18. oktober 2019
Byvandring uge 28
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Byvandring i Kværkeby

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Byvandring i Kværkeby
Heden - 09. juli 2019 kl. 09:37
Af Heden Midtsjællands Avis
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er torsdag aften, og klokken nærmer sig 19.00, starttidspunktet for byvandringen i Kværkeby. Gårdspladsen på Rosengården i Kværkeby er ved at blive fyldt godt op af de mange deltagere, der er tilmeldt turen. Deltagerne er i alle aldre fra 0 – 90 år. Dagen turguider, Ruth Engelsborg og Henrik Vestengård står klar og modtager sammen med formanden for Borgerforeningen. I aften er der rigtig mange deltagere, flest fra Kværkeby, men der er også kommet nogle stykker fra bl.a. Slimminge og Ringsted. Fælles for dem alle er, at de er interesseret i at høre lidt historier om Kværkeby.
Aftenen rundvisning starter naturligvis med, at Ruth fortæller om det sted, hvor hun selv er født og opvokset på – og hvor hun stadigvæk bor, nemlig Rosengården. Dette steds historie går helt tilbage til 1300- og 1400-tallet, hvor hovedgården, Kværkebygaard (som det hed dengang), hørte under Ringsted Kloster. Fra 1414 til 1420 var K. Tetz Rosengaard klosterets lensmand, hvorefter sønnen Jens Tetz Rosengaard havde gården i forlening til 1436. Herefter omtaltes den ofte som Rosengaarden. På den tid var selve Kværkeby en større landsby med hele 30 bondegårde. Ruth fortalte om de skiftende ejerforhold for Rosengaarden helt op de ejerforholdet i dag.
Herefter tog Henrik over, og så gik turen gennem gaderne i Kværkeby, hvor vi fik de sjove og spændende historier om gårdene og husene i landsbyen. Landsbyen var tidligere hovedlandsby i "Kværkeby Kommune" med kommunekontor, sprøjtehus til det hestetrukne slukningskøretøj, vejtromlehus og kommuneskole. Sidste gang brandsprøjten var i anvendelse var ved branden på Giesegård Savværk i 1944 – men det var en håbløs opgave! Henrik kunne også fortælle om de mange gange, han var med til at jagte de uregerlige drenge i Kværkeby, der fiskede geder ulovligt i moserne. En af aftenens deltagere, Preben Christensen, kunne så fortælle, at han var en af dem, der "tyvfiskede", og han mistede en af gangene fiskeudstyret i mosen, da Henrik jagtede ham på en scooter. Der blev dog ikke rejst erstatningskrav denne aften, men deltagerne morede sig lidt over denne episode – og at hovedpersonerne mødtes denne aften – ca. 60 år senere.
Vi fik også historierne om de mange gårde, der stadigvæk ligger i Kværkeby, hvor kun få gårde flyttede ud af landsbyen efter udskiftningen for mere end 2030 år siden. Men mange af de gamle gårde har dog været gennem flere ombygninger og genopbygninger, fordi brande også har hærget denne landsby. Men man kan stadigvæk se i landskabet omkring Kværkeby, at her anvendte man stjerneudskiftningen, der var en af metoderne på at modernisere og effektivisere landbrugsdriften dengang.
Kværkeby husede alle de erhverv, der skulle til for næsten at kunne klare sig selv – der var to mekanikere, To benzintankstationer, to smede, en købmand og slagter, brugsen, et gartneri, jordmoder, et mejeri, bager, forsamlingshus og mange flere. Preben kunne også fortælle om dengang de to smede i landsbyen kom op at slås – jo, det var en rigtig boksekamp, hvor de to stærke smede fik givet hinanden nogle gevaldige skrammer og blodet flød! Ja, de har ikke set godt ud, da de kom hjem til konerne.
Forsamlingshuset var stedet man mødtes i Kværkeby, og når der var valg, mødtes mange af borgerne og overværede optællingen, mens de hyggede sig ved bordene med kortspil og en lille en. Ind imellem fik Kværkeby også besøg af ordensmagten – landbetjenten. Ham kendte alle i Kværkeby. Den sidste lokale landbetjent, der boede i Borup, og som også af og til kom til Kværkeby, hed Wilbert. Hvis han fik fat i en "lovovertræder", fik de gerne valget – en bøde eller "en på kassen". Den sidste løsning valgte man kun en gang, for Wilbert slog en prober næve, kunne en af deltagerne fortælle. Jo, det blev en oplevelsesrig aften, hvor der blev fortalt mange gode og sjove historier om livet i Kværkeby i forrige århundrede – der blev måske lagt lidt til, men det gør jo ikke historierne dårligere. Alle kunne gå hjem – en oplevelse rigere, og Borgerforeningen kunne endnu en gang konstatere, at der er stor interesse for vores lokale historie i Kværkeby. Stor tak til Ruth og Henrik for jeres fortællinger fra Kværkeby og også til trædrejer Preben for de mange sjove historier undervejs.
Ved Formand for
Borgerforeningen
Finn Andersen
 

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk