22. juni 2021
Det var i Egebæksvang Skov, der ligger bag denne eng, at den 49-årige kvinde blev slået ned. Foto: Andreas Norrie
Det var i Egebæksvang Skov, der ligger bag denne eng, at den 49-årige kvinde blev slået ned. Foto: Andreas Norrie
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 49-årig kvinde slået ned i populær hundeskov

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

49-årig kvinde slået ned i populær hundeskov

En hundeejer blev den 1. maj slået ned i Egebæksvang Skov, da en midaldrende mandlig hundeejer gav hende en så hård lussing, at hun faldt til jorden. Sagen er blevet politianmeldt.

Helsingør - 08. maj 2021 kl. 05:59
Af Christopher Valeur

En 49-årig kvinde fra Kvistgård skulle egentlig bare gå en tur med sine to hunde, da hun ved middagstid den 1. maj tog til Egebæksvang Skov. Turen tog dog en voldsom drejning, da hun mødte en hundeejer, der ikke havde styr på sin løse hund.

Stor slædehund

Kvinden fra Kvistgård, der ønsker at være anonym af frygt for gerningsmanden, havde sin knap 10 måneder gamle hvalp i snor, mens hun havde sin 9-årige Yorkshire Terrier løs. Undervejs på turen kom der en stor samojedhund, den race man typisk ser som slædehunde, løbende imod dem. Hun råbte derfor, at han skulle tage hunden til sig, hvortil han svarede »Det kan du da for helvede høre, at jeg prøver«. Det lykkedes dog ikke for den mandlige hundeejer at få styr på hunden.

- Han kunne ikke få kontrol over sin hund, så jeg løftede min mindste hund op. Jeg bad ham fortsat om at kalde hunden til sig, men den begyndte at hoppe op ad mig. Jeg afværgede den derfor med knæet, og så stormede han hen til mig og sagde »Du skal ikke sparke min hund«. Jeg fortalte ham, at jeg godt i nødværge må gøre det, fortæller den 49-årige kvinde.

Skal du have en lussing?

På dette tidspunkt stod den mandlige hundeejer helt oppe i ansigtet på kvinden fra Kvistgård.

- Han sagde, »Du er ikke rigtig klog. Skal du have en lussing?«. Jeg troede bare, at han prøvede at være intimiderende, og jeg fortalte ham derfor, at det kunne han bare gøre. Han gav mig derefter en lussing i ansigtet, hvorefter jeg faldt til jorden, fortæller den 49-årige kvinde.

Reddet af familie

En børnefamilie kom heldigvis den kvindelige hundeejer til undsætning. De råbte til manden, at det skulle stoppe, og kort efter lykkedes det manden at få sin hund i snor.

- Familien sagde, at han skulle give en undskyldning til mig, men han ville kun gøre det, hvis jeg også gav ham en undskyldning. Han endte med at gå derfra kort efter uden at have givet en undskyldning, fortæller den kvindelige hundeejer.

Den 49-årige kvinde fumlede efterfølgende efter sin telefon, men hun fandt hurtigt ud af, at hun ikke havde sin mobiltelefon med sig. Hun gik derfor tilbage til bilen, hvor hun mødte sin datter. Derefter tog de sammen tilbage til stedet, hvor hun blev slået ned. Her mødte de igen familien, der var vidne til episoden, som de fik snakket med, ligesom de også ringede til politiet og anmeldte episoden.

Lignende oplevelser

I håbet om at finde frem til gerningsmanden, lavede den 49-årige kvinde og hendes familie et opslag på Facebook, hvor de fortalte om episoden. Efterfølgende har flere skrevet til dem om den potentielle gerningsmand.

- Vi har fået tips om, hvem han er. Der er andre, der har skrevet, at de har haft lignende oplevelser med en aggressiv mand, der passer til beskrivelsen af gerningsmanden, fortæller den 49-årige kvinde.

Hårdt mentalt

Politiet bad hende efter episoden at tage på skadestuen, så der kunne blive lavet en skadesrapport. Af fysiske skader fik hun et rødt mærke på kinden, ligesom hun også fik hudafskrabninger på hånden, da hun tog fra i faldet. Det er dog psykisk, at det har påvirket hende mest.

- Jeg har ikke lyst til at gå i det område alene og risikere at møde ham. Vi har fået tips om, at han bor i nærheden af, hvor episoden fandt sted, og så er det jo nok der, at han normalt lufter sin hund. Ham vil jeg virkelig ikke møde igen, fortæller den 49-årige kvinde.

Gerningsmanden beskrives som værende omkring de 55 år, med hvidt hår og meget solbrændt hud, ligesom han er høj og slank. Han var iført gråt arbejdstøj, da episoden fandt sted. Politiet har modtaget anmeldelsen, og de afventer for tiden, at der er en ledig efterforsker til sagen.

Afdelinger på sygehuse i hele landet er nu ramt af strejke, fordi to tredjedele af sygeplejerskerne stemte nej til det nye forslag til overenskomst. Forstå du deres løn-utilfredshed?