28. september 2020
Henriette Espensen (til højre) startede Frederiksborg Catering & Slagter i 2000 og kan fejre sit 20-års jubilæum lørdag den 15. august. Hun er er flankeret af sin datter Cecilie, der er ansat i butikken i Uvelse. Foto: Martin Warming
Henriette Espensen (til højre) startede Frederiksborg Catering & Slagter i 2000 og kan fejre sit 20-års jubilæum lørdag den 15. august. Hun er er flankeret af sin datter Cecilie, der er ansat i butikken i Uvelse. Foto: Martin Warming
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Cateringfirma fejrer 20-års jubilæum og inviterer til havefest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Cateringfirma fejrer 20-års jubilæum og inviterer til havefest

Frederiksborg Catering - Mesterslagteren i Uvelse runder et skarpt hjørne på lørdag

Hillerød Posten - 12. august 2020 kl. 17:30
Af Martin Warming

Den står på masser af hygge og ikke mindst gode pølser og bøffer, når Frederiksborg Catering - Mesterslagteren i Uvelse på Gørløsevej 13 runder et skarpt hjørne på lørdag den 15. august.

arrow Læs også: Benzinsalg kommer ungdommen i Uvelse til gode

På lørdag er det nemlig 20 år siden, at den lokale catering virksomhed så dagens lys.

Og det skal selvfølgelig fejres.

På selve dagen - altså på lørdag - inviterer Frederiksborg Catering derfor til havefest for alle kunder, samarbejdspartnere, byens borgere og alle andre, der har lyst til at være med til at fejre 20-års jubilæet.

Startede på gymnasiet

Det hele startede på Frederiksborg Gymnasium på Carlsbergvej i 2000, hvor Henriette Espensen, der ejer Frederiksborg Catering, forpagtede kantinen og lavede mad til 1.000 elever hver dag.

"Der kom løbende flere og flere ordrer på mad ud af huset, og i 2007 var vores lokaler på gymnasiet blevet for små. Vi besluttede at flytte køkkenet til Uvelse, hvor vi selv boede i forvejen. I 2007 rev vi vores gamle staldbygninger ned og byggede det hele op igen fra bunden, og derefter indrettede vi vores cateringkøkken og slagterbutik i lokalerne," fortæller Henriette Espensen, der samtidig stoppede som forpagter af kantinen på det lokale gymnasium.

Uvelse-slagteren har adresse på Gørløsevej 13. Foto: Martin Warming

Brug for lokal opbakning

I 2013 åbnede Mesterslagteren i Uvelse på Gørløsevej 13, og selv om de 'gammeldags' slagterbutikker får kamp til stregen af de store supermarkeder, så eksisterer slagterbutikken i Uvelse stadig i bedste velgående. Side om side med Frederiksborg Catering.

"Det er en myte, at alt kød per automatik er dyrere i en privatejet slagterbutik. Vi har kun kvalitetskød, det er vi nødt til at have - ellers kommer der ingen kunder i butikken. Vi skal have bedre kødkvalitet i vores disk, end det der ligger i et supermarked. Pris og kvalitet hænger sammen," fortæller Henriette Espensen, der i samme åndedrag kommer med en opfordring:

"Vi bor jo ikke ligefrem på alfarvej, og derfor har vi brug for alt den opbakning, vi kan få. Dette skal man være bevidst om, at hvis man vil drive en detailbutik i en lille by som Uvelse, så er udgangspunktet, at man håber, at de lokale vil handle i butikken. Vi har heldigvis god opbakning fra alle vores trofaste kunder, men det er da ikke nogen hemmelighed, at vi kommer ikke sovende til det. Der skal virkelig arbejdes hårdt for at få det til at lykkedes," fortæller Henriette Espensen, der havde særdeles travlt under corona-nedlukningen i slagterbutikken.

"Vi havde ingen ordre på catering i de måneder, hvor det meste af landet var lukket ned, men til gengæld var alle vores faste kunder og mange nye fra lokalområdet virkelig flinke til at støtte op om os. Vi har aldrig haft så travlt i slagterbutikken som i de måneder. Det var virkelig overvældende og rørende. Det hænger nok også sammen med, at mange arbejdede hjemmefra, og de skulle jo have noget lækkert at spise, nu de måtte undvære arbejdspladsens frokostbuffet," fortæller Henriette.

Det er dog ikke udelukkende lokale kunder, Frederiksborg Catering & Slagter lever af.

"Vi har kunder fra hele Nordsjælland. Vi er kendt for vores gode amerikanske oksekød, og det kører folk gerne langt for at få," siger Henriette Espensen,

Fortsætter ikke 20 år mere

For at få det hele til at gå op i en højere enhed får Henriette Espesen hjælp af tre medarbejdere, og derudover giver hendes mand Jon også en hånd med, når der skal hentes og bringes mad ud til kunderne.

"Vi ville gerne være flere ansatte, men det er svært at få kvalificeret deltidsarbejdskraft," siger hun.

Selv om Henriette fylder 60 næste år, så har hun ikke planer om at trække sig tilbage lige med det samme.

"Jeg bliver ikke ved 20 år endnu. Så meget kan jeg sige med sikkerhed. Jeg nærmere mig jo en alder, hvor jeg på sigt kan gå på efterløn, men nu må vi se, hvor længe jeg kan bliver ved. I 2016 fik jeg to nye knæ på grund af et langt liv med hårdt arbejde, så helbredet skal også kunne følge med," siger hun med glimt i øjet.

Henriette Espensen blev sidste år optaget som slagtermester i Kjøbenhavns Slagterlaug, som blot den anden kvindelige 'laugsbroder', siden lauget blev oprettet i år 1451.

Henriette blev udlært i 1981 efter fire år i lære som detailslagter, og hun tog svendeprøven på Slagteriskolen i Roskilde. Hun har siden arbejdet som slagtersvend, kok og smørrebrødsjomfru - og nu de sidste 20 år som køkkenchef og slagtermester.

Du kan læse mere om festlighederne i forbindelse med Frederiksborg Catering & Slagters 20-års jubilæum på butikkens hjemmeside og Facebook-side.

arrow Naturlegeplads fjernet - og kommer ikke tilbage
03. april 2020 kl. 07:14 Opdateret: kl. 20:41
Har debatten om sexisme taget overhånd?