27. september 2020
Bent Keith Hansen er død. Arkivfoto
Bent Keith Hansen er død. Arkivfoto
Foto: banphote - stock.adobe.com
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mindeord: Bent Keith Hansen er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mindeord: Bent Keith Hansen er død

Nekrolog: Tandlæge Bent Keith Hansen, Hillerød, døde 1. august, 82 år gammel

Hillerød Posten - 10. august 2020 kl. 16:52

Tandlæge Bent Keith Hansen, Hillerød, der døde 1. august, 82 år gammel, nåede usandsynligt meget siden sine drengeår i efterkrigstidens Fredericia. Allerede som 23-årig blev Bent Keith Hansen færdiguddannet som tandlæge, og efter nogle få år i Jylland kom han til Hillerød i 1965, hvor han åbnede praksis først i Slotsgade, og siden grundlagde han med sin nu afdøde tvillingebror, Erik, en større klinik i Helsingørsgade. En klinik de drev sammen i mere end 35 år, indtil de begge gik på pension.

For Bent Keith Hansen var kun det perfekte godt nok, og han gik til livet med stor sans for kvalitet og detalje. Måske var det derfor, at han bag den venligt smilende men lidt generte facade udviklede sig til en passioneret, livsglad nørd, der med rasende flid ønskede at udrette noget her i livet.

Det gjaldt ikke bare hans arbejdsliv, men i høj grad også hans fritidsliv, der blev domineret af en meget stor frivillig indsats inden for så forskellige områder som bridge, lystfiskeri atletik og filateli:

Han var i mange år kasserer og medlem af Hovedbestyrelsen i Danmarks Bridgeforbund, medlem af det Internationale Bridgeforbunds lov- og appelkomité, forfatter til flere bøger om bridge, herunder især hans internationalt banebrydende bog "De kommenterede bridgelove". Hans store indsats gennem mange år for dansk bridge udløste et af forbundets meget sjældne æresmedlemskaber.

Gennem mange år var han medlem af Hillerød Lystfiskerforening, som han repræsenterede på landsholdet i havfiskeri og vandt en EM-bronzemedalje. Gennem 18 år var han redaktør af Hillerød Lystfiskerforenings klubblad 'Hyttefadet' frem til 2005.

I 1980'erne var han aktiv i FIF Hillerøds atletikafdeling som redaktør af klubbladet 'Stafetten', atletikdommer mm.

Desuden var han en ivrig filatelist, der med videnskabelig præcision udgav adskillige artikler til bl.a. Nordisk Filatelistisk Tidsskrift om to frimærker, som han med mange besøg i Post- og Telegrafmuseets arkiver studerede særligt indgående, 5 og 10 øre våbentype.

Bent Keith Hansen var en inkarneret livsnyder, der elskede musik og sang i kor, lige som han havde et godt øje til store vine og vellavet mad. Han spiste derfor sultent af livet, lige indtil han for 2,5 år siden blev ramt af flere hjerneblødninger og blodpropper. Så gik tempoet helt ned, og han kunne ikke længere løse sine elskede krydsord fra Weekendavisen og var ikke længere i stand til at læse i sin imponerende store bogsamling.

Han blev svært handicappet og kunne knapt gå, men der kom aldrig et eneste beklagende ord fra ham. Han kæmpede for at blive i livet og fightede hårdt lige til det sidste. Men den 1. august kunne kroppen ikke mere, og han døde i sit hjem.

Henrik Keith Hansen

Har debatten om sexisme taget overhånd?