

Se billedserie
Selskabet bag projektet på Lundegade/Kronborgvej får ikke lov til at rive hus på Sct. Anna Gade ned.
Det planlagte projekt for et byggeri med 32 private og almennyttige lejligheder på Kronborgvej mellem Lundegade og Sct. Anna Gade i Helsingørs indre by må enten tegnes om eller droppes. Det er det lokale entreprenørfirma VIDA som ejer grund og bygninger, og projektets almennyttige del står Boligkontoret Danmark for.
Denne konsekvens står klart efter, at et enigt by-, plan- og miljøudvalg på det seneste møde sagde nej til, at der kunne gives nedrivningstilladelse til den bevaringsværdige boligejendom Sct. Anna Gade 49.
- Jeg er glad for, at vi er enige om, at man skal værne om bymidten og kulturarven. Og jeg er glad for, at afgørelsen signalerer, at man ikke skal kunne spekulere i at opkøbe bevaringsværdige ejendomme for at kunne rive ned og bygge nyt og større, siger Christian Holm Donatzky(K), der er formand for By-, Plan- og Miljøudvalget til Frederiksborg Amts Avis.
- Det ville være rart, hvis der havde været den samme indstilling, da vi skulle stemme om den mere bevaringsværdige ejendom på Lundegade 4, siger udvalgsformanden, og hentyder til, at et selskabet under VIDA fik tilladelse til at rive den forfaldne - men 200 år gamle - ejendom Lundegade 4 ned af et flertal bestående af K og S.
Lokalplanarbejde kan fortsætte
I forbindelse med et punkt på dagsordenen om, hvorvidt projektet skulle danne grundlag for en igangsættelse af et lokalplanarbejde, så stemte et flertal bestående af K og S for igangsættelsen.
R og EL endte med ikke at kunne støtte lokalplanen, da formanden forinden havde stillet et forslag om, at bygningen ud mod Lundegade højest måtte være i 1,5 plan ligesom det nedrevne hus. Det skyldtes ifølge Holm Donatzky både hensynet til gadebilledet, og at man ikke bør kunne profitere på at rive bevaringsværdige bygninger ned.
Han understreger i øvrigt, at han ikke har noget principielt imod, at der bliver bygget højere ud mod Kronborgvej. Udvalgsformandens forslag fik dog kun støtte fra Helena Jørgensen(EL).
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her