17. maj 2021
Der blev afgivet kanonsalut med mægtige Kronborg Slot i baggrunden, da museet genåbnede onsdag morgen.  Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Der blev afgivet kanonsalut med mægtige Kronborg Slot i baggrunden, da museet genåbnede onsdag morgen. Foto: Allan Nørregaard
Foto: ALLAN NORREGAARD
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jim Lyngvild og Rane Willerslev genåbnede kulturlivet med et brag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jim Lyngvild og Rane Willerslev genåbnede kulturlivet med et brag

Kunstværker af Christian 7., Gorm den Gamle og Dronning Margrethe bød onsdag de besøgende velkommen på Kronborg Slot, hvor udstillingen »Kongerækken - Fakta og fantasi« åbnede på dagen, hvor kulturlivet endelig blev genoplivet.

Helsingør - 22. april 2021 kl. 05:31
Af Christopher Valeur

Bang. Bang. Bang.
Kulturlivet blev faktisk ikke bare skudt i gang igen med ét brag, men derimod hele tre. Det skete onsdag formiddag, da der blev affyret en kanonsalut af museumsdirektør på Nationalmuseet, Rane Willerslev, designer Jim Lyngvild og seniorforsker på Nationalmuseet, Poul Grinder-Hansen. Skudene bestod af tre løse skud, men det skabte alligevel så store brag, at svenskerne formentlig ikke tør belejre Kronborg Slot igen lige foreløbigt. Tilskuerne led ej heller last, da de var advaret på forhånd, ligesom der var udleveret ørepropper.

arrow Læs også: Kronborg viser Jim Lyngvilds kongerækkeudstilling
Rød snor og photoshoot

Efterfølgende gik turen mod Kronborgs indvendige rammer, hvor udstillingen »Kongerækken - Fakta og fantasi« ventede, men inden da skulle Jim Lyngvild og Poul Grinder-Hansen, folkene bag udstillingen, klippe den røde snor over. Derefter blev det helt store photoshoot igangsat i Kronborgs slotsgård, da alverdens medier ville have et billede eller ti af de kreative sjæle bag udstillingen. Heldigvis var modeshowet hurtigt slut, for det kriblede i de besøgende, der havde glædet sig til udstillingen, der kom på dagen, hvor Kronborg Slot åbnede dørene for første gang siden nedlukningen den 8. december.

Jim Lyngvild, Rane Willerslev og Poul Grinder-Hansen viste stolt kjolerne frem, mens flere portrætter fra kongerækken kan ses i baggrunden. Foto: Allan Nørregaard

Levende billeder

Modeshowet fortsatte for en stund indenfor, hvor flere adskillige outfits kunne ses, der var inspireret af fortidens mode blandt de danske regenter. Det var dog i højere grad Jim Lyngvilds fantastiske fotografier, der fangede de besøgendes opmærksomhed. Fotografierne skabte en levendegørelse af billederne der gjorde, at man som publikum i højere grad så mennesket bag, og det komplekse liv, som størstedelen af Danmarks tidligere regenter har haft. Liv med utroskab, død og frygt.

Det er en fræk måde at portrættere datidens regenter på, men ikke desto mindre veludført. I de beskrivelser af fotografierne, som hænger ved siden af dem, lægger Jim Lyngvild heller ikke skjul på, at det i høj grad er hans kreativitet og fantasi, der kommer til udtryk i kunstværkerne. Eksempelvis i kunstværket af Dronning Sophie, der var mor til Christian 4., hvor den tidligere regent står med en stor hund. Her beskriver Jim Lyngvild åbent og ærligt, at det er hans hund Eik, der under fotosessionen pludselig ville snuse til dronningens perler.

Mange personer er blevet brugt som modeller til udstillingen, hvor flere af dem aldrig har lavet modelarbejde før. Foto: Allan Nørregaard

Fakta og fantasi

Det fungerer, fordi det får folk til at vende deres hoved og rette blikket mod kunstværkerne. Det er ganske enkelt svært at lade være. Det i sig selv er en større bedrift i en tid, hvor nutidens mennesker kun lige synes at have opmærksomhed nok til at læse en kort overskrift, se en 15-sekunders TikTok video eller læse et tweet på 280 tegn. Det er dog ikke den eneste årsag til, at det fungerer, for Poul Grinder-Hansen bidrager stort med sin viden, der holder Jim Lyngvilds pompøse fotografier plantet solidt på jorden. Det er spændende, men det er også informativt, og ved hvert kunstværk kan man på museumsappen, Useeum, høre de to »battle« om fakta og fantasi. Der er god pingpong, og selvom det kan argumenteres, at fakta og fantasi trækker væk fra hinanden, må det siges, at det i den her forbindelse trækker én retning. Den positive.

- Vi har bevidst undladt at sige fakta eller fantasi, men derimod fakta og fantasi, for begge dele er tilstede, også når man er historiker, som jeg er. Der må man også bruge sin fantasi til at udfylde hullerne i de fakta og kilder som findes. Fantasien kan tillade sig noget mere, når man skal genskabe virkeligheden, og det bliver man også nødt til, når man laver et billede af noget, hvor man jo skal tage stilling til hver eneste lille detalje, som kan ses. Historikeren kan bare springe det over og sige, at det skriver jeg ikke noget om, fortæller Poul Grinder-Hansen.

Faldende troværdighed?

Jim Lyngvild og Nationalmuseet, der står for formidlingen af Kronborg Slot, har tidligere samarbejdet om en vikingeudstilling. Den kunne besøgende på Nationalmuseet opleve tilbage i 2018, og dengang var der meget debat om Lyngvilds involvering, og hvor faktabaseret hans udstilling var. Den diskussion har fortsat i 2021, hvor Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør i Den Gamle By, i februar fortalte, at han aldrig vil lukke Lyngvild ind, og at museerne mister deres troværdighed, når de åbner for entertainere.

- Fantasi bliver pludselig et negativt ladet ord, hvor det siges, at mine udstillinger er en tivolisering af kulturen, men det er det ikke. Var det guldaldermalernes mission at tivolisere deres motiver? Det var det bestemt ikke. De ville ophøje og hylde dem i den smukkeste grad de kunne. Det er også det, som jeg bestræber mig på, at tage et emne eller en scene og gøre det så smukt, som jeg kan, fortæller Jim Lyngvild og fortsætter.

- Det er ikke nemt at gøre noget næsten oversmukt, og det er derfor folk ynder, at når de ser mine ting, at kalde det pompøst vulgært og stavepladekunst, og det elsker jeg, for det er lige præcis det som det er. Det er pompøst vulgært og det er stavepladekunst, siger han.

Fantasi og fakta er ét

Forholdet mellem fakta og fantasi blev også behandlet på vikingeudstillingen i 2018, og »Kongerækken - Fakta og fantasi« kan derfor siges at være en videreudvikling af det tidligere samarbejde mellem Lyngvild og Nationalmuseet. Dengang var der også samarbejde mellem forskere og Lyngvild, men de trådte ikke på samme måde frem, som Poul Grinder-Hansen gør her. For Nationalsmuseets direktør, Rane Willerslev, passer de to figurer, og det de repræsenterer, godt sammen.

- Mit udgangspunkt har hele tiden været, at fantasi ikke er en modsætning til videnskabelig viden. Det er faktisk en forudsætning for videnskabelig viden. Hvis man tager noget så banalt som et lingvistisk træ i det indoeuropæiske sprog, vil du se, at en masse forskellige sprog hører under det. Den fælles rod er i proto-indoeuropæisk, men det er der fandme aldrig nogen, der har talt. Det er en fantasi skabt for at lave træet. På den måde ligger fantasi dybt i videnskab, siger han.

Selvom der er mange ukendte regenter i kongerækken, kan familiære ansigter også spottes. Eksempelvis her, hvor dronning Margrethe og prins Henrik kan ses. Foto: Allan Nørregaard

Et tomt slot

Det er ikke mange dage siden, at Christian Struckmann Irgens overtog rollen som slotschef på Kronborg Slot. Dagene efter hans indtræden er derfor gået med at lære en ny telefon at kende, gå til en masse møde og få passwords til alle hans nye konti, men han har alligevel fået lov at følge med i hvordan udstillingsholdet har klaret det. Han glæder sig over, at Kronborg Slot endelig kan åbne igen og derfor få mulighed for at vise udstillingen frem.

- Det er en helt vild dag, og vi nervøse og spændte. For os, der arbejder med kultur, er det hvad vi lever og ånder for. Det er underligt at gå rundt på et slot, hvor der ingen mennesker er. De besøgende skal jo ind ad døren. Det er hvad kultur handler om, siger han.

Selvom Kronborgs nye slotschef ikke har haft en finger med i den nye udstilling, kan fremtidige udstillinger meget vel være i samme stil, som den udstilling, som de besøgende på Kronborg Slot kan se frem til oktober i år.

Fremtidens museum?

- Jeg synes helt klart, at vi skal bruge de her greb i fremtiden. Jeg synes ikke, at det er en tivolisering, eller at det er at gå over stregen. Da de oprindelige kongetapeter fra 1500-tallet blev lavet, så har de sikkert også været provokerende. De er mega historisk forkerte, for det er en blanding af alt muligt, hvor der har været et kunstnerisk udtryk. Vi skal altid bruge både fantasi og fakta sammen for at kunne forstå historien, fortæller han.

Kongerækken - Fakta og fantasi kan ses på Kronborg Slot fra den 21. april og frem til den 24. oktober 2021.

Siden oktober sidste år har det været obligatorisk at bruge mundbind i blandt andet det offentlige rum og detailhandlen. Ønsker du, at mundbindet droppes hurtigst muligt?