17. december 2018
Sagen fra altanen på Vapnagård startede som en sag, hvor de tiltalte var sigtet for »menneskehandel til tvangsarbejde«, men denne sigtelse blev siden droppet. Øjensynlig på baggrund af to andre sager fra Helsingør-området med udgangspunkt i rengøringsbranchen, hvor anklagemyndigheden led nederlag, når det kom til denne sjældent brugte lov.
gallery icon

Se billedserie

Sagen fra altanen på Vapnagård startede som en sag, hvor de tiltalte var sigtet for »menneskehandel til tvangsarbejde«, men denne sigtelse blev siden droppet. Øjensynlig på baggrund af to andre sager fra Helsingør-området med udgangspunkt i rengøringsbranchen, hvor anklagemyndigheden led nederlag, når det kom til denne sjældent brugte lov.
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Rengøringschef kræves udvist

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Rengøringschef kræves udvist
Opdateret 26. november 2014 kl. 16:39
Helsingør - 26. november 2014 kl. 11:51
Af Andreas Norrie
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Mindst to års fængsel og udvisning. Sådan lød anklagerens krav mod den 41-årige mandlige sigtede i den såkaldte »altansag« om udnyttelse af rumænske rengøringsfolk. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Tirsdag var det tid til sidste retsmøde i den meget omtalte »altan-sag« ved Retten i Helsingør, hvor dagen udover enkelte vidneafhøringer var afsat til anklagerens og forsvarernes afsluttende procedure. I sagen, som har kørt ved retten i Helsingør siden august, står et samlevende par på 41 og 43 år fra Helsingør med serbisk romabaggrund tiltalt for ågeri af særlig grov beskaffenhed, adskillige tilfælde af dokumentfalsk, forsøg på bedrageri, overtrædelse af skatte- og momslovgivningen, socialt bedrageri samt et tilfælde af overtrædelse af våbenloven. Sagens kerne er parrets udnyttelse af et rumænsk ægtepar fra 2009 til 2012, som gjorde rent op til 12 timer i døgnet fem dage om ugen til en sort løn på mellem 3000 og 3700 kroner om måneden, mens de var indkvarteret på en overdækket altan i de tiltaltes hjem i en lejlighed i boligområdet Vapnagård.

Specialanklager Thomas Raaberg-Møller lagde i sin procedure vægt på netop forholdet om åger, som var den klart alvorligste anklage, og også en forholdsvis sjældent anvendt paragraf.

Anklageren lagde vægt på, at alle åger-bestemmelsens krav var opfyldt, da der var tale om udnyttelse af mennesker i økonomisk underlegen position, og som ikke kunne et ord dansk, hvilket betød, at det var nemt at udnytte deres uvidenhed om danske løn og arbejdsforhold.

Anklageren understregede også, at det var dokumenteret med såvel kvitteringer, vidneudsagn, lønsedler og lønsedler, at det rumænske par havde arbejdet mindst otte timer om dagen til en løn, som slet ikke svarede til arbejdets reelle værdi.

arrow Læs også: Rengøringsgigant vil betale 800.000 kroner i statstilskud tilbage
Så aldrig lønsedler

Han understregede også, at det rumænske par i den sidste periode af et års varighed, hvor de formelt var ansat i Forenede Service, arbejdede markant mere end det fremgik af deres lønsedler - som de i øvrigt aldrig fik at se. Det skyldtes, at de ifølge anklagemyndigheden også udførte det rengøringsarbejde, som blev faktureret som udført af to af de tiltaltes nære mandlige familiemedlemmer, som også var ansat i Forenede Service.

- Tidligere serviceleder Anja Schandorff hos Forenede har i retten forklaret, at hvis der var tre skoler, som skulle gøres rent, og tre personer om arbejdet, så kunne det sagtens være, at en enkelt skole kun var bogført som rengjort af den ene ansatte, sagde Thomas Raaberg-Møller, som understregede, at der var gode rammer for uregelmæssigheder, da den nu fyrede leder i mange tilfælde havde brudt sit firmas interne regler.

I forhold til udmålingen af straffens længde, så var anklagerens påstand en ubetinget fængselsstraf på ikke under to år og en straf på 1,6 års fængsel til den 43-årige kvinde, som på grund af psykiske problemer ikke havde været i stand til at møde op i retten før det sidste retsmøde i går tirsdag. I retten fremstod hun konfus, men dommer Niels Østergaard mente på grundlag en netop fremskaffet lægeerklæring ikke, at der var grundlag for, at hun kunne forlade retssagen. Derudover blev der nedlagt påstand om udvisning, da begge tiltalte er serbiske statsborgere. Imidlertid er deres tilknytning til Danmark stærk. Den 41-årige er født og opvokset i Helsingør, mens den 43-årige kvinde har boet i landet siden 1989.

Var som en familie

Forsvarer Poul Hauch Fenger gjorde i sin procedure også mest ud af spørgsmålet om »åger«, hvor han mente, at der skulle ske en frifindelse. Det skyldtes, at der var tale om et rumænsk ægtepar, som ikke nødvendigvis kunne beskrives som naive, og som helt frivilligt var taget til Helsingør, og havde hævet deres levestandard betragteligt. Derudover appellerede han til rettens sunde fornuft.

- Hvis der var tale om en slave/herre-forhold, så ville de jo ikke tage på lange ferier i Rumænien, og så vende tilbage. Og hvis de virkelig var så fattige, som man taler om, så var man vel ikke taget på ferie, men havde arbejdet endnu mere, sagde han.

Han hæftede sig også ved, at forholdet mellem de tiltalte og det rumænske ægtepar kunne beskrives som familiært.

- Vi har i retten set et billede de rumænske par fra en fest sammen med de tiltalte, hvor de morer sig. Det viser endnu engang, at de er blevet behandlet som en del af familien, og taget med til sociale arrangementer, lød det fra forsvareren.

Altan-vildledning

Hauch Fenger kritiserede også anklagerens beskrivelse de rumænske pars boligforhold.

- Når det kommer til beskrivelsen af boligforholdene, så har anklageren i dette tilfælde ladet objektivitetsprincippet være et fjernt fremmedord. Vi kan nærmest mærke kulden fra den uopvarmede altan, og det er lige før man kan høre ulvene hyle udenfor, men faktisk er, at der er tale om et opvarmet rum, som var en integreret del af boligen, sagde han.

Der bliver afsagt dom i sagen i næste uge, oplyste dommer Niels Østergaard.

arrow Million-bøde til rengørings-boss
26. juli 2016 kl. 11:48 Opdateret: kl. 07:19
arrow Rengørings-boss fik fængselsstraf og million-bøde
01. februar 2016 kl. 11:16 Opdateret: kl. 20:57
arrow Kræver millionbøde af rengørings-boss
28. januar 2016 kl. 03:56 Opdateret: kl. 09:12

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk