5. juni 2020
Mathias Steck i gang med at rense fliser ved et hus i Bjæverskov.
Mathias Steck i gang med at rense fliser ved et hus i Bjæverskov.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lokal 20-årig har succes med egen virksomhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokal 20-årig har succes med egen virksomhed

Bag firmaet Steck’s Fliserens står Mathias Steck fra Ejby. På små to år er det lykkedes ham at opbygge en succesfuld virksomhed – på det seneste godt hjulpet på vej af den delvise nedlukning af samfundet.

Opdateret 28. april 2020 kl. 10:59
Heden - 28. april 2020 kl. 08:30
Af Marie Louise Rasmussen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

”Kunderne vælter ind. De seneste tre uger har jeg arbejdet 12-14 timer om dagen for at følge med.”
Sådan lyder det fra 20-årige Mathias Steck, der for små to år siden etablerede firmaet Steck’s Fliserens. Her tager han rundt og renser og imprægnerer fliser og tag hos både private og virksomheder.
De seneste måneder har han oplevet en markant fremgang, og det kan han både takke omstændighederne og sig selv for.
Den delvise nedlukning af samfundet for at hindre spredning af coronavirus har fået mange flere til at bruge tid på deres haver og udendørsområder, og det har Mathias Steck nydt godt af:
”Jeg kan mærke en kæmpe forskel på i år og sidste år. Jeg har lukket mange flere handler på denne tid i år. Kunderne siger, at nu er de hjemme og er gået i gang i haven. Også fordi vejret er så godt. Så vil de gerne have en flot have og terrasse at kigge på.”

En anden årsag til fremgangen skal formentlig findes i Mathias Stecks tilgang til arbejdet. Det vigtigste for ham er nemlig at levere et stykke arbejde af høj kvalitet. Tilfredse kunder er jo som bekendt de bedste ambassadører. Og det mærker han allerede nu effekten af.
”Jeg lægger mig i den højeste kvalitet i branchen, og jeg får næsten udelukkende ros for mit arbejde. Der er også rigtig mange, der anbefaler mig til naboer eller venner. På den måde har jeg fået mange nye kunder.”

En af de kunder, der har været meget tilfreds med Mathias Stecks arbejde, er Bruno Beblein fra Bjæverskov. Som arkitekt har han gennem mange år arbejdet med forskellige firmaer, der har renset fliser, så han har noget at sammenligne med.
”Da vi skulle sælge vores hus i Vemmedrup, ordnede Mathias 300 kvadratmeter fliser. Og da vi flyttede til vores andelsbolig i Bjæverskov, ringede jeg som det første til ham og fik ham til at ordne udearealerne. Jeg synes, han er dygtig og omhyggelig, og man kan altid stole på ham.”
Derfor har Bruno Beblein heller ikke tøvet med at anbefale Steck’s Fliserens til andre.
”Min svigermor fik renset sine fliser, og så så naboerne på begge sider, hvor dygtig han var. Så skulle de også have ordnet deres. Vi bruger ham også i vores andelsforening. Så jeg anbefaler ham, hvor jeg kan.”

Mathias Steck er uddannet landmand og har tidligere arbejdet i svinestalde. Siden barndommen var hans planer, at han skulle have sit eget lille landbrug, men på vejen dertil blev han træt af chefer, der altid vidste bedre. Derfor besluttede han at skifte branche.
”Jeg så nogle videoer med fliserens og spurgte min far, om han ville starte et firma, så jeg kunne hjælpe ham og prøve det af. Men efter 14 dage besluttede jeg at gå i gang selv. Jeg havde sparet 150.000 kroner sammen, som jeg investerede i det.”
Det første år kom Mathias Steck sent i gang i forhold til sæsonen, og det blev en lidt sløv start. Året efter lykkedes det ham at tredoble sin omsætning, og det satser han på at kunne gentage i år.
”I år har det virkelig taget fart, og jeg er kun lige begyndt,” siger den unge iværksætter, men understreger samtidig, at selvom det kan lyde af meget, så skal der også mange penge til i form af investeringer, når man gerne vil bygge sin virksomhed op til noget større.
Allerede næste år håber Mathias Steck at kunne ansætte en medarbejder. På sigt skal det gerne blive til endnu mere.
”Mit mål er at nå op og have 10 mand ansat halvårligt i løbet af dette årti. Helt ideelt ville det være, hvis jeg kunne opbygge en totalentreprise, så der kan være andet arbejde til medarbejderne om vinteren.”

For Mathias Steck spiller lokalområdet også ind, og derfor vil han gå efter at hyre lokal arbejdskraft. Han har også indgået en aftale med en ung mand fra Borup om at lave en reklamefilm filmet fra drone. Og så har han sagt ja til at sponsorere rensningen af 350 kvadratmeter fliser for Harekær Golfklub ved Ejby.
”Man vil gerne give lidt til lokalområdet, og så håber man jo, at nogle ser, at det er blevet flot, og får lyst til at få ordnet i deres egen have også.”

Friheden til at være sin egen chef og muligheden for at arbejde udenfor i det dejlige vejr gør jobbet til lidt af et drømmejob for Mathias Steck. Han er da heller ikke i tvivl, når han skal bedømme det.
”Jeg synes, det er verdens fedeste job. Mange har spurgt, om det ikke er fedt, at jeg tjener mere end 200 kroner i timen. Og det er det selvfølgelig. Men det bedste er at se, hvor glade kunderne bliver. Jeg ordnede fliser for en dame, der nok var omkring 80 år. Hun havde ikke mange kvadratmeter fliser, men de var virkelig grimme. At se hendes smil over de flotte behandlede fliser var det hele værd.”

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk