22. september 2021
De samme performere deltog i scenerne i flere af rummene. Pressefoto: Bjarne Stæhr
gallery icon

Se billedserie

De samme performere deltog i scenerne i flere af rummene. Pressefoto: Bjarne Stæhr
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Passage Festival: Rævene snuser til De Besattes erotiske begær

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Passage Festival: Rævene snuser til De Besattes erotiske begær

Nøgne kroppe, væsker og tøjklemmer på arme, ben og i ansigtet. The Foxcave tager sit publikum med på en rejse i en sanselig, labyrintisk og illusorisk verden, hvor De Besatte bor.

Helsingør - 27. juli 2021 kl. 19:55
Af Trine Lønbro Nielsen

Med sætningen »we are all foxes« skyder instruktør Jesper Pedersen rejsen i gang i den gamle brandstation i Svingelport. Vi befinder os i det - jeg forestiller mig - engang var garagen, hvorfra brandbilerne tordnede ud, når alarmen lød.

arrow Læs også: Otte unge skal danse Europa tyndt

I aften er den omdannet til en bar lyst op af et rødt neonlys fra endevæggen og med loungemusik, der spiller folk i den rette stemning. Alle gæster bærer den rævemaske, lavet i pap og malet i gul-røde nuancer, som vi fik udleveret ved indgangen - og som gør os mere anonyme. Mere ens. Som vi kan gemme os bagved, når en af performerne kigger nogen af os dybt i øjnene og snart stryger vores arme med en isterning. Varmen fra vores hud får den til at smelte, og når der er smeltevand nok, løfter hun armene op over sit hoved og lader det dryppe fra dem ned i sit ansigt til lyden af sit nu tungere åndedrag.

Så skyller vi et shot ned - som bartenderen kalder et rævespark. Varmen fra det står i kontrast til kulden fra isterningen. Nu begynder turen rundt i hver en afkrog af brandstationen, og vi starter i rummet, hvor en blød briks beklædt i plastik er centrum.

Eksperimenterende

Klokken har netop rundet 21, og brandstationen ligger indhyllet i et flot varmt lys, mens himlen står i et lyserødt skær. Det er første dag i Passage Festivalen, og om lidt bliver vi en del af stykket 'The Foxcave' lavet af det danske kompagni Sew Flunk Fury Wit.

Jeg kender ikke meget til hverken stykket eller kompagniet, men en lynhurtig googlesøgning, fortæller mig, at kompagniet har eksisteret siden 2013, og at det er grundlagt af den kunstneriske leder Svend E. Kristensen, der har særlig erfaring med eksperimenterende genrer.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, inden jeg går ind. Men skal jeg stole på kompagniets beskrivelser af stykket, så venter en omsluttende rejse i The Foxcave. En sanselig, labyrintisk og illusorisk verden, hvor De Besatte bor, en gruppe af individer, der hver især har lukket sig inde i jagten på at få tilfredsstillet deres erotiske begær.

Det skal vise sig, at Svend E. Kristensens erfaring med det eksperimenterende her fremstår i en eksplosion af spænding, uforudsigelighed og sanselige indtryk.

Dryp

Jeg vil beskrive ham som en naturlig good looking-guy, der nu tager sit tøj af. Et stykke ad gangen. Langsomt og roligt, som om han ikke ænser, at der står en cirkel af foxes omkring ham. Han hænger det op på en knagerække og stiller skoene fint ved siden af.

Først da han står tilbage kun i hvide underbukser lægger han sig op på briksen. Over ham hænger, hvad der ligner blodposer fra en blodbank. Han tænder for droppet, og lader en 'bloddråbe' dryppe ned på det eneste stykke hvide trævl, han har tilbage på kroppen.

Det lægger sig som en perle på hans lem - idet det rammer ham, vrider han sig. En ny perle rammer lige ved siden af. Han gentager bevægelsen. Sådan bliver det ved, og han sætter hastigheden op. Dryp. Dryp. Dryp.

Bevægelserne bliver vildere, og snart griber han om blodposen, så den springer, og væsken flyder ud over ham. I hans hår. I hans øjne. I hans mund. Han beder en fra publikum om at tage et par hvide latex-handsker, der hænger på væggen. Helt uden at sige et ord. Så gør han tegn til at vedkommende skal smøre ham ind.

Jeg når lige at tænke: »Åh nej - helst ikke mig«. En frisk kvindelig fox bliver min redning.

Kvindens æg

Mens scenen fortsætter, lister vi videre til et nyt rum. Et køkken med brun-grønlige halvfjerdser kakler på væggen og en masse brune træskabe. En kvinde i høje hæle, nylonstrømpebukser og lidt nylon på overkroppen, der ikke skjuler så meget, men som dog også er tildækket en smule af et forklæde, tager imod os. Med sit blik og et smil, men uden at sige noget.

Hun griber en pande, tænder for komfuret og slår et æg ud i den. Så griber hun en glasflaske med hvidt indhold, og fordeler et par cognacglas mellem folk, og så hælder hun op. Med flasken mellem benene. Det sprøjter.

Vi tager en tår.
- Mmm.. æggesnaps..

Hun trækker en ny nylonstrømpe med et æg i op fra de strømpebukser hun allerede har på. Binder strømpen om halsen. Snorer den rundt i vilde bevægelser til ægget smadrer, og det flyver ud i lokalet med æggehvide og blomme. Hun griber en margretheskål trykker det sidste af ægget ud igennem nylonen, der fint sorterer skallerne fra. Så pisker hun det, og hælder det så på en flaske magen til den, hun netop har skænket fra.

En labyrint

I halvanden time går vi på opdagelse i de mange rum. Møder De Besatte, der hvirvler os ind i deres historier om begær, kapitalisme og nye kønsroller. Jeg tager mig selv i at være opslugt af universet og fascineret af rummene, rekvisitter og performernes flotte optræden. Da jeg smider masken er min mascara løbet en smule. Måske er det varmen eller de tårer jeg måtte tørrer væk, da jeg stor-fnisede. Måske er det æggehvide eller blomme. Måske var det det vand, som en af De Besatte kastede ud over et køleskab fyldt med blod.

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det var noget af en oplevelse - vild, sjov og grænsesøgende - som jeg nok aldrig glemmer.

The Foxcave kan opleves alle dage klokken 21.00 frem til lørdag. Læs mere og bestil billetter på https://passagefestival.nu/performance/the-foxcave/.

arrow PASSAGE Festival indtog byen med livsfarlig komik og akrobatik
29. juli 2021 kl. 10:35 Opdateret: kl. 10:36
arrow Gadeteater i Rolighedsparken
29. juli 2021 kl. 06:15 Opdateret: kl. 20:34
arrow Oplev dødshjulet foran Kulturværftet
28. juli 2021 kl. 07:36 Opdateret: kl. 16:04
Synes du, at kommunen er der for dig?