17. september 2021
Regnbuefarvet trappe op til kirken i Holmavik. Fotos: Kim Greiner.
gallery icon

Se billedserie

Regnbuefarvet trappe op til kirken i Holmavik. Fotos: Kim Greiner.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Island rundt på 15 dage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Island rundt på 15 dage

5. del: Tørvegårde, polarræve, hekse og hvalfangst.

Opdateret 08. september 2021 kl. 11:53
Heden - 08. september 2021 kl. 08:30

Rejsefortælling af Kim Greiner, Borup.

Efter at vi havde undsluppet knotterne ved Mývatn, satte vi kursen mod Akureyri, der med 18.000 indbyggere er Nordlandets største by. Det er en uddannelsesby med eget universitet, og så går byen foran med den grønne omstilling, bl.a. med gratis bybusser drevet af biobrændsel.

Vi gik ned ad den hyggelige gågade og fandt et sted med kakao og lagkage.

Så gik det stik nord mod Siglufjördur, hvor vi skulle overnatte. Undervejs var der grønne marker, men også fire-fem lange tunneler, hvor den ene var etsporet, dog med vigepladser.

I Siglufjördur fandt vi Siglo Hotel, der lå smukt ved havnen, og så var det et rent luksushotel med udsøgte smukke værelser.

Jeg skævede til deres menukort, og en 3-retters menu kostede 14.900 islandske kr. lig med 745 dkr. pr. person. Nej, mange tak, det er jo ikke rockefellerfamilien, der er på rundtur, så vi fandt et hyggeligt pizzaria i en gammel havnebygning. Pizzaen med rucola kan dog ikke anbefales. Vi var tæt på polarcirklen, så da jeg vågnede af et mareridt kl. 01.30, var det stadig lyst. Mareridtet gik ud på, at vi havde bestilt 4 x menu.

Næste morgen var det overskyet, men stille vejr, og der var spejlblankt vand i havnen. Da vi kørte op i højlandet, blev det tåget med kun 20 meters sigtbarhed. Vi drejede ind ad vej 767, der er en lillebitte sidevej til Hólar, hvor der ligger en domkirke fra baroktiden. Ingen by, men en domkirke ude i ødemarken.

Det var barokkens bygmester Laurids Thurah, der leverede tegningerne i 1757, men han kom aldrig selv på Island. Det er faktisk den samme arkitekt, som har bygget Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.

Kirkerummet er 20 x 9 meter, og overskridelserne af budgettet var astronomiske, så tårnet blev da også først opført i 1950. Kirken er et af de eneste gamle stenhuse på Island, for islændingene sværgede til tørvegårde, og det var først ved betonens gennembrud i begyndelsen af 1900-tallet, at de bevægede sig ud af tørvegårdene.

Domkirken var åben, og der var endda skønsang af en sanggruppe, men ellers besøgte vi bispegården, der var opført i tørv. I forbindelse med domkirken er der også en afdeling af Islands Universitet med fokus på aquakultur, biologi og islandske heste.

I sommertiden kan man overnatte på universitetet, og vi spiste frokost i deres spisesal. Menuen bestod af svampesuppe med brød plus burgere med fritter. Da to af os ville have suppe, og to ville have burgere, blev det til 2 menuer til i alt 2.800 islandske kr. lig med 140 dkr. Aldrig har vi spist så billigt på Island.

Oliemangel
Næste stop var ved Tørvegården Glaumbær, der ligger på vej 75 tæt på Hovedvej 1. Med udgangspunkt i vikingetidens langhuse skabte islændingene en tradition med tørvehuse, der internt var forbundne med hinanden.

I dette huskompleks med en længde på 20 meter var der 11 forskellige rum med hvertderes funktion. På denne gård, der nu er museum, har der boet folk indtil 1947. I et gult hus var det tid til kaffe og varm chokolade og lagkage. Serveringen foregik i en hyggelig "bedstemorstue" og med fint porcelæn.

Næste overnatningssted var i nærheden af Hvammstangi på Hotel Laugarbakki. Vi har foreløbig ikke set eller hørt en eneste dansk turist. Hotellet ligger ved en foss, men er ellers omgivet af græsmarker. Hotellet lå ret så øde, så vi spiste aftensmad i restauranten.

I nærheden ligger der et sælmuseum, der dog først åbnede kl. 10, så der var tid til en lille tur i byen, hvor vi købte ind til frokost. Islandske supermarkeder ligner de danske med alt til livets ophold, dog har vi i Danmark sjældent tørret fisk som snack.

Der var opstået et problem med bilen. En rød lampe lyste, og displayet fortalte, at der manglede motorolie. Faktisk var målepinden helt tør, så der måtte gøres noget. Vi fik set museet, der dog ikke var noget at skrive hjem om, og mine tanker kredsede om oliemanglen.

Vi fandt en lille tankstation, og de havde totaktsolie og hydraulikolie, men ikke motorolie. Tankdamen gik ud i baglokalet og rodede og kom tilbage med to liter motorolie, som vi købte og fyldte på maskineriet. Så kom olien da op på midten af oliepinden.

Benzintanken var under halv fuld, og vi skulle køre mindst 200 km, så det var også nødvendigt at få fyldt benzin på bilen. Islandske tankanlæg er noget af en prøvelse. Der bruges altid kreditkort, men hver gang stod der, at vi ikke var godkendt til at fylde tanken. Så fandt vi på den fidus at forudbetale og så kun fylde for 5.000 islandsk kr. på, og så lykkedes det.

Heksemuseum
Vi skulle op nordpå ad vej 68 og ud og ind af fjordene, og det er sjældent, at danskerne forlader Hovedvej 1 og kører op nordpå. Der er snoede veje med store ubeboede områder, og mange af vejene er skiftevis asfalt og grusveje. Vejret var heller ikke noget at råbe hurra for, da det var overskyet og kun 11 grader.

Vi fandt heksemuseet i Hólmavik og fik udleveret en vejledning. Der var vejledning på næsten alle sprog, selv kinesisk, men ikke på dansk. Jamen sagde heksemutter: "Der kommer aldrig danskere herop." Museet var lidt uhyggeligt, og der var heller ikke så meget at se, hvis man ikke er til det okkulte.

Kirken i byen lå på en bakketop, og alle trappetrinene til toppen var malet i regnbuefarver. Vi fik spist vores medbragte frokost, men fandt en lille kaffestue og fik varme vafler. Medens vi nød kaffen, gjorde "kaffemor" os opmærksom på, at hvis vi kiggede ud over fjorden, så var der en flok hvaler, der blæste og slog med halefinnerne.

I Sudureyri fandt vi Hotel Fisherman, hvor vi skulle bo to nætter, så vi kunne tage den med ro næste dag. Fisherman var et budgethotel, og værelserne lå på den anden side af gaden, men var da ellers udmærkede, uden at være det vilde luksus. Der var ikke så meget at vælge imellem med hensyn til aftensmad, for restauranten lå i hotellets reception og var nok det eneste spisested i byen. Deres fish and chips var da også ganske udmærket og til en rimelig pris.

Nuttede ræveunger
Næste morgen var solen dukket ud af skyerne, og det var stille vejr. Selvom det var hviledag, kunne vi jo ikke få hele dagen til at gå i den lille fiskerby, så vi kørte lidt tilbage til Südavik og besøgte "Arctic Fox Center", der lå i en stor villa og ellers ikke gjorde meget ud af sig selv.

Vi så først en film om polarrævene og gik ellers rundt og kiggede. I en stor indhegning sad en ung pige med en polarræveunge, der kravlede rundt på hende. Ræveunger er altså så nuttede. Hun fortalte, at en jæger havde skudt en polarræv, men havde så opdaget, at der var en unge. Den ville være hjælpeløs i naturen, så han bragte den til museet. Hvad der så skulle ske sidenhen med en håndtam ræv, vides ikke.

Vi fortsatte til Isafjördur, der i de sidste århundreder har været områdets hovedby. Jeg havde læst om et specielt spisested, der skulle ligge et sted på havnen. Vi spurgte i byen efter et sort hus, hvor man spiste fisk. Jo, folk kendte det godt og pegede, så det blev fundet.

I byen er der bevaret flere gamle pakhuse fra 1700-tallet, og det lå nærmest i et hyggeligt museumsområde, hvor det flød med hvalskeletter, harpuner og ting og sager. Selve spisestedet er i den rå stil med plankeborde og plankebænke og ret så meget gemytlighed.

Menuen var en stor fiskebuffet med salat og en delikat hummersuppe. Drengene var til halv pris, og først for sent opdagede personalet, hvor meget drenge i voksealderen kan sætte til livs. Inkl. cola og kaffe kostede måltidet 13.400 islandske kr, ca. 713 danske kroner. Det var nok det bedste og hyggeligste måltid på Island. Så stedet kan varmt anbefales.

Ved siden af lå museet i et gammelt pakhus, og det er utroligt, hvad der er plads til på de tre etager. Der blev vist film fra de gode gamle dage, hvor fisken væltede op af havet. Tørrede klipfisk var det rene guld, og byens damer knoklede med at vende og stable fisk i store bunker. Meget fascinerende.

På vej tilbage til bilen gik vi langs et havneområde, hvor vi fik et chok. Fire hvalfangerskibe lå på rad og række, og mænd gik og arbejdede, som om de skulle til at stikke til søs. Ærlig talt, Island, det havde jeg ikke troet om jer. Det er også en torn i øjet på turistbranchen, for hvalturisme bidrager betydeligt mere til Islands økonomi, end hvad hvalfangst nogensinde kommer til. Den største del af islands befolkning er da også imod hvalfangst, men der er nogle "hvalkonger", der bestemmer for meget.

Det meste hvalkød, der fanges på Island, eksporteres til Japan, hvor det bruges til luksussnacks til hunde. Der tabte Island virkelig nogle point i min opfattelse, og jeg skumlede hele aftenen, og hvem ved, måske sender jeg et klagebrev til præsidenten.

sidste del af Island rundt fortsættes på side 11.

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk