En hybridbane til det danske herrelandshold i fodbold har vist sig at blive mere end dobbelt så dyr, end kommunen havde regnet med. Det kan betyde, at landsholdet flytter fra byen.
Det danske herrelandshold i fodbold har i en årrække haft base i Helsingør, når der skulle trænes op til landskampe, hvor de har været indlogeret på Hotel Marienlyst. Det kan dog være, at landsholdet i fremtiden ikke længere vil være at finde som fast gæst i byen.
Landsholdet plejer således at træne på FC Helsingørs stadion. Men da 1. divisionsklubben er rykket til et nyt stadion, og det gamle i fremtiden skal byudvikles, har landsholdet pludselig intet sted at træne i byen. FC Helsingørs nye stadion er nemlig med kunstgræs, og det ønsker landsholdet ikke at træne på.
- I og med, at landskampe ikke spilles på kunstgræs, andet end ved sjældne tilfælde, og der er så stor forskel på underlaget, vil landsholdet træne på græs. Det ville ikke være gunstigt for landsholdet at træne på kunstgræs fire gange om ugen, og så skulle løbe ind til en landskamp på græs, siger vicedirektør i DBU, Kenneth Reeh.
Helsingør Kommune har derfor kigget på muligheden for at placere en hybridbane ved Helsingørhallen. Her har man forhørt sig hos blandt andet Herning Kommune, som fik lavet en hybridbane for i alt 12 millioner kroner. Helsingør Kommunes rådgivere havde derfor vurderet, at en lignende bane i Helsingør vil koste omkring 9 millioner kroner. Til politikernes store overraskelse viste udbuddet, som kommunen havde lavet på anlægget, at projektet minimum vil koste 17,4 millioner kroner. Det undrer Betina Svinggard (S), der er formand for Idræts- og Fritidsudvalget i Helsingør Kommune.
- Det er svært for os at se, hvorfor det er så meget dyrere hos os. Jeg har fået at vide, at det blandt andet handler om et hegn, der allerede var lavet i Herning, ligesom vi har andre jordbundsforhold, og derfor er det så meget dyrere for os, end det har været for Herning Kommune. Og så er byggepriserne røget i vejret efter at hybridbanen i Herning blev lavet, siger hun.
Et enigt idræts- og fritidsudvalg i Helsingør Kommune har derfor tilkendegivet, at som det ser ud nu, anbefaler udvalget et nej til hybridbanen. Økonomiudvalget, samt det samlede byråd har fortsat noget at skulle sige i sagen, men Betina Svinggard tror ikke, at det ændrer noget.
- Jeg har svært ved at forestille mig, at hybridbanen bliver lavet. Vi kan ikke lave den for de midler, som vi har budgetteret med.
Hos DBU er man ligeledes ærgerlige over situationen. Unionen fik informationen torsdag aften, og vil derfor den kommende tid kigge yderligere på udbudsmaterialet i håb om, at der kan findes en løsning på problemet.
- Udbudsmaterialet har overrasket os. Vi har ikke set det endnu, men vi vil gerne se, hvorfor det er højere, end vi regnede med, og om vi kan finde en løsning. Vi er kede af det, ligesom Helsingør Kommune er det, for staben, spillere og landstræneren vil gerne fortsætte i byen og har været glade for det.
Jeg forstår godt, at kommunen siger nej, fordi beløbet er for højt. Nu vil vi sunde os og kigge på tingene i næste uge, siger Kenneth Reeh.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her