23. oktober 2019
Kunsten bliver en del af de 0 til 6-åriges hverdag. Foto: Presse
Kunsten bliver en del af de 0 til 6-åriges hverdag. Foto: Presse
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Helsingørs børn bliver del af kæmpe kultursatsning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Helsingørs børn bliver del af kæmpe kultursatsning
Helsingør - 15. maj 2019 kl. 09:50
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Som én ud af 18 kommuner er Helsingør med i projektet »LegeKunst« med en projektramme på 70 millioner.

»Gul stue« kommer helt tæt på de lokale kulturaktiviteter, når Danmarks største enkeltstående børnekulturprojekt 'LegeKunst' ruller ud i 18 kommuner, hvor af Helsingør er den eneste i Nordsjælland.

Udviklingscentret Kulturprinsen i Viborg har fået 25 mio. kr. fra Nordea-fonden til at bringe de yngste tættere på kulturen og til at forske i, hvad mødet med kunst og kultur i hverdagen betyder for børnene og for deres dannelse.

Gennem kunsten får børn mulighed for at se sig selv og deres verden på nye måder. Med en samlet projektramme på 70 mio. kr. og med 25 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden kan Kulturprinsen, Udviklingscenter for Børne- og Ungekultur i Viborg, nu igangsætte 'LegeKunst', der over de næste fire år vil engagere 20.000 børn i dagpleje, vuggestue og børnehave, over 1.000 pædagogiske medarbejdere, mere end 8.000 pædagogstuderende, hundredvis af kunstnere og op til 50 kulturinstitutioner over hele landet.

I 'LegeKunst' vil dagplejere, pædagoger i vuggestue og børnehave, forskere og pædagoguddannelser arbejde sammen om at fremme de yngste børns leg og kreativitet.

- Verden ser så anderledes ud for børn end for os voksne. Med nysgerrighed, sansning, leg og mod til at fejle og prøve igen - præcis sådan er barnets tilgang til verden. Med 'LegeKunst' vil vi vise, på hvilke måder kunst- og kulturaktiviteter i nye, tværfaglige samarbejder kan gøre en ganske særlig forskel i hverdagen sammen med de alleryngste børn i dagpleje, vuggestue og børnehave, fortæller Ulla Voss Gjesing, Centerchef ved Kulturprinsen, der glæder sig over Nordea-fondens store støtte til 'LegeKunst'.

Kunst som rugbrød
Engang var kunst tit flødeskum på lagkagen: kunstneren kom med sin rygsæk fuld af spændende idéer og aktiviteter, og alle var med og havde en herlig oplevelse, men rygsækken forlod institutionen, sammen med kunstneren - og hverdagen fortsatte, som den plejede. Nu skal kunst og kultur blive til rugbrød i hverdagen. 'LegeKunst' bringer også kunstneren og rygsækken ind, men sikrer, at rygsækken med alle dens spændende idéer og aktiviteter bliver i hverdagen, forandrer dagligdagen og lever videre gennem pædagogernes og børnenes fornyede engagement og legende tilgang.

Børnene kommer f.eks. til at opleve en billedkunstner, der inviteres ind en dag om ugen over en længere periode. Sammen med pædagogerne skal børnene f.eks. lege med vandfarver - og alle får nye oplevelser, når de skiftes til at følge hinandens idéer og gå på jagt efter magien i vand og farver. Eller når en række legestuer med dagplejere og deres børn møder en skuespiller, der sætter fantasien og historiefortællinger i gang. Samtidig sættes aktiviteterne under lup af en forsker, der undersøger, hvad der sker i disse møder, og hvordan vi kan blive endnu bedre til at følge børnenes spor og til at se tegn på dannelse.

- Med 'LegeKunst' vil tusindvis af børn opleve endnu mere leg, kreativitet og kultur i deres dagtilbud. Det er en stor og ambitiøs national indsats, som helt sikkert vil få flere børn til at blomstre, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden. Fonden har de næste tre år et særligt fokus på at støtte indsatser, målrettet de 0-6 årige.

Forskning i børn og kunst
Danmark ligger i dag i bund i forskning på dagtilbudsområdet blandt de nordiske lande. 'LegeKunst' skal derfor bringe ny og tiltrængt viden ind på et område, der i dag er underbelyst. Der er syv forskningsprojekter knyttet til 'LegeKunst', koordineret af Lars Geer Hammershøj, lektor ved DPU, Aarhus Universitet.

De 18 medvirkende kommuners udbytte af 'LegeKunst' bliver forankret og fremtidssikret i hver enkelt kommune gennem to funktioner: en tovholder og en 'LegeKunst'-vejleder, der arbejder tæt sammen med fem 'LegeKunst'-koordinatorer, ansat på pædagoguddannelser i alle regioner. Pædagoguddannelsernes store engagement i 'LegeKunst' vil komme de pædagogstuderende til gode i såvel teori som praksis - således vil også kommende børn i dagtilbud få glæde af nyuddannede pædagoger med mere kunst, kultur og lege erfaringer i rygsækken.

LegeKunst har officiel projektstart d. 15. maj 2019, og de første børn forventes at møde LegeKunst i deres dagtilbud i løbet af efteråret 2019.

grafik køb billede