22. oktober 2018
Retten lagde i de dømtes domme særligt vægt på voldens grovhed og karakter. Foto: Allan Nørregaard
Retten lagde i de dømtes domme særligt vægt på voldens grovhed og karakter. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Angreb en gruppe unge med økse og PVC-rør: Nu er dommen faldet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Angreb en gruppe unge med økse og PVC-rør: Nu er dommen faldet
Helsingør - 19. september 2018 kl. 04:07
Af Trine Lønbro Nielsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Tre unge mænd fra Gribskov Kommune på henholdsvis 17, 18 og 19 år er blevet dømt skyldige i en sag om særlig grov vold, da de bevæbnede med en økse og et PVC-rør overfaldt en gruppe jævnaldrende fyre natten til den 9. juni i Hornbæk.

Det har Retten i Helsingør fornyligt slået fast.

De tre dømte var på vej hjem fra en bytur, da de kom op at toppes med en anden gruppe på tre-fire unge ved krydset mellem Strandvejen og Sauntevej.

Her var der blevet udvekslet et par flabede kommentarer, hvorefter de nu dømte var blevet så oprevede, at de med hastige skridt gik imod de jævnaldrende.

Den ene af de tre dømte - den 17-årige - slog ifølge vidner løs med et PVC-rør, mens den 18-årige var bevæbnet med en økse.

Ifølge den 18-årige selv følte han sig trængt op i en krog, da gruppen af jævnaldrende omringede ham, og han mente derfor, at det var for at forsvare sig selv, at han gjorde brug af øksen, og ramte den ene af de forbipasserende i hoften.

Denne udlægning af sagen afviser den forurettede, der i stedet har forklaret, at den 18-årige slog om sig med øksen for at angribe og gentagene gange slog efter hans hoved.

Den tredje af de dømte - en 19-årig herre - supplerede med knytnæveslag, der ramte den forrettede forskellige steder på kroppen og i hovedet.

Smadrede bil

Udover at være blevet kendt skyldig i overfaldet på Strandvejen/Sauntevej, blev de tre unge mænd også dømt for hærværk, da de tidligere på natten til den 9. juni havde smadret ruderne og lavet ridser og buler i en Citroën C3, der holdt parkeret på Havevej i Hornbæk.

Ifølge rettens vurdering af sagen lå en kontrovers mellem de dømte og en anden gruppe mænd bag hærværket.

De dømte skulle angiveligt have bedt om en smøg, hvorefter den anden gruppe mænd opførte sig aggressivt.

Det fik den 19-årige til at kaste en flaske, der knuste en rude i af de aggressive herrers bil.

Efter hændelsen kørte de dømte hjem til den 19-årige, hvor de fandt et PVC-rør og en økse, som de brugte til yderligere at beskadige bilen.

Tævede chauffør

De grove forhold stopper for to af de unge mænds vedkommende ikke her. Den 18-årige og den 19-årige blev nemlig kendt skyldige i endnu et overfald, som de havde begået tilbage i starten af april.

Omkring klokken 17.45 havde de to mænd slået en jævnaldrende fyr flere gange i ansigtet, hvor efter han var væltet omkuld.

Det stoppede dog imidlertid ikke de to dømte, der tildelte ham flere slag, sparkede ham adskillige gange og bankede hans hoved ned i asfalten.

Thi kendes for ret

Baggrunden for dette overfald var ifølge de dømte, at manden havde været chauffør for en bekendt, der havde bedt nogle piger om at holde sig væk fra de nu dømte.

Det var den 18-årige og den 19-årige blevet sure over, og ville tale med manden, så de satte efter ham på en knallert.

En anden mand - den forurettede - steg ud af bilen og for op i hovederne på de dømte, der med et gik til angreb på ham.

For de grove lovovertrædelser blev de tre unge mænd alle idømt fængsel.

Den 17-årige blev idømt fem måneders fængsel, hvoraf én måned skal afsones nu.

Da den 17-årige har siddet varetægtsfængslet i mere end en måned anses den del af dommen for at være afsonet.

Resten af straffen skal ikke afsones, hvis den 17-årige udfører 100 timers samfundstjeneste og ikke begår noget strafbart i en periode på to år. Derudover skal den tiltalte være under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Den 18-årige blev straffet med 8 måneders fængsel.

Han skal afsone to måneder af straffen nu, og ligesom den 17-årige skal han heller ikke afsone resten af sin straf, hvis han ikke begår noget strafbart i to år, udfører 120 timers samfundstjeneste og er under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Den 19-årige blev idømt en samlet fængselsstraf på ti måneder under samme betingelser som sine medgerningsmænd. Han skal udføre 120 timer samfundstjeneste.

Derudover skal han gå i behandling for misbrug af alkohol og euforiserende stoffer. Han er tidligere straffet for vold.

De unge mænd skal udover deres fængselsdomme betale 31.287,13 kroner i erstatning for skaden på Citroënen.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk