21. oktober 2021
De mange tomme stole skyldtes ikke, at fremmødet var lavere end forventet på sidste uges borgermøde i Borup Kulturhus, men derimod at der aftenen inden havde været fulde huse til et arrangement i Kulturhuset, og at stolene havde fået lov til at stå til borgermødet. Privatfoto.
De mange tomme stole skyldtes ikke, at fremmødet var lavere end forventet på sidste uges borgermøde i Borup Kulturhus, men derimod at der aftenen inden havde været fulde huse til et arrangement i Kulturhuset, og at stolene havde fået lov til at stå til borgermødet. Privatfoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Byggeri på Kimmerslev Høje kan være på vej ud af kommuneplan

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Byggeri på Kimmerslev Høje kan være på vej ud af kommuneplan

Da Borup Borgerforening i sidste uge holdt borgermøde, blev der drøftet for og imod et nyt boligområde øst for Kimmerslev Sø. Fra de fremmødte politikere var den fremtrædende holdning.

Heden - 22. september 2021 kl. 08:30
Af Marie Louise Rasmussen

I de seneste uger har Kimmerslev Høje fyldt en del i debatten i Borup. Skal der lægges an til at bygge 250 nye boliger, eller skal naturen ved Kimmerslev Sø bevares, som den er?

For at få en afklaring på holdningen til projektet blandt indbyggerne i Borup, havde Borup Borgerforening indkaldt til borgermøde i Kulturhuset i sidste uge. Og godt 40 mennesker, heriblandt en række lokalpolitikere, var mødt op for at give deres besyv med.

Et af de første spørgsmål, der blev stillet fra salen, var, hvor stor sandsynlighed, der er for, at forslaget om bebyggelse på Kimmerslev Høje bliver pillet ud af kommuneplanen.

Og svaret fra byrådsmedlem og formand for Teknik- og Ejendomsudvalget Erik Swiatek (A) fik mange i salen til at ånde lettet op.

"Det, jeg hører på sladdernetværket, er, at den er på vej ud af kommuneplanen. Men det er vigtigt at understrege, at beslutningen ikke er truffet endnu," sagde han.

"Problemet med Kimmerslev Høje er, at det er kommet forholdsvis sent ind i kommuneplanen. Det er et ønske fra udvikleren, men har ikke været behandlet vanvittig godt politisk, og processen er foregået en anelse hen over hovedet på lokalsamfundet. Derfor er det min anbefaling, at vi piller forslaget ud i den nuværende kommuneplan, og det turde jeg ikke sige, hvis ikke jeg formodede, at Socialdemokratiet havde nogenlunde samme holdning. Men der er som sagt ikke truffet en beslutning," sagde Erik Swiatek.

Fra Rikke Kornval, der er kandidat til Byrådet for Venstre og bosat i Borup, lød det, at Venstre er åben for dialog i forhold til kommuneplanen, og at det er vigtigt med en god proces, hvor alle bliver glade og tilfredse.

Fra salen blev hun spurgt, om Venstre mener, at forslaget om bebyggelse af Kimmerslev Høje skal ud af kommuneplanen.

"For de næste fire år, ja," lød svaret, hvorefter det fra salen blev konkluderet, at der dermed er flertal for at fjerne forslaget.

Byplan skal videreudvikles
Mens der blandt de borgere, der ytrede sig på mødet, var rimelig bred enighed om, at bebyggelse af Kimmerslev Høje skal ud af den nuværende kommuneplan, var der til gengæld delte meninger om, hvad der skulle træde i stedet.

Nogle gav udtryk for, at de ikke ønskede mere bebyggelse og dermed flere folk til Borup, mens andre talte for at tage andre områder i brug til boligudvikling, f.eks. området vest for jernbanen, til trods for de udfordringer der ligger ved at bygge der. Andre igen var positive over for byggeri på Kimmerslev Høje, men ikke på den måde, som forslaget til kommuneplanen beskriver.

"Jeg har fulgt debatten, og det chokerer mig meget, at det er for eller imod udvikling. Jeg er også chokeret over, at der pludselig var en plan med 250 boliger. Jeg har ikke noget imod bebyggelse på Kimmerslev Høje, men 250 var voldsomt. Der skal laves en plan, og så skal det tages en ting ad gangen. Man kan godt bygge fornuftigt og bevare naturen. Men man kan også samtidig kigge på andre områder," lød det f.eks. fra en af de fremmødte.

Kim Andersen, der er formand for borgerforeningen, kom i sin indledende tale med en opfordring til, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, der kan gå videre med den byplan, der blev udviklet i 2016 og 2017 for netop at tale om, hvorvidt der skal udvikles i Borup - og hvordan det eventuelt skal gøres.

"Borup Byplan, der blev lavet i 2016 og 2017, blev skabt af engagerede og entusiastiske borgere, der drøftede Borups udvikling. Vi havde Køge Kommunes Planafdeling med til at give faglige input, og politikerne skabte en forventning om, at borgerne skulle inddrages og høres. Derfor skal vi forhåbentlig også have nogle af vores politikere med i den udvikling, der nu skal igangsættes med en videreførelse af byplanen. De skal være ordentligt informeret om, hvad vi kunne ønske os, for så kan ønskerne fra en arbejdsgruppe måske føres ud i livet på et tidspunkt."

Målet med at nedsætte en arbejdsgruppe og opdatere byplanen er at kunne være borgernes talerør overfor kommunen i forhold til den videre udvikling af Borup.

"Det er vigtigt, at vi finder en fælles platform, så vi kan anbefale det ene eller det andet til vores politikere. Jeg håber, at dette borgermøde bliver det første, og at vi kan fortsætte diskussionen med borgerne, jordejerne, politikerne og administrationen. Når vi har det grundlag på plads, kan vi tage stilling til nye boligudbygninger i Borup," lød det fra Kim Andersen.

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk