

Se billedserie
Premiere-weekenden gik over al forventning, lyder det fra teaterchef. Og du kan stadig nå at se historien om Ivan Olsen i den kommende weekend
Den lokale teatertrup Mastodonterne havde i weekenden premiere på forestilingen 'GummiT' i Hillerøds nye arena Royal Stage.
Og alt gik op i en højere enhed, fortæller teaterchef Steen Lünell.
"Det gik helt vildt fantastisk godt. Publikum tog så godt imod forestillingen, og alle dem, jeg har talt med, er fuldstændig oppe at køre. Så det er en glad og stolt teaterchef, du taler med," lød det fra Steen Lünell, da Hillerød Posten ringede til ham mandag eftermiddag.
GummiT handler om slapsvansen Ivan Olsen, som ikke er god til noget som helst. Han bliver drillet - både af skolens bøller, af lærerne og alle andre. Ja, han bliver faktisk også drillet af sin egen far, der kalder ham Gummi Tarzan.
Historien om Ivan Olsen, alias Gummi Tarzan, er skrevet af Ole Lund Kirkegaard i midten af 70'erne, og den er blevet lidt af en klassiker. Og den er desværre stadig aktuel, mener Steen Lünell.
"Der bliver jo desværre stadig mobbet i skolerne, så vi kan stadig kan lære rigtig meget af historien om Ivan Olsen, og det er helt vildt fedt at se børnenes reaktioner, når Ivan Olsen kommer til hægterne igen og får skovlen under dem, der mobber ham," siger Steen Lünell, der mener, at forestillingen henvender sig til alle aldersgrupper - både de små, dem midt imellem og de store.
"Der er selvfølgelig mange børnefamilier blandt publikum, men selv om man er en vanskelig teenager, kan man sagtens få noget ud af forestillingen alligevel. Der er masser af voksenhumor med i forestillinge, og de fleste - uanset alder - får sig altså en rigtig griner," lyder det fra Steen Lünell.
Over 5.000 publikummer så i løbet af sidste weekend 'GummiT' i Royal Stage, og hvis du nu selv skulle have fået lyst til at se forestillingen, så kan du stadig nå det. Mastodonterne opfører nemlig 'GummiT' fem gange fra torsdag til søndag i denne uge.
"Jeg synes, man skulle gøre sine børn den tjeneste at hive dem væk fra Netflix og YouTube og tage dem med ned i Royal Stage i stedet. De vil helt sikkert få en kanon oplevelse," lyder det fra Steen Lünell.
Du kan læse mere på www.mastodont.dk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her