Søndag d. 3. september står sol, måne og stjerner atter i fiskens tegn i Helsingør, når Fiskens Dag løber af stablen på Nordhavnen fra klokken 11.00 til 16.00. Der vil være mulighed for at møde de lokale fiskere på deres kuttere, filetére fisk sammen med Kystfiskerkompagniet og undersøge en frisk makrel. Også smagsløgene kan komme på arbejde i løbet af dagen, når Strand- og Badehotel Marienlysts nye køkkenchef Casper Sobszyk, der har en fortid på nogle af Københavns bedste fiskerestauranter, vil tilberede grillet, fiskfanget fisk med en sensommersalat. For de yngste er der mulighed for at komme lidt tættere på Øresunds fauna, når Øresundsakvariet stiller op med røre-bassiner med fisk i. Også den nye fiskeriminister Karen Ellemann vil være med og støtte op om dagen, som er arrangeret af Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri. Sammen med borgmester Benedikte Kiær og foreningens formand Søren Jacobsen vil de skyde Fiskens Dag igang på Nordhavnen klokken 11.00.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her