20. november 2019
Billede
Foto: Jens-Olaf Madsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En uforglemmelig aften i Borup Kulturhus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En uforglemmelig aften i Borup Kulturhus

Duo Kwiecien-Bodendorff var en stor oplevelse.

Heden - 15. oktober 2019 kl. 08:00
Af Heden Midtsjællands Avis
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En gang imellem er man så heldig at få en musikalsk oplevelse, som bliver hængende i bevidstheden. Dette gjaldt koncerten søndag aften i Borup kulturhus.

Med Estera Kwiecien på cello og Marie-Luise Bodendorff på flygel bød søndag aften på en to timer lang, smuk musikalsk kulturrejse gennem Østeuropa og til Skandinavien. Udgangspunktet var fire værker for cello og klaver, hvor de to musikere fungerede som vores rejseledere.

De fortalte historien om værkerne og spillede undervejs en række eksempler, hvor lokal folkemusik og kultur havde påvirket komponisternes arbejde. For dernæst at spille værkerne i fuld længde.
Kulturrejsen startede i Tjekkiet i 1910. Leos Janácek havde dér fundet sin stil igennem studier af den lokale dialekt og folkesange. Estera og Marie-Luise præsenterede os for nogle af de korte gentagne motiver, som Janácek fik samlet til sin ”Pohádka” – temaer til et digt af den russiske forfatter Zhukovsky. Derefter fik vi hele værket, udført med stor elegance af duoen.

Rejsen fortsatte til Polen med en cellosonate fra 1849 af Fr. Chopin. Chopin inddrog typisk temaer eller inspiration fra polsk folklore i sine kompositioner. Den valgte Cellosonata i g-mol, op. 65, har således motiver fra den polske nationaldans ”Mazurka”. Værket blev til i Chopins sidste leveår, og dets lange produktionstid brugte Chopin bl.a. på at videreudvikle Mazurkaen i samspillet mellem de to instrumenter. Den gensidige - næsten følelige - inspiration mellem de to musikere gav en varm ekstra dimension til en stor musikalsk oplevelse i Borup Kulturhus.

Efter pausen gik rejsen videre til Rusland – eller rettere Sovjetunionen – hvor Sjostakovitj i 1934 skrev sin Cellosonate i d-mol, op. 40. Et værk fra det post-romantiske, modernistiske univers, hvor ekspressionismen træder frem i det musikalske sprog. Værket er præget af Stalintidens regime. Hos Sjostakovitj med tydelige noter af især det elskeligt folkelige, men ind imellem også af groteske parodier på det autoritære styres foretrukne musik. Her blev vi - publikum - drevet rundt i en ekvilibristisk musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. Instrumenterne og musikerne blev testet – følte man – til deres yderste. Hvor flot!

Helt fortjent kunne Estera og Marie-Luise slutte deres koncert af med Edvard Griegs afslappende Cellosonale i a-moll, op. 36. Griegs eneste værk for cello og klaver, komponeret i 1883 i Søllerød. Marie-Luise illustrerede på flyglet, hvordan Grieg havde taget udgangspunkt i sin berømte a-mol klaverkoncert, som har mange folkelige temaer, og som vi alle kunne nikke genkendende til. Herefter kunne vi læne os tilbage og nyde Griegs musik – det var bare en skøn aften, hvor vi gik berigede hjem.

Koncerten var arrangeret af Kulturforeningen i Skovbo – KIS, med støtte fra Køge kommunes kulturpulje.

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk