Ægteparret Anne og Frederik Anker gør meget ud af at lytte til og imødekomme brugernes ønsker
»Bistro« står der på skiltet bag den nye forpagter i Skovbohallen, men Anne Anker bruger nu den mere jordnære betegnelse »cafeteria« om det spisested, som hun og hendes mand Frederik har overtaget styringen af pr. 1. november.
I det hele taget har parret en praktisk og imødekommende tilgang til driften, forklarer Anne Anker. Det handler om at være til rådighed. At hjælpe og servicere som parret også gør det i deres omrejsende Ankers Tivoli i sommersæsonen.
Cafeteriet har åbent efter klokken 17 på hverdage - i weekenden afhænger det af, om der er aktiviteter i hallen eller ej.
"Man må være fleksibel. Vi har spurgt de unge, hvad de godt kunne tænke sig, og de ville gerne have fastfood tilbage på menukortet, så de kan få sige en bakke pommesfrittes, når de har spillet en håndboldkamp. Frederik har altid dyrket håndbold her i hallen og for ham var det vigtigt, at vi kunne drive cafeteriet videre, da den tidligere forpagter sagde op. Det er her, de unge mødes og lærer hinanden at kende, og det er vigtigt for os at hjælpe børn," forklarer Anne Anker.
God opbakning
Hun kommer oprindeligt fra Falster, mens han er født og opvokset i Bjæverskov, hvor parret har boet de seneste 25 år. Gennem alle de år har de sammen drevet Ankers Tivoli. Og nu altså også Skovbohallens cafeteria, hvor de udover almindelig drift også er værter for lokale virksomheders julefrokoster, ligesom der er nytårskur for lokalområdets foreninger mellem jul og nytår.
"De lokale virksomheder og foreninger bakker godt op om os," konstaterer Anne Anker.
Hjælper alle
Fleksibiliteten gælder både åbningstider og almindelig - og ualmindelig - service hos den nye forpagter. Et par nylige eksempler viser tydeligt den indstilling.
"Sidste søndag havde vi besøg af et håndboldhold fra Falster, og en af deres spillere havde glemt sine håndboldsko derhjemme. Moderen var helt ude af sig selv. 'Hvilken størrelse bruger du?', spurgte jeg ham, og så ringede jeg rundt og fik fundet et par i størrelse 46, han kunne låne. Hvis du har et service-gen, hjælper du alle. Også selvom det er 'modstanderen'. En anden dag blev jeg ringet op af en kvinde. Hun spurgte, om vi har åbent mellem jul og nytår. 'Hvad tænker du på?', spurgte jeg og hun forklarede, at de skulle have en julefrokost for 20 personer. Så nu holder vi åbent dér," siger hun med et smil.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her