18. oktober 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Gensynsglæden var stor, da Niels Petersen gav støttekoncert i Borup Kino

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gensynsglæden var stor, da Niels Petersen gav støttekoncert i Borup Kino
Heden - 22. september 2021 kl. 08:30
Af Marie Louise Rasmussen

Det blev "en vidunderlig søndag", da musiker Niels Petersen i søndags gav støttekoncert i Borup Kino. Det fortæller Maria Brünner, der er formand for bestyrelsen i Foreningen Borup Kino.

"Det gik over al forventning. Musikken var rigtig god, og stemningen var super hyggelig."

Niels Petersen, der er født og opvokset i Borup, men har boet i Canada siden 1976, spillede og sang, det bedste han havde lært, for tilhørerne. Og så fortalte han mellem numrene om sine oplevelser i Borup Kino i barndommen og ungdommen.

"Der var små historier om, hvad billetten kostede, hvilke pladser han plejede at sidde på, hvem han fulgtes med, og om hans musiklærer på Borup Skole. Derudover havde han også taget gæster med, som han havde spillet med på forskellige tidspunkter."

Forud for koncerten havde Niels Petersen lovet, at han ville spille en ekstrakoncert, hvis den første blev udsolgt. Og det gjorde den med 104 solgte billetter. Til den næste koncert var der omkring 50, så alt i alt gav det en indtjening til Borup Kino på små 20.000 kroner.

"Det var en rigtig god og givtig søndag. Og Niels sluttede begge koncerter af med at sige, at næste år kommer han igen med sin kone og giver en ny støttekoncert. Det er utrolig stort, og vi er meget taknemmelige," lyder det fra Maria Brünner.

Skal hun sætte en overskrift på koncerterne, skal det være "gensynsglæde".

"Der var rigtig mange, der ikke havde set hinanden i måske 50 år, som så hinanden igen. Det var folk som enten kendte eller havde hørt om Niels, og de genså deres gamle venner, bandmedlemmer og skolekammerater. Nogle var kommet helt fra Jylland for at være med til koncerten, så det var rigtig skønt at opleve."

Som en overraskelse til den første koncert havde Niels Petersen valgt at få besøg af Henrik Aagaard, som er operatør i Borup Kino. Men Henrik Aagaard var også ham, der i tidernes morgen gjorde scenen klar til "Good Old Days" på Borup Kro, hvor Borup Brass Band spillede under ledelse af Finn Jørgensen, som var musiklærer på Borup Skole. Det var byens store tilløbsstykke, som folk kom langvejs fra for at være med til, og hvor tidens største danske sange blev spillet.

"Han kom også ind og fejede scenen klar i søndags, og det kunne rigtig mange nikke genkendende til."

Maria Brünner håber og tror, at der med Niels Petersens koncerter kan blive skabt en god tradition, hvor gamle venner og skolekammerater genser hinanden.

"Selvom der blev snakket godt - og skålet - i pauserne og før og efter koncerterne, var der også nogen, der snakkede om at mødes før koncerten næste år, så de rigtig kunne få tid til at snakke. Så vi glæder os meget, til Niels kommer tilbage."

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk