23. oktober 2019
Flemming Jensen var blandt andet med ved skabelsen af Kulturværftet og Kulturhavnen i Helsingør. Foto: Privatfoto
Flemming Jensen var blandt andet med ved skabelsen af Kulturværftet og Kulturhavnen i Helsingør. Foto: Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 70 år: Flemming Jensen var med til at skabe dagens Helsingør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

70 år: Flemming Jensen var med til at skabe dagens Helsingør
Helsingør - 16. september 2019 kl. 14:52
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Tidligere kommunaldirektør, cand.polit., Flemming Jensen, Espergærde, fylder 70 år den 17. september.

Efter endt uddannelse som cand.polit. blev studenterjob i Indenrigsministeriets kommunalafdeling konverteret til fast ansættelse her som fuldmægtig. Budgetsamarbejde med kommunerne, kommunal regnskabsreform samt regler og retningslinjer for kommunernes indsats mod ungdomsarbejdsløshed og langtidsledighed var hovedopgaverne.

I 1980 gik turen til Helsingør kommune, hvor Flemming Jensen efter 3 år som økonom i 1983 tog springet op til kommunaldirektørstolen. Først et par år i samarbejde med borgmester Ove Thelin, A, dernæst med borgmester Knud Axelsen, A, i 8 år og i de følgende 16 år frem til 2010 parløb med borgmester Per Tærsbøl, C. Hovedopgaverne var udvikling af organisationen og ikke mindst kulturen i en lidt traditionel kommune, styring af økonomien og udvikling og planlægning af kommunen med styrkelse af livskvaliteten for eksisterende og fremtidige borgere som fokus. Til det sidste hører transformationen af det gamle værftsområde og inderhavnen i Helsingør til den nye store Kulturhavn Kronborg med Kulturværft, Søfartsmuseum, Kulturhavn og genskabelse af dele af Kronborgs forsvarsværker. Lukningen af Helsingør Skibsværft med 3.000 ansatte i august 1983 samtidig med Flemming Jensens tiltrædelse som kommunaldirektør var medvirkende til, at han tog udviklingen af hele området som en af hovedopgaverne i de følgende 30 års ansættelse i kommunen og dermed blev hoveddrivkraften bag det store kulturområde, som i dag bruges og nydes af borgere og turister med et besøgstal på omkring 1,2 millioner årligt. I Årbog 2017 for Museerne Helsingør har Flemming Jensen givet sin fortælling om hele dette kulturområdes tilblivelse fra 1983 og frem til 2013 med den sidste indvielse. De mange værdier, som kommunen rummer med den enestående beliggenhed med smuk natur, spændende historie og rigt kulturliv sammenholdt med en mangfoldig kommune, en stor kommunal organisation med 5.000 ansatte og udfordringen med værftsområdet har fastholdt Flemming Jensen i Helsingør kommune gennem 33 år med de sidste 3 års ansættelse som kommitteret for færdiggørelsen af den samlede Kulturhavn.

Flemming Jensen er opvokset i Brøndbyvester og fodbolden fyldte en del i drenge- og ungdomsårene, hvor han som juniorspiller i 1964 oplevede sammenlægningen af Brøndbyvester og Brøndbyøster til Brøndby IF. Det blev senere til 9 kampe på Brøndbys 1. hold, dengang i Sjællandsserien, inden han i studieårene forlod Vestegnen. Sporten fylder stadig meget i dagligdagen både som passiv TV-seer og som aktiv med racercykling, kajak, golf, langrend ud fra huset i det nordlige Småland og slalom i De franske alper. Bridge i klub har været dyrket. Derudover går pensionsårene med Folkeuniversitet, Torsdagskoncerter i DR, operaer, rejser med ægtefællen gennem 48 år, Kirsten, pasning af huse og haver og aktiviteter med familien med de 2 børn og 2 børnebørn.

Dagen fejres senere på ugen med familie og venner i hjemmet på Dyremosevej i Espergærde.

grafik køb billede