Nordsjællands Politi rykkede klokken 23 lørdag aften ud til, hvad der kunne have været en nødsituation ved Helsingør Havn. Det viste sig dog at være langt mindre dramatisk, oplyser vagtchef Michael From til Frederiksborg Amts Avis.
Politiet modtog med kort mellem en række anmeldelser om, at der var set nødblus i nærheden af havnen.
- Da vi kommer ned på havnen, taler vi med et vidne, som har set et nødblus ved lystbådehavnen. Her træffer vi en mand og en kvinde, begge 31 år, fra lokalområdet, som sidder i en båd og har fået noget at drikke. Vi har en kraftig formodning om, at det er dem, der har sendt nødblus op. Vi har ikke sigtet nogen i sagen, men begge personer skal til endnu en afhøring, siger Michael From, som har en klar opfordring til borgere med adgang til nødblus.
- Lad vær med at bruge dem, hvis I ikke er i nød. Det er et kæmpe apparat, vi sætter i gang, når vi får en melding om nødblus, og hvis der bliver sendt en helikopter, risikerer man at få en bøde i hundredetusindekroners klassen, siger vagtchefen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her