
Indehaveren af Helsingør Hælebar er blevet anmeldt til politiet, for at holde åbent trods nedlukning. Det er han, ifølge loven, dog i sin gode ret til.
Størstedelen af Danmark er i disse dage lukket ned. Mange arbejder hjemmefra, butikker holder lukket og man skal undgå at se for mange mennesker i sin fritid.
Alle ting, der bliver gjort, for at undgå yderligere smitte med coronavirus. Der er dog butikker, der fortsat har åbent.
Det gælder dagligvarebutikkerne, apotekerne og såmænd også skomagerne.
Derfor holder Ejner Thomas Aaby Hansen sin forretning, Helsingør Hælebar på Sct. Olai Gade, åben i disse tider.
Det er der dog en ukendt borger, der ikke har kunnet forstå, og vedkommende har derfor anmeldt skomageren til politiet.
Vedkommende har således ment, at Helsingør Hælebar ikke overholder nedlukningen, men indehaveren er i sin gode ret til at holde åbent.
- Politiet kom forbi min forretning, og de spurgte mig, om jeg måtte have åbent. Jeg sagde ja, da det er et værksted. De spurgte mig derefter, om jeg havde papir på det, og så viste jeg dem en mail fra erhvervsstyrelsen, hvori der står, at min forretning er kategoriseret som et værksted, og jeg derfor gerne må holde åbent, siger Ejner Thomas Aaby Hansen.
Politiet kunne da også hurtigt se, at Ejner havde sine ting i orden, og de forlod forretningen igen få minutter efter, at de var kommet ind.
Ejner har dog været nødsaget til at skrive om det på sociale medier, så de lokale borgere kunne se, at han holdt åbent og var i sin gode ret til det. Her har han modtaget stor støtte.
- Jeg har mange søde kunder, og jeg har været her i 34 år, så der er en del, der kender mig. De har været tossede på anmelderen og skrevet nogle ting på Facebook, men jeg hidser mig ikke meget op over anmeldelsen, siger han.
Ejner har ligeledes valgt at hænge mailen fra Erhvervsstyrelsen op på døren, så besøgende såvel som forbipasserende ikke er i tvivl om, at han er i sin gode ret til at holde åbent. Anmeldelsen og besøget af politiet er dog ikke noget, der går ham meget på.
- Jeg synes, at det er hyggeligt, at få besøg af politiet, når jeg intet har at skjule. Jeg ønsker ikke at skælde ud på anmelderen, men jeg ville da gerne spørge, hvorfor vedkommende ikke bare har spurgt mig om det. Jeg er meget overbærende, og jeg ved jo ikke hvad der rør sig hos andre mennesker, der gør, at de anmelder mig, siger Ejner Thomas Aaby Hansen.
Ejner overvejer i disse dage at søge aktindsigt i sagen, således at han kan få mere information om anmelderen og dennes bevæggrunde for anmeldelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her