30. oktober 2020
Politiet stod parat ved gangbroen fra færgen til terminalen, da Danmark lukkede sine grænser klokken 12.00 Herefter var det kun danske statsborgere eller personer med et anerkendelsesværdigt formål, som kunne komme forbi dem.
gallery icon

Se billedserie

Politiet stod parat ved gangbroen fra færgen til terminalen, da Danmark lukkede sine grænser klokken 12.00 Herefter var det kun danske statsborgere eller personer med et anerkendelsesværdigt formål, som kunne komme forbi dem.
Foto: Simon Wincentz Heim
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: I færgeterminalens grænseland stod politiet som en mur. Nu lukkede Danmarks grænser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I færgeterminalens grænseland stod politiet som en mur. Nu lukkede Danmarks grænser

Klokken 12 lørdag lukkede Danmark sine grænser i kampen mod corona. Politiet og Forsvaret bevogter færgeovergangen i Helsingør, og butikslivet kæmper mod druknedøden. Den næste tid bliver en alvorlig udfordring, siger borgmester Benedikte Kiær (K).

Helsingør - 16. marts 2020 kl. 04:05
Af Simon Wincentz Heim

- Nu kommer første bølge, nu kommer de, siger en politikvinde til den håndfuld betjente, der skal bevogte grænsen til Sverige ved færgeterminalen i Helsingør.

Politiet stimler roligt sammen, og står som en mur ved terminalen, hvor passagerer til fods normalt har kunnet krydse grænsen til det danske kongerige.

- Velkommen til Danmark, siger en betjent til en passager, før han beder om at se et dansk pas. Kvinden tager passet frem og får lov at fortsætte videre ind i landet. Politiet har bedt pressen om at holde en afstand på fem meter.

- Vi kommer til at spørge folk om personfølsomme informationer, som I ikke skal høre, siger en kvindelig politibetjent og understreger derved situationens absurditet.

Normalt er der ingen mur af politibetjente. Indtil denne lørdag.

Det er den 14. marts 2020, og klokken har passeret 12.00. Danmarks grænser er nu lukket for første gang i nyere dansk historie.

Scenerne ved færgeterminalens grænseland kommer i kølvandet på, at statsminister Mette Frederiksen fredag aften lukkede Danmarks grænser som endnu et historisk indgreb i forsøget på at inddæmme coronavirussen. Få dage tidligere lukkede skoler, dagtilbud og restauranter på foranledning af statsministeren.

Det har efterladt Helsingør og resten af Danmark som lukket land, hvor gaderne er mennesketomme, værtshuse har slukket for fadølsanlæggene, og arbejdspladserne er rykket hjem i danskernes stuer.

Indtil videre er over 800 danskere smittede, og tre ældre personer, der var testet positive for corona, er afgået ved døden. I Helsingør er flere familier blevet sat i karantæne.

Selvom Danmark er lukket, og alle udlændinge uden et anerkendelsesværdigt formål er forment adgang, så var der alligevel turister, som fik travlt med at komme til Helsingør, før grænsen lukkede.

- Da vi hørte, at grænserne lukker, så vidste vi jo ikke, hvornår vi næste gang kan komme til Helsingør og nyde en god dansk frokost, siger svenske Magnus Nordin, der lørdag kom med færgen til Helsingør lidt efter klokken 11.30 med sin kone.

- Det er jo helt vildt, det er ikke set siden 2. Verdenskrig, at man lukker sig ned på denne måde, fortæller han og fortsætter:

- De har sagt, at færgerne sejler tilbage igen, så vi håber, vi kan komme med, nu når vi er svenske statsborgere.

arrow Læs også: Sidste: Massefyring på kendt færgerute

Hvis man blev afvist ved grænsen, så ville man få en sådan seddel af det danske politi. Dem havde de mange af. Foto: Simon Wincentz Heim
Butiksliv i ukendt fremtid

- Vi står på ubetrådt land. Vi står i en situation, som ikke ligner noget, vi har prøvet før. Sådan sagde Mette Frederiksen i sit første af indtil nu to skelsættende pressemøder i sidste uge.

Lukningen af samfundet - og grænserne - er noget, som butikslivet i Helsingør kan mærke. Fremtiden er nu blevet noget, de frygter.

- De sidste par dage har ikke været vanvittig gode. Vi har ikke haft mange kunder, og gågaden har været tom. Situationen er kritisk. Indenfor vores branche, som er tekstilindustrien, er tøj, det sidste folk tænker på i sådan en krisesituation, siger Henrik Hyldborg, som er butikschef i tøjforretningen Mr. August på Stjernegade.

- Jeg må jo finde en løsning for at holde os oven vande, ellers mister jeg min arbejdsplads, siger butikschefen og kommer med en klar opfordring til byens befolkning:

- Hvis folk vil have det lokale butiksliv, så er det nu, I skal vise det. Vi har brug for borgernes hjælp.

Længere nede mod havnen ligger en af byens mange sprutbutikker, som i årtier har levet godt af besøgende svenskere, der ville drikke i Hamlets by.

Ved Helsingør Vinhandel, der ligger ved Bramstræde, står flaskerne millimetertæt i butikken, og vidner om, at der ikke bliver udsolgt i den nærmeste fremtid.

- Vi skal holde møde med ejeren af huset, hvor vi skal tale om muligheden for, om vi kan få nedsat huslejen her i den næste tid, siger Henrik Nielsen, som er medejer af butikken. Han fortæller, at der har været en del svenskere de sidste dage, da Sverige ikke har taget krisen lige så tungt som danskerne, men at det nok hører op, nu hvor grænsen er lukket.

- Det er vi selvfølgelig ikke særlig glade for, men vi ved, at det er en ekstraordinær situation, og at det er nødvendigt, fortæller han.


16 minutter og 13 sekunder til at Danmark lukker sine grænser. Uret tikker ned ved færgeterminalens elevator, og varsler om et skelsættende øjeblik i Helsingør og Danmarks historie. Foto: Simon Wincentz Heim

På borgmesterkontoret bliver der også fulgt nøje med i byens butiksliv, hvor borgmester Benedikte Kiær lørdag beder de selvstændige om at holde tungen lige i munden og klare sig så godt igennem krisen som muligt.

- Allerede torsdag og fredag var der øde i gågaderne, hvilket er en alvorlig udfordring for os og butikslivet. Det kommer til at gøre ondt, nogle butikker kommer til at få det svært, og vi får et stort arbejde med at få det til at køre igen efter krisen, siger borgmesteren og beder butikkerne om at holde øje de kommende dage, hvor regeringen og arbejdsmarkedets parter formentlig kommer med en udstrakt hånd til den private sektor.

Den økonomiske støtte kom søndag i form af en hjælpepakke, der skal betale 75 procent af lønnen til de fyringstruede ansatte.

- Når vi er kommet igennem det her, så må vi alle sørge for at handle mere ind lokalt, så vi kan genopbygge vores detailhandel, siger Benedikte Kiær og opfordrer, ligesom Henrik Hyldborg i Mr. August, borgerne til at støtte lokalsamfundet.

Det var en guldgrube

- Jeg skulle ned og se, hvad fanden der sker her, udbryder en ældre mand, der er mødt op ved havnen.

Han har pilotbriller på og flyttede til Helsingør for to år siden, men før da har han arbejdet som rorgænger på de daværende DSB-færger. Han vil ikke stå frem med navn, men vil gerne fortælle sin mening.

- Dengang DSB sejlede her, der var det en guldgrube. Det var det virkelig. Jeg ved ikke, om det stadigvæk er det. Jeg var rorgænger på færgerne i 37 år, indtil de blev solgt videre i 1998. Så valgte jeg at gå på pension efter det, fortæller den gamle rorgænger.

Han ved ikke helt, hvad han skal mene om regeringens beslutning om at lukke grænserne.

- Jeg er noget loren omkring det. Det er svært at gennemskue, om det måske er for vidtgående. Det kommer til at have stor indflydelse på byens butikker. Jeg ved ikke, om det kommer til at påvirke færgerne her, jeg kender ikke firmaets økonomi, siger han, og fortæller, at han i sin tid var med til at bygge færgerne Tycho Brahe og Hamlet, der i dag er ejet af ForSea Ferries og sejler mellem Helsingør og Helsingborg.


Ejerne af Helsingør Vinhandel skal snakke med deres udlejer om at få sat huslejen ned den kommende tid. Foto: Kim Rasmussen
Livsvigtige svenskere

Selvom Danmark er lukket for svenske turister, så holder ForSeas sig stadig flydende på Øresund. ForSeas administrerende direktør, Jens Ole Hansen, er fortrøstningsfuld, selvom han godt ved, at en mulig forlængelse af grænselukningen kan presse rederiet.

- Lige nu og her kommer det ikke til at betyde færre afgange for os. Vi skal stadig holde grænsen åben for forsyninger og svenskere, der arbejder i Helsingør. Vi er en sund virksomhed, men selvfølgelig bliver vi ramt, siger direktøren og fortsætter: -

Hvis grænselukningen strækker sig længere end frem til den 13. april, så kan konsekvensen være, at vi skal afskedige nogle af vores ansatte. Det er jo givet - det skal man ikke være matematiker for at kunne regne ud. Men jeg kan ikke spå om, hvor længe det her varer ved.

Det er især de svenske pendlere, der er livsvigtige for Helsingør, og som borgmesteren lige nu har fokus på. Mange svenskere arbejder nemlig i sundhedssektoren, som ikke kan tåle at mangle hænder i den kommende tid.

- Det, der er vores store fokus lige nu, er færgedriften. Vi har meget sundhedspersonale bosat i Sverige, hvor mellem 150 til 200 af dem er svenskere. Vi har allerede talt med politidirektør Jens-Christian Bülow om, hvordan vi kan sikre, at de kan komme over grænsen hver dag så smertefrit som muligt, siger borgmester Benedikte Kiær, som håber på at finde en løsning for de svenske sundhedsansatte.

De risikerer nemlig at sidde fast i de lange køer, som vil opstå, når politiet skal kontrollere alle indrejsende hver dag frem til den 13. april.


Debbie Lynch har boet i Danmark siden 1995, hun er oprindelig fra Skotland, men har fået opholdstilladelse i Danmark. Hun tog den sidste ferie til Helsingør før grænsen lukkede, da hun var bange for ikke at kunne komme ind efter klokken 12.00. Foto: Simon Wincentz Heim
Uvisheden

Politiradioen skratter hos en af betjentene. Klokken er 13.30 ved færgeterminalens grænseland i Helsingør. Grænsen har været lukket i halvanden time, og de første tre bølger af rejsende fra Sverige er gået i land uden problemer.

- Der kommer nok ikke mange flere med nu her. Ellers var de kommet i de første bølger, siger en politikvinde.

Der er stille i terminalen, hvor en betjent tager en cola frem, og en anden står med en energidrik.

Et par timer tidligere gik Debbie Lynch i land i Helsingør. Hun er skotte og har boet i Danmark siden 1995, men frygtede at blive afvist efter grænsen lukkede. Hun arbejder til daglig som badmintontræner i Sverige, men efter en af hendes veninder, som er sygeplejerske, er blevet syg, har hun besluttet sig for at tage hjem.

- Jeg har kun opholdstilladelse i Danmark, så jeg var ikke sikker på, om jeg kunne komme ind efter klokken 12. Jeg har spurgt personalet ved ForSea, men de har ingen svar. De ved det ikke, fortæller hun opgivende.

Det er kendetegnet for den næste tid, hvor der er er flere spørgsmål end svar. Ingen kan svare på, hvor længe coronaudbruddet varer, eller hvilke konsekvenser det får for turismen, erhvervslivet og borgerne i Helsingør. Men en ting er sikkert: Imens færgerne sejler videre, bevæger vi os som by ud i ukendt farvand.

Et samfund i ingenmandsland.

arrow ForSea Ferries udnævner ny administrerende direktør
14. maj 2020 kl. 10:01 Opdateret: kl. 10:01
arrow Grænselukning: Så mange er blevet afvist ved færgerne
04. april 2020 kl. 09:54 Opdateret: kl. 09:54
arrow Danmark er lukket, men færgerne sejler stadig til Helsingborg
12. marts 2020 kl. 11:30 Opdateret: kl. 11:30
Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?