

Se billedserie
7. klasse-elever skal selv prøve håndværk, når der holdes Mini Skills på torsdag i Værftshal 21 a.
De kommende år kommer samfundet i katastrofal grad til at mangle håndværkere. Og for at åbne de unge og deres forældres øjne for, at der er andre uddannelsesmuligheder end at gå gymnasievejen, så holdes der på torsdag en Mini Skill i hal 21 a på Værftet - ved siden af Værftets Madmarked.
Mini Skills er en praktisk uddannelsesdag for 7. klasserne i Helsingør Kommune, og målet er at give de unge et større kendskab til håndværksfagene og stimulere interessen for erhvervsuddannelserne.
14 håndværk er repræsenteret, så de unge kan snuse til fagområder indenfor tømrer/snedker, murer, VVS, maler, elektriker, glarmester, frisør, hotel & restauration, dyrepasser, tækkemand, mekaniker, jord & beton, social- & sundhedsassistent samt teknologi. Den sidste er ikke et enkeltstående fag som sådan, men en teknologi-workshop, som ES Nord laver.
18 klasser deltager
380 elever fra 18 klasser på kommunens seks udskolingsskoler har tilmeldt sig Mini skills, som holdes for første gang nogensinde i Helsingør. Og de vil møde håndværkere, som kan demonstrere de forskellige erhverv. Der bliver mulighed for selv at prøve fagene og få en fornemmelse af dem - og et par konkurrencer, hvor man kan vinde biografbilletter til hele klassen, bliver der også undervejs.
Ideen til Mini Skills fik Charlotte Karrebæk, der er projektkoordinator for Ungdomsskolens skolepiloter, for nylig. Hun kontaktede Erhvervs og Industriforeningen, som straks var fyr og flamme, for formanden, David Nilsson, havde faktisk et tilsvarende projekt liggende i skuffen. Og sammen med ES Nord, UU Øresund og Værftets Madmarked gik planlægningen i gang.
Projektet har vokset sig meget større, end arrangørerne havde turdet håbe på, så nu er de bare spændte på, hvordan torsdagen forløber.
Der er workshops mellem klokken 9 og 15, og om aftenen kan de unges forældre også komme forbi mellem 17 og 18.30 og høre om uddannelsesmulighederne.
20 virksomheder er med
20 virksomheder fra 14 forskellige håndværksfag deltager, og udover de forskellige praktiske workshops bliver der interviews med unge lærlinge fra fællesscenen, ligesom man på ES Nords stand kan høre mere om erhvervsuddannelserne.
- Vores mål er ikke, at de unge skal vælge uddannelse eller håndværk i 7. klasse. Men de skal have et kendskab til de muligheder, erhvervsuddannelserne giver, så vi synes, at Mini Skills er et godt tilbud, lyder det fra arrangørerne.
Det er som nævnt første gang, der afholdes MiniSkills, så efter en evaluering skal der tages stilling til, om projektet eventuelt skal rulles ud til også at omfatte elever i 8. klasse.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
