31. maj 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Shellhusets bombning og et projektil på afveje

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Shellhusets bombning og et projektil på afveje
Heden - 31. marts 2020 kl. 10:23
Af Kim Greiner
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den 21. marts var det 75 år siden, at Shellhuset blev bombet. Jeg er selv 74 år, men alligevej var jeg med i kamphandlingerne under bombningen. En kugle peb mig om ørerne, selvom jeg måske ikke havde nogle ører på det tidspunkt.
Lyder det mærkeligt? Det er dog den rene skære sandhed, så læs blot videre og få hele historien fra begyndelsen.

Vi skal tilbage til krigens sidste dage, hvor 2. Verdenskrig var ved at være forbi. Tyskland var knust, men nægtede at erkende det, og i førerbunkeren i Berlin henslæbte Hitler sine sidste uger som et fysisk og mentalt vrag.
I februar 1945 havde Gestapo under en aktion arresteret modstandsbevægelsens øverste ledelse og beslaglagt en stor mængde dokumenter, der fortalte om den illegale organisation. Disse dokumenter opbevaredes i Shellhuset, og det var afgørende vigtigt, at de blev ødelagt, inden Gestapo kunne nå at udnytte dem.
Bombetogtet blev bestilt af modstandsbevægelsen, selv om de vidste, at det ville komme til at koste sagesløse civile livet, for dette kunne næppe undgås, når der skulle bombes midt i en storby.
Piloterne i Royal Air Force var til briefing to gange før togtet, og der blev forevist detaljerede fotos af Shellhuset, og der var også bygget en model af kvarteret, hvor huset lå. Det var før laser-bombernes tid, hvor vores dages piloter kan lade elektronikken føre bomberne mod målet. Dengang måtte RAF-piloterne forlade sig på deres egne øjne og hænder. Bomberne skulle træffe lavt i bygningen, for Gestapo havde indrettet fængsel i den øverste etage, hvor mange kendte modstandsfolk sad og ventede på deres skæbne.
Bombetogtet fik kodenavnet ”Operation Carthage”, og kl. 8.30 den 21. marts 1945 startede 48 fly fra basen i Norfolk i Sydengland. 28 North American ”Mustang” jagere lagde sig i spidsen efterfulgt af 20 ”Mosquito” bombefly. Bombeflyene var delvis bygget af træ af hensyn til vægtbesparelsen, og de kunne hver medbringe en bombelast på 1 ton.

Kort efter start gik flyene i en samlet formation ud over Nordsøen, og de nærmede sig Danmark med 600 km i timen, og for at undgå tyskernes radar fløj de kun i 10 til 15 meters højde. Vejret var stormfuldt, og skumsprøjt afsatte saltlag på ruderne, hvilket nedsatte sigtbarheden stærkt, og piloterne måtte mange gange have hånden ud for at tørre frontruden af.
Den lave flyvning betalte sig, og da de britiske maskiner brølede ind over Jylland i trætophøjde, havde tyskerne stadig ikke opdaget dem, og det gjorde de heller ikke, før det var for sent. Da maskinerne fløj over markerne i Jylland, vinkede bønderne med deres skovle og forke - de var glade for at se Royal Air Force mærker på flyene.
Hen over Fyn og helt op til Sjælland havde de 48 maskiner fløjet samlet, men ved indflyvningen til København skulle de reorganiseres. Mustangjagerne og bombeflyene lagde sig i 3 formationer, der skulle komme ind over målet med korte mellemrum. Fra Roskilde fløj maskinerne efter landevejen og jernbanesporene til København, og kl. 11.20 kunne det første fly melde: ”Målet er i sigte”, og et øjeblik efter sendte den første bølge af Mosquitoer sine bomber mod Shellhuset. De ramte perfekt.
Ved den anden bølge gik det galt. Anden bølges chef, wing commander Kleboe, overså en høj signalmast på Godsbanegården og ramte den med vingen. Flyet blev slået ud af kurs og styrtede ned ved Den Franske Skole, som omspændtes af røg og flammer. Et minut efter var maskinerne i 2. bølge fremme, og de troede, at Den Franske Skole var målet, hvorfor de kaster bomberne der. Et minut senere var 3. bølge fremme, men de opdagede fejltagelsen og bombede Shellhuset korrekt.
Missionen var både en succes og en katastrofe. De farlige dokumenter, som det hele drejede sig om, brændte op. Af de 35 danske fanger, der sad fængslet i Shellhusets øverste etage, undslap de 26 fra ruinerne deriblandt professor Mogens Fog og redaktør Aage Schoch, der var ledere i modstandsbevægelsen. Yderligere 26 Gestapofolk, 26 danske tyskerhåndlangere og 20 uskyldige mennesker blev dræbt i Shellhuset. Royal Air Force’s egne tab beløb sig til 4 Mosquitoer, 2 Mustang jagere og 12 dræbte piloter.
Den største katastrofe var den fejlagtige bombning af Den Franske Skole og beboelseskvarteret omkring skolen, hvor 112 mennesker deraf 88 børn blev dræbt og 304 blev såret.
Brandfolkene, der nåede frem, fik et chok over det kaos, der rådede. Skolen var omspændt af flammer, men der var en næsten lammende stilhed – ingen skreg, for de fleste var døde. Redningsarbejdet var besværligt, bl.a. fordi næsten alle trapper var styrtet sammen. Et sted i bygningen lå to børn, som stadig var i live, men de var klemt fast under nogle murbrokker. En ung pige sad og holdt børnene i hånden og trøstede dem i de seks timer, det tog, før de kom fri. Midt under redningsarbejdet kom en gruppe HIPOer til Den Franske Skole, og en af brandmændene brølede: ”Læg de helvedes geværer og se at få bestilt noget”. HIPOerne mælede ikke et ord, men de smed deres våben og gik i gang. Hvad man ellers kan sige om de folk, så foretog de sig endelig noget fornuftigt den dag.
Fejlbombningen af det frederiksbergske boligkvarter og skolen formørkede glæden over Gestapo-hovedkvarterets ødelæggelse. Ikke mindst påvirkede ulykken stærkt de engelske piloter, hvad deres chef gav udtryk for, da han efter Befrielsen besøgte ruinerne og nedlagde en krans fra Royal Air Force.

En særlig skæbne
Mange skæbner kunne følges denne dag, men jeg har valgt at følge den 20-årige Kate Nielsen.
Allerede inden flyene lettede fra Norfolk, cyklede Kate Nielsen mod sin arbejdsplads i Nørregade hos Wessel og Vett, hvor hun syede kjoler. Systuen lå på 5. sal, havde skrå vægge og store tagvinduer. Det var frokosttid, og de fleste syersker var nede i frokoststuen, men Kate og den unge elev Birthe var gået tidligt op på systuen igen, hvor de hyggesnakkede og nød, at der var slukket for symaskinerne.
Pludselig hørte de flyvemaskinelarm fra lavtgående fly, og der hørtes skudsalver. Birthe nåede halvvejs op til vinduet for at kikke, men ruden smadrede i et nu, og hun fik en regn af glassplinter i ansigtet. Kuglerne ramte lamperne over symaskinerne og gennemhullede alle kjolerne, der hang på et stativ. Alt gik forrygende hurtigt, og Kate var ikke klar over, at hun var ramt af en kugle i bagdelen. Først på vej ned ad trapperne opdagede Kate, at blodet sivede ned ad benene, og at hun var blevet ramt. I kælderen var der samaritterstue, og Kate blev foreløbig forbundet, men kunne ellers overhovedet ikke forklare, hvad der egentlig var sket oppe på 5. sal.
En ambulance blev tilkaldt, og Kate og Birthe blev med udrykning kørt til Kommunehospitalet. På alle Københavns hospitaler var der kaos, for mange sårede var bragt ind, og ingen vidste rigtigt, hvor de forskellige sårede var. Kate blev indlagt, og den første dag kom mange mennesker ind på stuen for at kikke efter pårørende. Kates forlovede og hendes far havde været mange steder for at se efter hende, og endelig hen under aften kom de ind på hendes stue til en lykkelig genforening.
Wessel og Vett kom med en stor buket blomster i Royal Air Force’s farver samt en æske rigtig chokolade og erstatning for ødelagt tøj. Hvad maskingeværkuglerne så egentlig lavede hos Wessel og Vett, er der ingen, der har kunnet give en fornuftig forklaring på, men måske har der været noget antiluftskyts i nærheden.
Kate var indlagt i en uge, hvor hun blev undersøgt og røntgenfotograferet. Da hun kunne bevæge benene, og der ikke var nogen lammelser, ville lægerne lade projektilet blive siddende, da det ville indkapsle sig. Hvis der senere blev gener eller smerter, ville de prøve at fjerne det, men da det sad tæt på rygsøjlen, var de bange for, at hun ville miste sin førlighed.
Kate blev en ældre dame midt i firserne da hun stille sov ind. Hun havde aldrig haft nogen gener af kuglen. Den sad livet igennem, hvor den blev plantet 21. marts 1945.
Hvordan kommer jeg så ind i billedet? Jo, det er nemlig sådan, at Kate var min mor, og jeg er født den 22. december 1945 nøjagtig 9 måneder efter Shellhusets bombning. Som et kun et døgn gammelt befrugtet æg deltog jeg i 2. verdenskrig, og jeg overlevede heldigvis skudvekslingen, kun 10 cm fra en hilsen fra Royal Air Force.

Ovenstående historie bliver den første i Kim Greiners nye bog "En flink dreng, men...."

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk