverne skal efter planen være på Farmakonomskolen indtil sommerferien.
Mdt
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her