30. oktober 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forbrugerne i Borup bakker op om nyt miljøvenligt vandværk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forbrugerne i Borup bakker op om nyt miljøvenligt vandværk

Kun en enkelt stemte imod forslaget om at arbejde videre med nyt vandværk, der bl.a. giver mulighed for blødgøring af drikkevandet.

Opdateret 03. september 2020 kl. 08:38
Heden - 03. september 2020 kl. 08:30

På en velbesøgt generalforsamling hos Borup Vandværk den 19. august var der klar opbakning blandt forbrugerne til at tage endnu et par spadestik frem mod etablering af et nyt energi- og klimavenligt vandværk for Borup og omegn.

50 forbrugere stemte for og en enkelt imod, at bestyrelsen for det forbrugerejede Borup Vandværk fortsætter arbejdet og tager de nødvendige beslutninger, der kan resultere i det nye, topmoderne vandværk, som vil have både grøn strøm og mulighed for blødgøring af drikkevandet.

På generalforsamlingen orienterede bestyrelsen for Borup Vandværk om planerne for at opføre et nyt vandværk til afløsning af de tre bestående i henholdsvis Stubberup, Slimminge og Borup. Og mandatet var klart - bestyrelsen i Borup fik fuld opbakning til projektet.

Formand Søren Bjerg fra Borup Vandværk siger:

"Jeg er meget glad for den tydelige opbakning fra vores forbrugere til arbejdet med at virkeliggøre fremtidens digitale og energi- og klimavenlige vandværk i Borup."

Miljøstyrelsen har bevilget støtte til projektet, som gennemføres i et samarbejde mellem Krüger A/S, brancheforeningen Danske Vandværker og Borup Vandværk.

Det nye moderne vandværk kommer til at kunne levere 500.000 m3 vand mod de nuværende ca. 300.000 m3 på de eksisterende tre vandværker tilsammen. Der kan altså i fremtiden leveres vand til langt flere forbrugere i takt med, at det nuværende forsyningsområde udbygges, ligesom der vil være mulighed for at kunne gå sammen med allerede bestående vandværker.

Og der er mange fordele ved et nyt vandværk. For det første vil et nyt vandværk kunne imødekomme den stigende interesse hos forbrugerne for blødgøring af drikkevandet, hvor man fjerner en del af kalken i vandet. Mange forbrugere oplever problemer med kalk, der sætter sig i for eksempel brusekabiner, elkedler, varmevekslere mv.

For det andet vil et nyt vandværk være mere energi- og klimavenligt, blandt andet ved at gøre brug af solceller til at levere grøn strøm.

For det tredje vil det nye vandværk være et lukket system og dermed mere hygiejnisk, og sidst, men ikke mindst, vil et nyt vandværk have lavere driftsomkostninger. Og det er godt nyt for forbrugernes pengepung.

Formand Søren Bjerg forklarer, at der er flere forskellige metoder til at blødgøre vandet, inden det når ud til forbrugeren;

"Den metode, som vi stiler efter i projektet, er CARIX-metoden. Den tilfører nemlig ikke kemi eller udleder miljøfremmede stoffer i spildevandet. Teknologien er velafprøvet, da den bruges i Tyskland", fortæller Søren Bjerg.

Borup Vandværk har haft en række møder med Nr. Dalby-Kimmerslev Vandværk, fordi de ser en mulighed for, at de to vandværker kan arbejde sammen om et nyt fælles vandværk. Indtil videre har Nr. Dalby-Kimmerslev ikke bidt til bolle, men Søren Bjerg ser nogle klare fordele ved at samarbejde;

"Vores ledningsnet er forbundne. Og går vi sammen i et nyt fælles, fremtidssikret selskab med blødgøring af drikkevandet, opnår vi en meget attraktiv vandpris både for nuværende og kommende forbrugere i hele Borup og Nr. Dalby-Kimmerslev. Så ja, vi vil gerne samarbejde," understreger Søren Bjerg.

Formanden for Borup Vandværk forklarer, at for en normal forbruger vil et nyt vandværk med blødgøring løbe op i cirka 350 kroner pr. år. Undersøgelser viser til gengæld, at den enkelte husholdning vil kunne spare ca. 500 kroner om året på mindre sæbe, færre udskiftninger af f.eks. varmevekslere og mindre afkalkning.

Men inden forbrugerne kan høste den gevinst, skal forprojektet først færdiggøres. Desuden skal projektet godkendes hos Køge Kommune. Der vil også skulle sættes et nyt borgermøde i kalenderen, ligesom bestyrelsen skal træffe endelig beslutning om etablering af det nye vandværk.

Bestyrelsen i Borup Vandværk forventer at kunne indkalde til et borgermøde om planerne for blødgøring og nyt vandværk inden udgangen af 2020.

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk