17. juni 2021
Fremfor 150 bliver der nu kun  givet tilladelse til 55 boliger på Rs. Knudsens Vej. Foto: Andreas Norrie
Fremfor 150 bliver der nu kun givet tilladelse til 55 boliger på Rs. Knudsens Vej. Foto: Andreas Norrie
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stor overraskelse på byrådsmødet: Væsentligt færre boliger på smuk kommunal grund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Stor overraskelse på byrådsmødet: Væsentligt færre boliger på smuk kommunal grund

De store partier trak en ordentlig kanin op af hatten, da en omdiskuteret plan om boligbyggeri på den kommunale eng ved Rasmus Knudsens Vej skulle til afstemning i Helsingør Byråd mandag aften. I den nye hemmeligholdte plan blev antallet af boliger nemlig reduceret betragteligt.

Helsingør - 23. marts 2021 kl. 09:44
Af Philip Horup

Efter to et halvt års planlægning og en masse politisk diskussion, tog sagaen om boligbyggeriet på Rasmus Knudsens Vej en overraskende drejning til allersidst.

arrow Læs også: Intet udbud og ingen modstand: Boliggården får lov til at bygge 55 boliger på naturskøn grund

For på byrådsmødet i Helsingør mandag aften kom et helt nyt forslag pludselig ind fra højre.

Byrådet skulle træffe en endelig beslutning om, hvad der skulle ske i det bynære, grønne område, og planerne havde allerede ændret sig flere gange over årene. Men det var altså ikke slutmed overraskelser, da borgmester Benedikte Kiær (K) havde taget sit eget nye forslag - der tilmed nød bred opbakning fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre - med til mødet.

I al væsentlighed barberede partierne et markant antal boliger af den hidtidige plan, og præsenterede en ny plan med byggeri af 55 nye boliger. Og altså ikke 150 boliger som der ellers var lagt op til efter behandling i diverse udvalg og ovenpå en masse høringssvar. Det var Christian Holm Donatzky (R), som først præsenterede den hemmelige plan:

- Vi er klar over, det er et sted, der indeholder rigtig mange kvaliteter, så det har været en stor opgave at være så hensynsfuld som overhovedet muligt. Vi har løbende reduceret mængden af boliger på den kommunale grund, og med nu 55 boliger bliver det meget skånsomt bebygget, lød det fra formanden for By -, Plan - og Miljøudvalget.

På den del af byggefeltet, som omfatter Erhvervsskolen U/Nords nuværende grund og bygninger, vil der stadigvæk blive bygget nyt og i maksimalt tre etager, men for dem, som har frygtet at området vil blive helt overbebygget, er den nye plan alt andet lige godt nyt.

- Eddermame ærgerligt

I dag græsser en masse kvæg i området, men står det til borgmester Bendikte Kiær (K) får de snart selskab af en masse ældre medborgere. De 55 boliger skal nemlig gøres til seniorboliger, mener borgmesteren, og det vil kommunen tage højde for, når byggeriet skal i udbud.

- Vi sikrer med forslaget de grønne værdier, og vi skaber gode rammer for seniorboliger og seniorfællesskaber, og så skal der også være et fælleshus, lød det fra den konservative spids.

De 55 boliger må være på to etager. Tidligere måtte lejlighederne rage tre etager op i luften, men det blev nedstemt ved et møde i By-, Plan - og Miljøudvalget tidligere i marts - efter tungt pres fra blandt andet naboerne til området.

En af dem som har et særdeles godt lokalkendskab i netop denne del af Helsingør er Lokaldemokraternes Jan Ryberg. Lokaldemokraten lagde ikke fingre imellem i sin kritik af forslaget.

- Jeg har boet i området stort set hele mit liv. Det er et smukt område og meget velegnet at bygge på. At der kun bliver 55 almene boliger, synes jeg, er rigtig ærgerligt. Det er et smukt sted, og vi kunne lave rigtig gode boliger der, så det er eddermame ærgerligt, at det kun bliver 55, lød det fra lokaldemokraternes mand i byrådet, som alligevel endte med at stemme for forslaget.

Splittelse i Enhedslisten

Men det var der andre, som ikke gjorde. Mest interessant var en intern splittelse i Enhedslisten, hvor Jørgen Bodilsen stemte imod flertallet, mens den anden halvdel af partiet, Allan Berg Mortensen stemte for. Og at sagen have været et rygende hedt diskussionsemne blandt de to, kom til udtryk i debatten mandag aften. Her gik Jørgen Bodilsen så langt som at kalde det tilfældigt, at han var medlem af Enhedslisten, hvorfor han stod ved sin egen beslutning.

- Jeg har hele tiden været en modstander af byggeriet. Og det har medført en del diskussioner i det parti, som jeg tilfældigvis er medlem af. Det er et pænt og nydeligt område, og man kan bygge almene boliger alle mulige andre steder, sagde han.

Uenigheden fik Allan Berg Mortensen til at vende sin makker ryggen, og i stedet hev han fat i en anden bekendt i Bente Borg Donkin fra SF, og de gik sammen om et modforslag. Et vidtgående forslag skulle frede området ved Rasmus Knudsens Vej, så det helt ville udgå som et område med mulighed for byudvikling, og dermed blive fremtidssikret mod byggeri. Med aftenens længste indlæg slog Bente Borg Donkin (SF) således et slag for, at naturen skulle prioriteres først, og at byrådet var ved at forårsage uoprettelig skade på et særligt naturområde.

- Jeg ved godt, der er forskellige holdninger til det. Nogle vil nok latterliggøre mig eller sige, at det ikke er rigtig natur. Jeg ved godt, der er mange kokasser, og at vi ikke har fundet en sjælden salamander, men området har en værdi, og det kan vi også se i høringssvarene. Området er en særlig overgang til skov med en landskabsmæssig værdi omkring sin åbenhed. Når man først en gang har bygget, så er området ødelagt for evigt, sagde hun.

Har ændret holdning

Det tyder ikke på, at Claus Christoffersen fra Socialdemokratiet mener, at området bliver ødelagt for evigt. I hvert fald erklærede han sig »superglad« for den nye retning for eng-området og udtrykte stor tilfredshed med boligbyggeriet.

- Jeg synes, det er en god løsning. Det er positivt, at vi får en by, hvor alle kan bo, og hvor man ikke skal ud og lægge mange millioner i sin egen ejerbolig. Vi er gået fra tre etager til to, og vi er gået fra 150 boliger til 55 boliger. Det er god balance.

Og ja, som skrevet og som pointeret af Claus Christoffersen er der sket mange ændringer over årene og på diverse møder. Derfor var byrådsmedlem Ib Kirkegaard (DF) da mest af alt også bare glad for at få sat et punktum.

- Der er sket så meget, og jeg tror stort set samtlige partier har ændret holdninger. Jeg stemmer for, så vi kan blive færdige, lød det tørt fra DFeren.

S, K, DF, R, L og Allan Berg Mortensen (El) stemte for, mens SF og V undlod at stemme. Jørgen Bodilsen (El) stemte imod.

arrow Boliggården skal stå for 55 nye boliger ud til Esrumvej
21. maj 2021 kl. 04:22 Opdateret: kl. 13:15
arrow DEBAT: 55 nye almene boliger
23. marts 2021 kl. 19:36 Opdateret: kl. 16:45
arrow DEBAT: Jeg stemmer efter min overbevisning
12. marts 2021 kl. 07:09 Opdateret: kl. 15:18
Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?