18. oktober 2021
Thomas Westerby (tv.) på Kvistgaard Jern & Metals matrikel. Til højre for ham står borgmester Benedikte Kiær (K), mens Pernille Weiss er midtfor. Ved siden af hende står Birgitte Bergman, og yderst til højre er det direktør Allan Nielsen. Den omtalte kobber-bunke til en værdi på 1.800.000 millioner kroner kan ses i baggrunden.
gallery icon

Se billedserie

Thomas Westerby (tv.) på Kvistgaard Jern & Metals matrikel. Til højre for ham står borgmester Benedikte Kiær (K), mens Pernille Weiss er midtfor. Ved siden af hende står Birgitte Bergman, og yderst til højre er det direktør Allan Nielsen. Den omtalte kobber-bunke til en værdi på 1.800.000 millioner kroner kan ses i baggrunden.
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Drømmer om et »Schengen« for affald i Europa

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Drømmer om et »Schengen« for affald i Europa

Som en del af sine »grønne uger« var EU-parlamentariker Pernille Weiss (K) mandag på besøg hos Kvistgaard Jern & Metal. På særligt et punkt har hun samme drømmescenarie som virksomheden.

Helsingør - 21. september 2021 kl. 05:45
Af Thomas Kellermann

Ovenpå den gigantiske mur er der monteret et stødhegn, der er indstillet til absolut højest tilladte volt.

Der er nemlig ingen, der skal bryde ind hos Kvistgaard Jern & Metal, virksomheden, der årligt håndterer 260.000 tons affald. For det er ganske værdifuldt, hvis det bliver sorteret rigtigt - bunken med kobber ved indgangen har eksempelvis en værdi på 1,8 millioner kroner, forklarer direktør Allan Nielsen.

Han fik mandag besøg fra både Christiansborg, Bruxelles og rådhuset i Helsingør. Således lagde både folketingsmedlem Birgitte Bergman, medlem af Europaparlamentet Pernille Weiss og borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær, alle fra Det Konservative Folkeparti, vejen forbi. Og som sidstnævnte hurtigt bemærkede, er indhegningen omkring virksomheden »rent Fort Knox« på grund af den megen værdi, der ligger for, på arealet.

Som Schengen

Først og fremmest var Pernille Weiss på besøg som en del af hendes »grønne uger«. Det er de otte uger om året, der er sat af til, at europaparlamentarikerne kan arbejde i deres valgområde uden at forsømme det parlamentariske arbejde i Bruxelles.

Når hun kommer tilbage dertil, er noget af det, hun vil tage med fra besøget, at der er behov for et strømlinet, »indre marked« for affald i Europa. Og hun nikkede da også begejstret, da Thomas Westerby fortalte, at hans helt store drøm er, at der kommer et »Schengen for affald« i Europa. Selv har Thomas Westerby arbejdet hos Kvistgaard Jern og Metal i 20 år og mener, der er store udfordringer omkring affaldshåndtering, der kan løses ved at gøre det nemmere eksempelvis at sende affald det rigtige sted hen. Så man ikke står i en situation, hvor der efter Roskilde-festival skal brændes affald af i Danmark, fordi det er for besværligt at sortere og eksportere det som følge af afgifter og diverse regulativer.

- Vi skal jo hele tiden ramme de værker, der er bedst til at håndtere en bestemt type affald. Derfor drømmer jeg om et Schengen for affald, hvor det hele glider lidt nemmere, lød hans forklaring.

I forlængelse heraf lød det fra Pernille Weiss, at hun også vil arbejde imod »nationale benspænd«, der skal være med til at sikre en opbygning af et såkaldt indre marked for affald - eller »Schengen«, der henviser til Schengen-samarbejdet, der blandt andet omfatter en harmonisering af grænser og grænsekontrol, således at Europa er mere åbent internt.

Et benspænd er for eksempel, hvis Danmark, som det blev meldt ud i begyndelsen af året ved klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), vil stoppe med at importere affald til forbrænding fra eksempelvis Tyskland, og at nogle anlæg derfor også skal lukkes. Her var forklaringen, at når Danmark er så gode til håndtere affald på anlæg og tilmed kan bruge den varme, der kommer fra det, så skal Danmark også håndtere det. Altså er Pernille Weiss' ideal om affaldshåndtering i Europa udover at strømline, så det hele bliver mere bevægeligt, også, at EU i yderste tilfælde pålægger lande en given praksis.

- Og jeg er helt med på, at ethvert land skal kunne lede sig selv og i høj grad selv tage beslutninger, men når det handler om affald og klima er det så vigtig en dagsorden, at man godt kan sætte nogle overordnede rammer.

Stolthed

Allan Nielsen og Thomas Westerby har til gengæld intet at sætte på samarbejdet med kommunen, som de fortæller går godt. Og når diverse vanskeligheder omkring den generelle affaldssortering i Europa er vendt, glæder de sig også over at have en så veldreven arbejdsplads, som de mener der er tale om.

Mens Allan Nielsen er direktør, er Thomas Westerby sværere at titulere. Som han fortæller, laver han nemlig »alt muligt«, hvor der er brug for det. Det indebærer både planlægning, sortering og logistik omkring afsendelse af det bearbejde affald - og med en fortid i shippingbranchen er det oplagt, at det er ham, der står for at finde lastbiler.

Eksempelvis til det førnævnte kobber, der har en værdi på 1,8 millioner, og som snart skal sendes til en fabrik i Tyskland for at blive genanvendt.

- Jeg siger faktisk tit, at jeg er skraldemand. Og det siger jeg med stolthed, siger Thomas Westerby.

Rejser du til udlandet i år?