6. august 2021
M/S Pernille ankommer til Helsingør efter at have været ude af drift siden oktober 2020. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

M/S Pernille ankommer til Helsingør efter at have været ude af drift siden oktober 2020. Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sundbusserne sejler endelig igen: Stamgæsterne var tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sundbusserne sejler endelig igen: Stamgæsterne var tilbage
Helsingør - 16. juni 2021 kl. 15:21
Af Philip Horup

Glade svenskere blev udvekslet med glade danskere klokken 10.30 på kajen i Helsingør. I ni måneder har Sundbusserne været i dvale, men onsdag var der igen gang i den traditionsrige sejlads mellem Helsingør og Helsingborg.

arrow Læs også: Ikke alt for sundt regnskab hos Sundbusserne

På en af årets varmere dage tog gode gamle M/S Pernille sig godt ud i solens stråler, og den 40 år gamle færge har været savnet blandt Sundbussernes trofaste gæster - for hvem turen er mere end bare transport. Med på årets første tur var Jan Borgen fra Snekkersten, og som tidligere bådejer nyder han særligt selve sejladsen med M/S Pernille.

- Her får du følelsen af rent faktisk at være ombord på en båd. Den vipper og gynger i modsætning til de store færger, hvor du nærmest kun opdager, at du sejler, hvis du kigger ud af vinduet, siger Jan Borgen.

Han har taget turen mange gange tidligere, men alligevel føltes det helt uvirkeligt igen at kunne træde ombord.

- Jeg skal med for at få noget optimisme. Det giver følelsen af, at den altoverskyggende coronaperiode er på vej mod enden, selvom man stadigvæk tænker lidt, om det virkelig kan være rigtigt, siger Jan Borgen.

Gør forskel på folk

Og selvom Sundbusserne nu igen sejler Øresund tyndt, er der stadigvæk en række corona-forbehold.

Ikke så meget for danskerne, men for svenskerne.

Indrejsende fra Sverige, der ikke er danske statsborgere, skal således kunne vise en negativ coronatest ved ankomst. Danskerne kan tværtimod vade direkte ud i Helsingborgs gader, efter den svenske regering 31. maj lempede på restriktionerne blandt rejsende fra de nordiske lande.

Forskellene frustrerer direktøren for Sundbusserne A/S, Hans Froholdt, som frygter, at de danske restriktioner vil få konsekvenser for antallet af svenske rejsende.

- Svenskerne har generelt håndteret coronakrisen på en anden måde, end vi har gjort, og mange har haft travlt med at kritisere svenskerne. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er den rette tilgang, men jeg er ærgerlig over, at det er så forskelligt, når nu Helsingør og Helsingborg er så tæt på hinanden - så jeg håber der kan laves en regional aftale, siger direktør Hans Froholdt.

Turen med Sundbusserne fra Helsingør til Helsingborg tager knap og nap tyve minutter.

Vaccinationerne hjælper

Hans Froholdt og Sundbusserne frygter simpelthen, at restriktionerne vil koste passagerer, og det rammer forretningen, da svenskerne står for størstedelen af omsætningen. Ikke desto mindre sejler »busserne« efter normal sejlplan med op til 11 afgange fra Helsingør om dagen.

- Jeg forventer ikke 100 ombord på hver tur, men det bliver forhåbentlig bedre og bedre efterhånden som flere og flere bliver vaccineret, så vi er i godt humør i dag, siger Hans Froholdt.

På Sundbusserne er der mulighed for at nyde en god udsigt, lidt smørrebrød og en masse våde varer, og båden er for nogle lige så meget et hyggested, som det er et transportmiddel. Hvis svenskerne alligevel vælger at gå i land, står politiet klar til at kontrollere, at der er styr på gæsten og testen.

På den anden side kan Jan Borgen fra Snekkersten gå direkte fra borde og ud i Helsingborg.

- Jeg er spændt på, om alt er som det plejer. Svenskerne er vores brødre og søstre, og jeg plejer at sige, at Helsingborg er en forstad til Helsingør, så det føles godt at krydse grænsen igen, siger den sejllystne herre med et stort smil.

Sundbusserne blev etableret i 1958 og sejler også i mindre omfang til Hven og til København.

arrow Sundbus-chef: - Vi går all in på Hven i år
06. juni 2021 kl. 04:35 Opdateret: kl. 18:42
arrow Denne dato genopstår legendarisk færgerute
04. juni 2021 kl. 11:11 Opdateret: kl. 11:12
arrow Trods rejserestriktioner: Fortsat normal drift hos ForSea
27. oktober 2020 kl. 13:58 Opdateret: kl. 13:58
Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?