
Mens debatten om urenset spildevand i Øresund raser, så kunne Forsyning Helsingør onsdag meddele, at renoveringen af det problematisk Sydkystens Renseanlæg rykkes hele to år frem.
Tidsplanen for renoveringen af Sydkystens Renseanlæg er justeret således, at arbejdet nu forventes udført og afleveret ultimo juni 2022 - mindst et år tidligere end først estimeret i den oprindelige tidsplan, oplyser kommunalt ejede Forsyning Helsingør i en pressemeddelelse. Faktisk lød det oprindelige plan på, at anlægget skulle stå færdig senest i 2024.
Dermed kan borgerne i Espergærde se frem til, at renseanlægget både bliver hurtigere klar til fremtidens klimaforandringer med større og mere intense nedbørsmængder samt til de ekstra boliger.
som er under planlægning. Ombygningen betyder, at risikoen for overløb med opblandet regnvand og
spildevand til Øresund mindskes. For som det fremgik af Frederiksborg Amts Avis onsdag, så er Espergærde et af de steder i kommunen, hvor der hvert år ved kraftige regnskyl sker udledning af urenset spildevand.
- Selv om godt 99 procent af alt spildevand i ledningsnettet bliver renset på et af vores tre renseanlæg, skal vi have nedbragt mængden af overløb til Øresund. Derfor er det vigtigt, at vi får renoveret Sydkystens Renseanlæg, så det bedre kan klare presset fra fremtidens øgede regnmængder og er gearet til byudviklingen. Og det skal ske hurtigst muligt, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand for Forsyning Helsingør.
- Det seneste halve år har vi arbejdet med teknologiafklaringen, og vi er blevet klogere på udfordringerne i projektet. Med de rigtige forudsætninger er det muligt at skære mindst et år af tidsplanen for ombygningen - uden at gå på kompromis med faglighed og kvalitet. Dermed forsøger vi også at opfylde
et stort lokalt ønske om at speede processen op, siger Jens Bertram om projektet, der er baseret på en såkaldt S-Select-teknologi.
Dermed hentyder han også til kritikken mod Helsingør Kommunes politikere fra blandt andre Espergærde Byforening og Danmarks Naturfredningsforenings Helsingør-afdeling om det uholdbare i, at vedtage lokalplaner for mere end 1.200 boliger på få år plus en idrætsby og et fabriksanlæg med plads til 400 ansatte i Mørdrup uden en udvidelse eller renovering af et forvejen overbelastet renseanlæg.
Forudsætningerne for at den reviderede tidsplan holder er blandt andet; at der i august 2020 kan gennemføres fysisk besøg på anlæggene i Jylland, der har indført ny S-Select-teknologi, at der tages udgangspunkt i S-Select-teknologien, at sags- og myndighedsbehandlingen foregår fleksibelt, og at klager i forbindelse med VVM og udledningstilladelse ikke tillægges opsættende virkning.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her