

Se billedserie
En lang række arrangementer i Hillerød bliver ramt af regeringens forbud mod større forsamlinger
Hillerød Slotssø Byfest, Musik på Posen, Late Night-arrangmenter og sankthans-aften på Posen er blot nogle af de arrangementer, der nu bliver aflyst som en konsekvens af regeringens udmelding om, at alle større forsamlinger forbydes frem til og med august.
De mange aflysninger ærgrer borgmester Kirsten Jensen, men det er vigtigste er, at vi passer på hinanden, siger hun.
”Vi skal som samfund gøre alt, hvad vi kan for at komme så godt som muligt igennem denne svære tid. En af konsekvenserne er desværre, at en masse at det, vi havde glædet os til, og som mange har arbejdet ihærdigt for længe, nu må aflyses. Det betyder også, at foreninger ikke kan oparbejde nødvendige indtægter gennem disse arrangementer. Jeg er ked af det på deres og på kommunens vegne. Vi var på vej ind i et forår og en sommer med mange gode oplevelser på baggrund af en flerårig flot indsats i fællesskab, men vi skal i stedet passe på hinanden ved at holde afstand,” siger borgmester Kirsten Jensen i en pressemeddelelse fra Hillerød Byforum.
I Hillerød ByForum er skuffelsen også stor.
”Vi er meget kede af at skulle aflyse vores events i Hillerød,” siger direktør i C4 og Hillerød ByForum Erik Helmer Pedersen.
”Det er vigtigt for sammenhængskraften i en by at kunne mødes og have fælles traditioner og oplevelser. Sankthans har samlet hillerødborgerne på Posen i generationer, byfesten skulle vi have holdt for femte gang, og i år havde vi planlagt at fejre 75-året for Befrielsen den 4. maj – alt det kan vi desværre ikke gennemføre i år. Vi har forståelse for de tiltag, der er taget, men vi er selvfølgelig meget skuffede og triste over udviklingen,” siger han.
Formanden for Hillerød Events, direktør i Royal Stage Carsten Larsen siger:
”Det er et hårdt slag for os alle sammen. Vi har rigtig mange arrangementer og begivenheder, der bliver aflyst. Men som alle andre er vi også bevidste om, at det er nødvendigt for at komme igennem denne krise og ikke ende i en lige så ulykkelig situation som andre lande. Vi arbejder hårdt på at få flyttet en række arrangementer. I mellemtiden håber vi, at borgerne i Hillerød vil støtte op omkring det lokale handelsliv og også – når vi kommer ud på den anden side – vil være med til at sparke gang i byen og byens liv igen,” siger Carsten Larsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her