5. december 2020
Hillerøds byråd vil bygge fælleszoner, hvor plejehjemsbeboere og børn i dagtilbud kan mødes.
Hillerøds byråd vil bygge fælleszoner, hvor plejehjemsbeboere og børn i dagtilbud kan mødes.
Foto: Rawpixel.com - stock.adobe.com
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Børn og ældre skal mødes på kommende plejehjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Børn og ældre skal mødes på kommende plejehjem

Kommende plejecenter skal samtænkes med dagtilbud, så børn og ældre får glæde af hinanden

Hillerød Posten - 07. januar 2020 kl. 06:28
Af Mette Dolmer Thygesen

Børn og ældre skal have glæde af hinanden i et kommende plejecenter i Hillerøds nye bydel Favrholm.

Det besluttede et enigt byråd på deres seneste møde.

Ideen er, at de ældre på plejehjemmet og børnene i daginstitutionerne kan møde hinanden i en fælles zone, hvor de for eksempel kan spise eller dyrke gymnastik sammen.

"Samværet har stor betydning for både børn og ældre, og samtænkningen er en mulighed for øget trivsel. Det er ikke et samarbejde, der er etableret i så høj grad rundt omkring i Danmark, så det er vigtigt at høre parterne om, hvordan vi skal gøre det. De skal have nogle fælles faciliteter, men det er også vigtigt, at de ældre kan trække sig og være i skærmende rammer, og at børnene kan lege vildt i deres egne rammer," sagde formanden for Omsorgs- og Livskraftudvalget, Christina Thorholm (Radikale).

arrow Læs også: DEBAT: Friplejehjem mere aktuel end nogensinde
Leg og latter

Også i Børne- og ungeudvalget bakkede de op om ideen, sagde formand Peter Frederiksen (Venstre):

"Jeg er sikker på, der er meget læring at hente for børnene, når de kan være sammen med de ældre, og de ældre kan få ekstra livskraft og glæde ved at se børnene og opleve leg og latter til daglig. Så indholdsmæssigt er der meget godt at sige om det - og så er der selvfølgelig også det økonomiske perspektiv. Så vi bakker fuldt op".

Tanken er, at når der skal bygges plejecenter og dagtilbud i Favrholm - så skal der indrettes en fælleszone med en række faciliteter, som institutionerne kan deles om, så der ikke skal etableres flere af samme slags. Det kan for eksempel være indgang, samlingslokale, personalerum, kontorer, mødelokaler, teknikrum, vaskeri, vareindlevering med mere.
Fælleszonen kan også være et samlingssted for borgerne i Favrholm.

Venstres Annette Rieva glædede sig over tankerne:

"Det drejer sig om samarbejde - om at vi sammen kan skabe noget nyt, tænke ud af boksen og turde gå nye veje. Vi skal give beboerne den livskvalitet, som de havde, da de boede i egen bolig".

Borgmester Kirsten Jensen (Socialdemokratiet) kaldte det "en af de mest visionære sager", der havde været på byrådet i år:

"Vi kan planlægge den mulighed for samvær mellem børn og den ældre generation fra starten. Jeg synes, det er fantastisk, at tanken er der allerede på det her tidspunkt, hvor vi går ind i projektet," sagde hun.

Ikke friplejehjem

Det kommende plejehjem skal opføres i samarbejde med OK-fonden som selvejende institution med driftsoverenskomst med Hillerød Kommune og med mulighed for tilkøbsydelser, besluttede byrådet. Tilkøbsydelserne kan blandt andet være massage, wellnes, ledsagelse til indkøb og familiebesøg eller ekstra rengøring, som den enkelte borger selv betaler.

Det bliver altså ikke et friplejehjem, hvor kommunen ingen formel indflydelse ville have på, om der skal etableres fælleszoner med dagtilbud.

Forvaltningen forventer, at et plejehjem i Favrholm kan stå færdigt cirka fem år efter, at byrådet har truffet den endelige beslutning om opførelsen.

Der er endnu ikke afsat penge til projektet, men det kommer til at indgå i budgetforhandlingerne for 2021-2024.

arrow Nyt plejecenter skal ligge i Favrholm
01. maj 2018 kl. 08:00 Opdateret: kl. 02:21
arrow Privat plejehjem dukker op på politisk dagsorden
29. december 2016 kl. 09:00 Opdateret: kl. 02:42
Det er frivilligt og gratis for den enkelte, når Danmark - formentlig snart - begynder at vaccinere befolkningen mod covid-19. Vil du vælge at blive vaccineret?