21. oktober 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bumletog til verdens ende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bumletog til verdens ende
Heden - 17. september 2019 kl. 08:50
Af Heden Midtsjællands Avis
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vladivostok - næsten ved verdens ende.

5. rejsebrev af Kim Greiner.

Med et pust og et støn kørte vores tog ind på perronen i Vladivostok, der er endestationen på "Den Transsibiriske Jernbane".
Skinnerne har snoet sig 9.288 km igennem landskabet fra Moskva. Det viser, at Rusland er et ret stort land, faktisk verden største. Vladivostok ligger helt ude i den yderste russiske kartoffelrække omgivet af Kina og med Nordkorea som nærmeste nabo og kun med 600 km over havet til Japan. Byen blev grundlagt i 1860 som en militærpost, men er vokset siden til en storby med 600.000 indbyggere. Vi havde aldrig været der før, men det var det første delmål til verdens ende.
Allerede på perronen stod vores chauffør med et GREINER-skilt, og i løbet af 10 minutter kunne vi indlogere os på Hotel Asimut. Det er en luksus at få nogen til at hente og bringe os, men det kan sagtens lade sig gøre i hele Asien. Ja ja, nogen gange lidt primitivt som i Vietnam, hvor vi nærmest sad på bagagebæreren bag på en cykel. På denne tur var det luksusbiler, og hvad det koster, aner jeg ikke. Det var bare indkluderet i hele rejsens pris.
Hotel Asimut lå meget centralt med fin udsigt til Det Japanske Hav og meget tæt på centrum af byen. De spurgte igen efter den indrejseseddel, vi ikke havde, men vi fandt ud af, at vi bare skulle sige, at vi kom via Minsk, så løste det sig.
Det var lunt i vejret, og vi gik ud for at finde noget at spise. Jeg var kommet afsted i T-shirt og kun en skjorte, og så begyndte det med finregn.
Nede ved stationsbygningen, der er bygget i 1891, snusede vi rundt for at finde noget spiseligt. Der var nogle spisesteder a la pølsevogne, men at sidde ude i finregn ville ikke være lykken. Var der dog ingen steder, man kunne komme ind i denne by og spise i tørvejr?
Endelig fandt vi et slags cafeteria og fik en gryderet med en klat ris, men airconditionen virkede også her perfekt, så jeg sad og hundefrøs i mit halvvåde tøj. Sikke dog en by. Den eneste trøst var statuen af Lenin, der stod og viste vejen til et ukendt sted. OK på vejen til stationen opdagede vi først på tilbagevejen flere restauranter.

Sibiriens ferieparadis
Næste morgen gik vi til hotellets restaurant, da opholdet var incl. morgenmad. Hvad skete der lige her? Alt personale var af asiatisk herkomst, og alle gæsterne var også af asiatisk herkomst. Vi var simpelthen de eneste vesterlændinge.
Der var også lige den mærkbare forskel, at personalet hilste, smilede og ikke nok med det, for de bukkede, hvis man spurgte dem om noget.
Senere fik vi at vide, at der hver dag ankommer ca. 1000 besøgende fra Kina i busser. Det tager kun 4 timer fra deres landsbyer, og de skal ikke have visum. Desuden så kommer der 4-5 fly hver dag fra Korea. Hvad vil alle de turister dog i denne kedelige by? Jo det viste sig, at den slet ikke var kedelig.
Vi havde hjemmefra hyret en guide til en byrundtur, og det var Natalia, der talte fint engelsk. Hun var en smuk kvinde, nyskilt og var alene med 3 drenge. Hun synes, at den russiske sommerferie for skolebørn på 3 fulde måneder var al al for lang tid.
Hun viste os byen, og den var helt anderledes, end vi først havde antaget – smuk og spændende. Der er himmelvid forskel på selv at gå rundt og have en guide med. Jeg er forresten selv københavnerguide, så jeg ved, hvad jeg taler om.
Hun viste os først den gamle jernbanestation, og først nu opdagede vi de smukke loftmalerier. Nede ved havnen var et stort marked med fisk og grønsager, og hun fortalte om de omgivende smukke bygninger. En helt ny russisk kirke er næsten blevet færdigbygget.
Nede ved havnen ligger den russiske Stillehavsflåde. De fleste må være ude at sejle, for den så ikke ud af meget. Præcis kl. 12 lød der et kanonskud derudefra. Godt at Natalia havde advaret os, for ellers havde vi da fået et chok.
Hernede ligger også en smuk æresport, der blev rejst, da zaren engang var på besøg. Den blev revet ned af Stalin, men er nu genopbygget i al sin pragt. En kæmpe undervandsbåd Submarine C-6 er trukket på land og er nu museum.
Byen har flere smukke hængebroer, og vi kørte over den nyeste, der blev indviet i 2012. Pylonerne er de 2. højeste i verden på 324 m. Så fik vi vist den nye operabygning, og vi var oppe på et udsigtspunkt over byen. Det viste sig også, at byen havde smukke gågader med springvand og blomsterbede.
Vi kom en tur ind i det gamle China Town, der før rummede skidt og møg, men nu rummer cafeer og butikker i de gamle huse.
Det mest overraskende ved byen var deres boardwalk a la Dyrehavsbakken med liv og glade dage og boder med is og mad. De havde såmænd også et Tivoli. Jo, Vladivostok er værd at besøge.
Efter 4 timer sagde vi farvel til Natalia og takkede hende for at have vist os den smukke og specielle by.
Godt at vi havde fået set det meste inden kl. 15, for derefter stormede det, og regnen styrtede ned. De snakkede noget om en tyfon, der var på vej. Den kunne vi godt undvære, for i morgen tidlig flyver vi efter planen i en bue udenom Nordkorea til Sydkorea.
Hidtil havde vi været under Irinas vinger fra Alt Rejser på Vesterbro, og alt havde klappet perfekt med fly, tog, hoteller, guider, chauffører m.m. I Sydkorea skifter vi rejsebureau til Koreaspecialisten. Sydkorea er ukendt land for os, så nu må vi se, hvordan det spænder af.

Fortsættes i Midtsjællands Avis i 6. rejsebrev: Soul - Østens perle.

Kim Greiner
Hvis nogen ikke kender vores rejsebrevsforfatter, så hedder han Kim Greiner. Han har boet i Borup i over 40 år og har arbejdet på Humleore og Svenstrup Skovdistrikter i 21 år. Derefter var han havemester og seniorgartner i Landbohøjskolens Have i 23 år.
På sine gamle dage er han eventyrer og globetrotter og har efterhånden rejst i 75 lande og territorier på 6 kontinenter. Alle rejser er foretaget sammen med Birgitte Greiner, der i mange år var leder af Børnehuset Møllehøj.
Kim Greiner er en meget benyttet foredragsholder og har altid mindst 25 forskellige billedforedrag på lager. Som københavnerguide har han 9 forskellige historiske have- og byvandringer i vores spændende hovedstad.
Desuden er han forfatter, og udover at skrive i Midtsjællands Avis og andre blade og aviser har han udgivet bøgerne "Fra høj hat til gummistøvler" og "Bumletog fra Borup til Singapore". Begge bøger kan lånes på landets biblioteker.
Læs mere på www.rejsefortaelling.dk

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk